Lige for tiden taler alle om robotter. De taler især om, om hvordan disse robotter vil fortrænge os alle sammen fra vores arbejde, så vi må gå fra hus og hjem – og ned med flaget. Den sidste tur ned i sølet vil snart være blandt de få ting, som vi ikke kan ekspedere videre til robotterne. Undergangen er forbeholdt os.
Derfor er der så mange, der beskæftiger sig med og bekymrer sig om disse robotter, der ustandselig breder sig og truer os. Nogle gør det endda så intenst, at de ligefrem minder om robotter.
Lad os lige få definitionen på plads: Rigtige robotter er kunstigt skabte eksistenser med en højt specialiseret grad af funktionalitet. Vi aner ikke altid, hvem eller hvad der står bag alle de ting, vi bruger i hverdagen, men vi gætter på, at der nok er stadig flere robotter indblandet. Det er de såkaldt nyttige robotter. De er gemt væk på fabrikker og i virksomheder og har en arbejdsdag på langt mere end otte timer, uden at kny eller knirke.
Den slags pligtopfyldende robotter ser vi ikke meget til som forbrugere. De robotter, vi husker bedst, har vi især oplevet i sci-fi-film. Her er de fleste både nyttige og omgængelige, blot man behandler dem godt og husker at trykke på de rigtige knapper. Men ikke sjældent ender disse menneskelignende maskiner med at falde os i ryggen, og hvis fortællingen om dem ikke også omfattede en sand helt af kød og blod, ville de måske ende med at destruere menneskeheden.
