Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Jakob S. Boeskov med selvudløser
Foto: Jakob S. Boeskov med selvudløser

Fotoforbud. Et billigt kamera skulle undgå opmærksomhed.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Våbensælgende kunstner: »Jeg vil se, hvad der er i de skyttegrave«

Kunstneren Jakob S. Boeskov tog på sikkerhedsmesse i USA med en løgn og tre masker, der får terrorister til at dræbe hinanden.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ved check in-skranken i det store messecenter i Anaheim Californien syd for Los Angeles kan de ikke finde hans navn på deltagerlisten.

Solen skinner, og alle kollegerne virker afslappede under palmerne.

Men Jacob Solomon fra Syntax Corporation er mildest talt anspændt denne septemberdag i 2015.

Våbensælgeren med det tilbagestrøgne hår har betalt 5.200 dollars for en stand på Asis 2015, USA’s største sikkerhedsmesse. Det er dog ikke deltagergebyret, som får hans hjerte til at slå hurtigere, da kvinden bag skranken nu skifter computer for at søge efter ham igen.

Hun skal helst ikke opdage, at fornavnet på hans kreditkort er stavet anderledes end på blanketten. Og slet ikke begynde at google det danskklingende efternavn på kortet, han med fuldt overlæg har udeladt i sin tilmelding.

Gør hun det, vil hun hurtigt kunne notere sig, at sælgeren med cybervåbnet ’Face Jagger – biometric identity simulator’ i den forede transportkasse i virkeligheden hedder Jakob S. Boeskov. Han er kunstner og har i 2 år planlagt at snyde sig ind til messen for der at præsentere sit fiktive våben.

Hej, jeg sysler med ansigtsgenkendelse, vil du have en gratis taco?

Det samme gjorde han 13 år tidligere på en våbenmesse i Kina, ville hun videre kunne konstatere. Dengang med en falsk højteknologisk riffel i kufferten, der kunne skyde demonstranter med sporbare chips.

’ID Sniper Rifle’ hed produktet dengang. Våbnet anno 2015 er designet til at lokke terrorister til at slå deres egne fæller ihjel, i den tro at de er syndere eller endnu værre forrædere.

»Jeg tænkte selv, at det var måske for langt ude, men allerede da jeg så, hvordan messen præsenterede sig selv, blev det klart for mig, at det ikke var tilfældet«, siger Jakob S. Boeskov et halvt år senere, da Politiken møder den amerikansk bosiddende danske kunstner på en københavnsk hotelbar.

I Anaheim spejder et ansigt iført overdimensionerede cyberbriller efter forbrydere i septembersolen på det store banner over indgangen til messecenteret. Og ved skranken indenfor er der nu gode nyheder for den nervøse våbensælger.

Jacob Salomon fra Syntax Corporation bliver tjekket ind og kan gå gennem sikkerhedskontrollen, forbi skiltene med fotoforbud og ind for at finde sin stand. Eller stande, viser det sig.

Ved en fejl har han nu fået tildelt to pladser ved siden af hinanden, en til Syntax Corporation og en til Syntak Corporation, som det stadig fremgår af messens deltagerliste her et halvt år senere.

»Det er ligesom på Roskilde Festival. Så snart du har armbåndet, er alt i orden. Men jeg brugte altså kun den ene stand, for jeg havde ikke materiale nok«, siger kunstneren, der nu har udgivet en beretning fra messen som bog, behørigt illustreret med billeddokumentation af begivenhederne.

Logoet har han fundet inspirationen til fra den islamistiske terrororganisation IS’ logo, som han har vendt på vrangen: En irregulær sort cirkel på hvid baggrund, og Syntax Corporation skrevet i midten. Og på sikkerhedsmessen i 2015 er han klar til at dele visitkort ud og teste sin salgstale på de andre forretningsmænd og eventuelle kunder fra amerikanske og udenlandske sikkerhedstjenester.

»Men det var ikke et helt simpelt våben, jeg skulle formidle her. Men ideen om at stjæle andre folks ansigter er noget, man kender fra science fiction og B-film. Men en af de første, der kom hen til mig spurgte blot: Er dette, hvad jeg tror, det er? Og til det kunne jeg jo svare: Ja, det er det«.

Ansigtet som krigsskueplads

I Anaheim må den falske våbenhandler alligevel ud at trække luft for at få styr på hovedet og indtage den halve nervepille, der får salgstalen til at flyde mere afslappet:

»Først skaffer du et foto af den mistænkte terrorist. Det er ganske let i vore dage, hvor IS selv lægger masser af videoer og billeder på nettet. Så laver du en simulation, som du derefter printer i 3D som en maske. Det fjerde skridt indebærer, at man bruger body double agent, som har masken med den mistænkte terrorists ansigt på. Man skaber derefter en belastende situation, hvor vedkommende gør noget, der vil give ham problemer: en terrorist på stripklub eller måske endda terrorist midt i et møde med en CIA-agent? IS er kendt for at tage livet af spioner, og dette våben er lavet til at udnytte den ekstreme selvjustits«, genopfører Jakob S. Boeskov den tekniske gennemgang af våbnet på hotelbaren i København.

Ideen til selve våbnet fik han under et bryllup i Costa Rica, hvor han sad ved siden af en computervidenskabsmand fra Pakistan. Han fortalte, hvordan amerikanske soldater i jagten på bin Laden brugte ansigtsskannere, når de undersøgte mænd i afghanske landsbyer.

»Jeg ville også arbejde med det menneskelige ansigt som krigsskueplads, tænkte jeg. Men jeg vidste ikke hvordan, så i ren desperation tog jeg til en 3D-printermesse i New York, hvor jeg så de her printede ansigter. De så så uhyggelige ud, næsten som medicinske proteser«.

Face Jagger var født. Da Boeskov sidst gav den som våbensælger i Kina i 2002, kaldte han metoden for sci-fi-konceptkunst.

»I dag kalder jeg det artefaktmetoden. Man tager en genstand, i dette tilfælde et våben fra fremtiden, og præsenterer den i nutiden i et virkeligt miljø. Ingen må vide, at man er der som kunstner, og man skal gøre det alene. Det er kunst, der finder sted uden for kunstinstitutioner og i hemmelighed, ligesom når folk laver korncirkler«.

Tilbage på våbenmessen i Anaheim går Boeskov på opdagelse på messen med sit turistkamera, som han diskret trodser fotoforbuddet med for at dokumentere sit kunstværk. Her er repræsentanter for højteknologiske giganter som Samsung og Sony side om side med den fusionerede sikkerhedskoncern G4S, som i Danmark tidligere var kendt som Falck. Der sælges først og fremmest software, overvågningssystemer og forskellige typer af skannere, men Boeskov tager også billeder af varmesøgende kanoner og mødes med sælgere af specialskjolde, der kan bruges ved optøjer.

Et firma på messen har ganske enkelt opkaldt sig efter filmen ’Total Recall’ fra 2012 med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen. Filmen er baseret på science fiction-forfatteren Phillip K. Dicks novelle ’Erindringer en gros’. Jakob S. Boeskov har fundet inspirationen til sine cybervåben hos selv samme forfatter og hans begreb om ’Prækriminalitet’, som blev verdenskendt i Steven Spielbergs film ’Minority Report’ med Tom Cruise i hovedrollen efter Dick-novellen af samme navn.

Fra hovedscenen taler tidligere NSA- og CIA-chef Michael Hayden om cyberkrig.

»Han startede med at sige, at internettet er verdens største ukontrollerede territorium. Så viste han billeder af Islamisk Stats logo, hackergruppen Anonymous’ logo og til sidst et billede af Kim Jong-un. Alt godt fra havet, kan man sige«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men når man kan smyge sig ind med et projekt som mit, skyldes det, at CIA og de andre tjenester ved, at de ikke har løsningerne på hånden i dag, når det kommer til at matche grupper som IS, som er meget dygtige til at manøvrere på internettet. For 5 år siden havde de fleste amerikanske agenter ikke engang adgang til en smartphone, så der er åbent land for alle mulige vilde forslag – herunder mit«.

De tog det alvorligt?

»Jeg mødte en mand, der solgte biometriske låse, som skanner dit ansigt, så det kun er dig, der kan komme ind i din lejlighed. Kunne mine masker snyde hans låse? Han tog imod spørgsmålet, som var det det mest naturlige i verden: Nej, var svaret, for kunne jeg se oppe i hjørnet af kameraet? Det var infrarød teknologi som ville registrere, at der ikke strålede varme ud fra ansigtet. Tanken, at nogen ville bruge sådanne masker, var han helt med på«.

Hemmelige systemer

Trods de umiddelbare succeser på messegulvet har den danske våbensælger det ikke let hele vejen igennem. Hans lommekamera fører både skældud og mistænksom hvisken med sig fra nogle af standene. Den afslappede californiske stemning gør det oven i købet svært at lægge ansigtet og antrækket i de rette folder. Og kunstneren har som en af de få jakkesæt på, mens de andre sælgere og besøgende er i polotrøjer.

»Dengang på våbenmessen i Kina i 2002 var det hele nemmere, fordi alt var stramt og forretningsagtigt. Men i Californien skal man til fest og sludre: »Hej, jeg sysler med ansigtsgenkendelse, vil du have en gratis taco?«. Jeg følte mig helt ved siden af«.

Men skulle man sidde med en fornemmelse af en markedsplads befolket af lutter lykkeriddere med tvivlsomme våbenteknologier, er det ikke tilfældet, understreger Boeskov:

»Folk på den messe har ganske rigtigt forstået, at her er der penge at tjene. Men det er ikke stemning af guldfeber. De ved, at disse systemer bliver indført nu. Som forfatteren William S. Burroughs siger, er kontrol som en virus, der spreder sig til hele kroppen. Se bare på skannerne i lufthavnen. De forsvinder aldrig igen. Man kunne heller ikke gå tilbage til kniven, da maskingeværet først var opfundet«.

Var der nogen på messen, der stillede spørgsmål ved det moralsk acceptable i at lave et våben, hvor terrorister skal lokkes til at myrde andre mulige terrorister?

»Nej, ingen. Det var nu ikke så overraskende, synes jeg. Vi har i årevis haft forebyggende angreb som en integreret del af krigsførelsen. Og hele ideen om at stoppe forbrydelser med magt, inden de bliver begået, er bredt accepteret. Den klareste forståelse af mit våben mødte jeg hos en israelsk sikkerhedsrådgiver ved navn Yaniv. Han syntes endog meget godt om ideen om at lade IS klare den beskidte del. Han var klart min mest seriøse kunde«.

Er der en forskel på konteksten i dag, og da du drog til Kina for 13 år siden?

»I Kina havde jeg skabt et våben, som den kinesiske stat kunne bruge til at få ram på uskyldige demokratidemonstranter. Dem havde jeg oplagt sympati for. Men hvem tilslutter man sig i dag? Jeg har selvfølgelig ikke nogen sympati for IS, men heller ikke synderlig for CIA. På overfladen er dette et anti-IS-våben, men på et dybere niveau er det et satirisk våben mod CIA«.

Der kommer en tredje del på et tidspunkt?

»Ja, og den skal foregå i Europa. Det er virkelig langsom kunst, må man sige, og hvis jeg fortsætter med den nuværende frekvens, vil sidste del af denne treptych være færdig engang i 2029. Men når det tog så lang tid, skyldes det også, at jeg ikke gad være europæeren, der bare havde været i USA et par måneder og gav sig til at skælde ud. Jeg bor i USA, jeg elsker amerikansk kultur, og efter 10 år derovre synes jeg, at jeg har vundet retten til at lave værket«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Snarere end morskab over det satiriske våben er der en sørgmodig tone over din bog?

»Men der er jo heller ingen rigtig god side at tilslutte sig. Vil du være med IS eller CIA? Jeg vil helst være fri for nogen af dem. Dog skal det siges, at hvor stor respekt jeg end har for politiske aktivister, er jeg ikke aktivist selv. Jeg interesserer mig for nogle hemmelige systemer, der ligger uden for det demokratiske rum, hvor aktivisme har en effekt. De systemer forsøger jeg på en poetisk måde at komme til at forstå«.

Ud over selve stuntet med at snyde dig ind, hvad skulle du så demonstrere på den messe, som du ikke kunne have vist udenfor?

»Man må tage derhen for at tage det seriøst, ikke bare hænge noget op på en gallerivæg. Kunstnere må også være en slags reportere fra frontlinjen, der undersøger, hvordan de nye våben forandrer os og samfundet, ligesom kunstnere engang var optaget af, hvordan maskingeværet forandrede krigen. Og verden bevæger sig altså hurtigt på dette felt: Cyberkrigen er virkelig, dronekrigen er virkelig, og der er terrorister med Instagram-profiler på nettet. Vil du sidde derhjemme på dit atelier, skal du være velkommen, men jeg vil se, hvad der er i de skyttegrave«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden