Milliardæren og modekongen François Pinault har indledt et nyt slag mod konkurrenten Bernard Arnault.
I sidste uge samlede Pinault politikere og presse under den smukke kuppel i en af Paris’ fornemste bygninger. Ikke for at tale om noget så trivielt som forretning. Han er ellers ejer af luksusmodegruppen Kering med mærker som Gucci, Yves Saint Laurent og Stella Mccartney.
I stedet redegjorde den 80-årige mæcen for sine planer om at indrette et nyt museum for moderne kunst i den tidligere børsbygning i den franske hovedstad.
Blandt de tilstedeværende var den japanske arkitekt Tadao Ando, der frem til 2018 skal forandre den 400 år gamle børs til et moderne museum.
Arkitekten talte om de store og dramatiske forandringer, som præger Europa i dag, med eksempelvis Brexit og terrortrusler.
»For at udfordre disse omstændigheder har François Pinault besluttet at skabe et nyt museum i Paris«, sagde Tadao Ando til flere af de indbudte journalister.
Udfordring til kunst-duel
At arkitekten talte om udfordringer, fik flere pressefolk til at trække på smilebåndet.
Fabrikanterne af luksusvarer har behov for at give mærker, hvis image er meget traditionelt, en indsprøjtning af modernitet, af noget nyt
For ingen i det parisiske kunstmiljø er i tvivl om, at François Pinault med den gennemgribende restaurering af den gamle bygning vil sende et klart signal til konkurrenten Bernard Arnault.
Han er hovedaktionær i luksusimperiet LVMH med mærker som Louis Vuitton og Dior samt et utal af førende mærker inden for ure, champagne, alkohol og kosmetik.
De to mænd udkæmper nemlig ikke alene en hård kamp om at dominere luksusindustrien. De er også kendt for at eje store kunstsamlinger og for at stå bag nye store museer i Paris og Venedig.
»Når François Pinault køber en Damien Hirst eller en skulptur af Richard Serra, vil Bernard Arnault også have en«, siger en parisisk kunsthandler, som ønsker at være anonym.
»Det er ikke nogen god idé at lægge sig ud med en af de to herrer, hvis medarbejdere permanent er på udkig efter nye talenter eller værker af etablerede kunstnere, som pludselig er til salg«, lyder kunsthandlerens forklaring på diskretionen omkring de to milliardærer, hvis forretningsmetoder og forsøg på skatteunddragelse jævnligt giver anledning til polemik.
Det samme gør myten om de gavmilde mæcener. For virkeligheden er, at skatteyderne betaler hovedparten af regningen for de private museer, der skyder op i Paris.
Succes i Boulogne-skoven
Indtil denne uge var Bernard Arnault den foreløbige sejrherre i milliardærernes kamp om titlen som Frankrigs og Europas største mæcen.
Han var sikker på at få fuld opmærksomhed, da han i 2002 holdt de første møder med den amerikanske arkitekt Frank Gehry, manden bag Guggenheim-museet i Bilbao og Disney-operaen i Los Angeles.
12 år senere kunne den daværende præsident François Hollande indvie det nye kunstmuseum Fondation Louis Vuitton i udkanten af Boulogne-skoven.
Det er en gigantisk succes. Udstillingen med 127 værker fra den russiske mæcen Sergej Chtchoukines samling, som i dag befinder sig i Moskva og Sankt Petersborg, fik mellem oktober 2016 og marts i år 1,2 millioner mennesker til at besøge museet.
29 værker af Picasso, 22 af Matisse, 12 af Gauguin og 8 af Cézanne var sikre trækplastre. Kun udstillingen om og omkring den egyptisk farao Tutankhamon i 1967 har trukket flere tilskuere, men museets permanente samling af moderne kunst og Olafur Eliassons bidrag til udsmykningen får også parisere og turister til at tage museets egne busser fra centrum af Paris ud til Boulogne-skoven.
»Det er en stor tilfredsstillelse, og vi beriger jævnligt den permanente samling med nye værker«, fortæller en stolt rundviser inde i museet.
Kunsteksil i Venedig
François Pinault var med ved indvielsen og udtalte sig i rosende vendinger om det nye museum. For en sikkerheds skyld købte han dog få dage efter værker for snesevis af millioner kroner på den årlige udstilling af moderne kunst i Paris for lige at minde miljøet om, at konkurrenten ikke var alene på markedet.
Men Pinault var samtidig en bitter mand – for han skulle have haft æren for at være fransk og parisisk kunsts store mæcen.
Han arbejdede i flere år med planer om at bygge et stort museum for moderne kunst på øen Île Seguin i Boulogne-Billancourt, hvorfra Renault-biler rullede ud ad samlebåndene i næsten 100 år.
Men trods François Pinaults tætte venskab med tidligere præsident Jacques Chirac strandede forhandlingerne om køb af den tidligere industrigrund med myndighederne, og François Pinault stod tilbage med en privat samling på 3.500 værker af moderne kunst til en – forsigtigt – anslået værdi af over 9 milliarder kroner.
Det var et hårdt slag, og rigmanden reagerede ved at købe Palazzo Grassi og Punta della Dogana i Venezia, hvor det nu er muligt at se hans samling samt skiftende udstillinger. Men erfaringen i Paris var et nederlag for en mand, der ikke er vant til at tabe, og han har søgt ’revanche’ i flere år.
Det blev muligt takket være en aftale med Paris’ socialistiske borgmester, Anne Hidalgo, om at overtage og restaurere den gamle børs, som stod ubenyttet hen.
»Nu bliver en pragtfuld, men lukket bygning åbnet for pariserne og vores gæster«, sagde hun ved markeringen af François Pinaults overtagelse af bygningen i sidste uge. Om 50 år overdrager han den gamle børs til kommunen, som ifølge borgmesteren ikke havde ressourcer til den nødvendige istandsættelse.
Hårde forretningsfolk
Anne Hidalgo er en meget målrettet politiker med de politiske fødder solidt plantet til venstre. Det forhindrer hende ikke i at samarbejde meget tæt med to rigmænd, der for mange er indbegrebet af benhårde kapitalister.
Bernard Arnaults familie kommer fra Roubaix i Nordfrankrig, hvor faderen var entreprenør. Sønnen drev virksomheden videre, og i 1970’erne købte han det kriseramte tekstilimperie Boussac, hvis ejere blandt andet kontrollerede modehuset Dior.
Han solgte alle tabsgivende aktiviteter fra og beholdt Dior, stormagasinet Le Bon Marché samt byggevarehuset Conforama – som han senere solgte til François Pinault, hvis familie gjorde i træhandel.
Den unge Arnault så hurtigt, at luksusindustrien repræsenterede fremtiden. Med Dior som base købte han champagne- og cognachuset Moët & Hennessy. Derefter kom turen til den hensygnende virksomhed Vuitton, som fremstillede kostbare lædervarer, samt køb af fabrikker, som fremstiller ure i den absolutte luksusklasse.
Takket være produktudvikling og massiv marketing hører disse mærker til de førende i verden, og med 110.000 ansatte verden over og en omsætning på 37,6 milliarder euro (283 mia. kr.) i 2016 kunne magasinet Challenge i sidste uge afsløre, at den meget diskrete Bernard Arnault er Frankrigs rigeste mand med en formue på 46,9 milliarder euro (354 mia. kr.).
Konkurrenten François Pinault skabte sin formue ved at opkøbe lukningstruede virksomheder, som han tømte for værdi og solgte videre, og ligesom Bernard Arnault så François Pinault en fremtid i luksusindustrien.
Han sikrede sig i 2003 kontrollen over det italienske modehus Gucci, som også ejede mærkerne Yves Saint-Laurent, Stella McCartney og Puma. I dag er de succesrige mærker under den familieejede gruppe Kering, som sidste år havde en omsætning på 12,4 milliarder euro (93 mia. kr.) med 40.000 ansatte over hele verden.
Gigantisk regning
De to mænd har masser af penge til indkøb af kunst, og ingen sætter spørgsmålstegn ved deres ægte interesse og engagement i moderne kunst, som de begge begyndte at købe i en ung alder.
I begge mænds ’storytelling’ er etableringen af de fonde, som finansierer museerne i Venedig og Paris, en måde at dele rigdommene på. Kunstværkerne bliver tilgængelige, og de private fonde træder til i en situation, hvor priserne på kunst gør det svært for de offentlige museer at følge med.
I mange år nøjedes François Pinault og Bernard Arnault med at sponsorere udstillinger i eksisterende museer. Men ifølge flere eksperter i marketing får en banal, men kostbar taske, et mærkeur eller et tørklæde til 3.000 kroner en ny dimension, når kunden også kan associere de dyre indkøb med kunst og kultur. Og et privat museum med virksomhedens logo giver mere synlighed end et diskret sponsorat af en udstilling.
»Fabrikanterne af luksusvarer har behov for at give mærker, hvis image er meget traditionelt, en indsprøjtning af modernitet, af noget nyt«, siger professor Christophe Rioux fra Sciences Po-instituttet i Paris til ugemagasinet Marianne.
Han og andre sætter også spørgsmålstegn ved mæcenernes gavmildhed. En lov fra 2003 giver dem et fradrag på 60 procent for investeringer i kunst for op til 0,5 procent af deres omsætning. Det er et solidt fradrag, hvilket betyder, at skatteyderne bidrager med over halvdelen.
Officielt har Fondation Louis Vuitton-museet kostet omkring 100 millioner euro (755 mio. kr.). Men magasinet Marianne afslørede sidste år på baggrund af solide kilder, at regningen reelt beløber sig til omkring 700 millioner (godt 5 mia. kr.) på grund af den meget komplicerede arkitektur, som stillede ingeniører og teknikere over for store udfordringer.
Regningen er gigantisk – også for skatteyderne, og kritikerne peger på, at mæcenerne stort set har frie hænder uden nogen form for statslig indblanding, som tidligere kulturminister Aurélie Filippetti peger på i Marianne.
»Pengene ruller, uden at nogen for alvor ved, hvad der foregår. Siden loven blev vedtaget i 2003, har der ikke været nogen seriøs analyse af disse fradrag«.