Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gillian Wearing (t.v.) under arbejdet med ’En rigtig dansk familie’.

Gillian Wearing (t.v.) under arbejdet med ’En rigtig dansk familie’.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Engelsk kunstner støber en dansk familie i bronze

Gillian Wearing har før portrætteret en kernefamilie i italienske Trento og en familie bestående af to søstre fra Birmingham med hver deres børn. Snart afsløres hendes store skulptur ’En rigtig dansk familie’.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kommer en rigtig dansk familie fra Hillerød, Slagelse, Nexø, Billund, Herning, Esbjerg eller Odense? Består sådan en familie af far, mor og børn eller af en enkemand med sin nye kærlighed? Kan det også være en singlefyr eller et polyamorøst lesbisk trekløver?

I aften kan man på DR 2 se første program ud af en serie på tre, om hvordan 500 danske familier har meldt sig via casting i 14 danske byer til kunstprojektet ’En rigtig dansk amilie’. En jury bestående af blandt andre en seniorforsker ved SFI, debattørerne Eva Selsing og Henrik Marstal samt SMK’s direktør Mikkel Bogh skal udvælge den familie, der skal støbes 1:1 i bronze og udstilles i haven foran Statens Museum for Kunst.

Skulpturen er baseret på statistik, og derfor hedder det en ’typisk’ familie

I titlen ligger det tvetydige ’rigtig’ som i virkelig. For det er en eksisterende familie, der afbilledes. Men også rigtig som i ’ægte’, som i betydningen indbegrebet af en dansk familie. Og så bliver det straks mere provokerende. For det kan man vel ikke tage patent på? Bliver du provokeret? Det er kun godt.

Det mener kunstneren bag, briten Gillian Wearing.

»Der er noget, der altid har fascineret mig ved bronzeskulpturer og offentlig repræsentation, og jeg kan godt lide tanken om at sætte folk, der ikke er politikere eller verdensledere op på en piedestal og stille dem midt på scenen«.

Gillian Wearings bronzeskulptur ’A Real Birmingham Family’ fra 2014.

Gillian Wearings bronzeskulptur ’A Real Birmingham Family’ fra 2014.

Den anerkendte kunstner er selv lavmælt og høflig, men skarp, når hun skal formulere, at vi alle har gavn af at få sat gang i snakken om vores relationer og opfattelsen af, hvad en familie kan være. Og hun er ikke bekymret for, at den udvalgte familie kan blive spændt for en politisk dagsorden, sådan at nationalistiske kræfter vil kæfte op, hvis der er tale om en brun familie, eller omvendt, at der vil lyde anklager om konservatisme, hvis familiemonumentet viser sig at være af en kernefamilie.

»Jeg er meget åben over for en politisk debat. Det er rart, at jeg ikke kan have total kontrol over det«, siger hun over en kop te, selvfølgelig, da vi mødes på Statens Museum for Kunst.

Med hund på skødet

Det er tredje gang, Gillian Wearing portrætterer en nulevende familie i form af en bronzeskulptur.

Første gang var i Trento i Italien i 2008, hvor hun blev bedt om at lave et værk til en aktuel udstilling og kun havde en weekend til at få en ide. Hun blev inspireret af en aktuel politisk debat om det dalende fødselstal i Italien, der dengang var det laveste i Europa, og den deraf følgende frygt for afviklingen af kernefamilien.

Her ses Gillian Wearings portræt af en italiensk familie i Trento.
Foto: Gillian Wearing

Her ses Gillian Wearings portræt af en italiensk familie i Trento.

»Så jeg tænkte: Lad os kigge på det, og jeg tog kontakt til en statistiker for at se, om det var sandt for netop Trento-området. Og han vendte tilbage og sagde, at det stadig var kernefamilien, der var det typiske der. Så skulpturen er baseret på statistik, og derfor hedder det en ’typisk’ familie«.

Trento-skulpturen viser en stående far i jakkesæt, mens resten af familien sidder for hans fødder; datter og søn tæt på, og den smukke, langhårede mor lidt derfra med hunden på skødet. Som prototypen på en gammeldags kernefamilie, hvor far er overhovedet. Og da den blev afsløret, dukkede der også protester op. Folk kom med skilte med opråb som, ’Vi er ikke den typiske familie, og vi vil også repræsenteres’.

Det passede Gillan Wearing godt.

»Jeg sagde, at det ville være fint, hvis der kunne komme repræsentanter hver dag med et skilt og sige, »vi er en alternativ familie«. Det gjorde der desværre ikke, men skulpturen var med til at åbne en dialog og sætte tanker i gang om familier og den måde, vi relaterer til hinanden på«.

Da hun var færdig med Trento-skulpturen, vidste Gillian Wearing, at hun ville arbejde videre med familien som begreb og undersøge, hvad en familie kan være. I sin research til skulpturen fik hun øjnene op for, at statistikere er temmelig progressive i den måde, de kategoriserer på. I statistikkerne kan én person for eksempel godt udgøre en familie.

»Faktisk er singlen majoriteten. Og jeg ville ønske, at jeg havde været radikal nok til at sige: Lad os lave en singleperson, for det er det, statistikerne siger, er det mest almindelige. Det er de fraskilte, enkerne, studerende, folk, der vælger at være singler«.

Derfor havde hun efter erfaringerne i Trento lyst til at se på en mere bred opfattelse af familien som begreb og i stedet for at lede efter en familie, der fungerede som et billede på normen, blev der holdt en helt åben casting, da hun satte sig for at skabe en familieskulptur i sin hjemby Birmingham i 2014.

»Vi fik kun én ansøgning fra en single, for jeg tror – på trods af statistikernes kategori – at det er ret svært at gå ud og overbevise samfundet om, at man udgør en familie, hvis man bor alene«.

Valget faldt i stedet på de to søstre Emma og Roma Jones med hver deres sønner. En skulptur, som vakte stor furore og skabte forargede overskrifter i stil med ’To enlige mødre, den ene gravid, deres børn og ikke en far i nærheden’. Lokale politikere og en del stemmer i medierne brød sig ikke om, at der blev brugt en million offentlige kroner på at udødeliggøre sådan en utraditionel familiekonstellation.

»Jones-søsterene havde et budskab. De ville sige, »vi er ikke, som vi bliver portrætteret i tabloidpressen«, hvor betegnelsen ’singlemødre’ altid får en vældig negativ konnotation. De ville vise, at de ikke passer ind i den stereotyp. Så de havde et meget motiveret udgangspunkt, og det var en af grundene til, at de fik et stærkt og enigt ja til at være den udvalgte familie«.

Samtidig med at juryens medlemmer var enige om valget, var de samtidig klar over, at der ville være personer i offentligheden og pressen, som ville have det svært med valget af Jones-søstrene og tolke valget af dem, som om faderen ikke længere behøves i familien. Derfor forberedte de både sig selv og søstrene på, at det ville tage fart i medierne.

»Og det var godt, for det blev en ret stor historie«, siger Wearing.

Medlemmer af bevægelsen ’Fathers 4 Justice’ organiserede en protest og lænkede sig selv til skulpturen for at skabe opmærksomhed om enlige fædres vilkår i forbindelse med samværssager. En aktivist tapede portrætfotos af sine to døtre Ellie og Mollie fast på skulpturens drengefigurer, kastede et lagen over den ene af søtrene Jones og stillede sig selv foran den anden søster for at tage hendes plads i portrættet.

»Politiet kom og spurgte, hvad han lavede, og han forsikrede dem om, at den tape han brugte, ikke fjernede noget af den patina, der allerede var dannet på skulpturen. Så han havde sørget for, at det ikke var hærværk. Det var altså ikke destruktivt, det handlede om at give stemme til sit synspunkt«, siger Gillian Wearing, der er glad for, at skulpturen fremprovokerede debat og aktivisme.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Og søstrene var gode til at tale om det. Det var en givende oplevelse af arbejde med mennesker, som var så engagerede. Søsteren Roma ville for eksempel lægge guirlander om skulpturens figurer på Kvindernes Kampdag for at få værket til at række ud med et større perspektiv. Jeg synes, vi var utroligt heldige med at finde lige præcis dem«.

»Det skal også siges, at der var aviser, som bakkede op om valget, og man kunne læse indlæg fra singlemødre i The Guardian, som skrev, at de aldrig blev repræsenteret og ’hvorfor er alle oppe at køre, når vi endelig bliver det?’«.

Gillian Wearing er også glad for, at ’den rigtige Birmingham-familie’ var en mere utraditionel en af slagsen – som en slags fejring af byens mangfoldighed.

»Jo flere forskellige måder, folk finder ud af at organisere deres familier på, desto bedre, synes jeg. I 1980’erne i England sagde John Major, vores konservative premierminister, at de traditionelle familieværdier var virkelig vigtige, mens det viste sig, at han samtidig selv havde en affære. I stedet for at folk får dikteret, hvordan de skal leve deres liv, synes jeg, at det er godt, at de selv finder deres egen måde at leve livet på. Yeah«.

Får folk til at snakke

I Danmark er DR involveret i projektet og har stået for castingen af 500 potentielle familier over hele landet og optaget de tre tv-programmer, som giver indblik i finalisternes dagligdag og samliv. Programmerne bliver sendt som optakt til afsløringen af skulpturen, og det er tophemmeligt, hvem de udvalgte er, endsige hvilke familiekonstellationer der er tale om. Men at det er krævende at blive målt op til skulpturen uanset, hvem man er, vil kunstneren godt fortælle om. Det er en langsommelig proces med assistenter, der vimser rundt og sætter klistermærker på udvalgte målepunkter på familiens kroppe og ansigter.

»Man skal måle hoveder, ben og så videre, og det er svært at stå stille så længe, så vi tager en masse fotos og sætter dem sammen digitalt bagefter, fordi man ikke kan undgå at bevæge sig lidt«, siger hun.

Efter opmålingen i kunstnerens atelier i London bliver målene sendt til Kina, hvor de bruges til at forme skulpturen i ler og derefter en støbeform, som de hælder bronzen i. Til oktober stilles den færdige skulptur op på pladsen foran Statens Museum for Kunst, hvor den portrætterede familie vil afsløre den ved en fernisering fredag 13. oktober.

Kunstneren har ikke på forhånd en plan for, hvordan familien skal tage sig ud på piedestalen. De skal først og fremmest fremtræde naturligt.

»Da den danske familie kom til studiet, så jeg på de naturlige bevægelser, de havde, og der så jeg én særlig interaktion, der bare virkede godt. Det er ikke noget, jeg instruerer eller kontrollerer, jeg genskaber noget, som de selv har ageret. Det skal se naturligt ud og vise, at der er et forhold mellem de mennesker«.

Hvis jeg skulle støbes i bronze, ville jeg være ret selvbevidst og tænke over, om jeg nu stod med rank ryg, og om mit hår sad o.k. Får du den slags kommentarer?

»Nej, slet ikke. Med den danske familie bad jeg dem om at tage et lille udvalg af tøj med. Fra tv-klippene vidste jeg, at de havde meget afslappet tøj, der bare ville virke fint som skulptur. Mit udgangspunkt var, at den her familie virker rigtigt godt sammen, og hvorfor skulle jeg ville ændre på det? Og det var det samme med Birmingham-familien. Jeg vil ikke have, at de skal klæde sig ud som til et formelt fotografi«.

Vi lever i tid, hvor vi bruger mange medier til at fremstille os selv med selfies på Facebook og Instagram og i youtubevideoer. Hvad betyder en bronzeskulptur i den sammenhæng?

»I dag er vi vant til at relatere til mennesker, som ikke har haft politiske poster eller er ufattelige berømte, så der er et forhold mellem de sociale medier og forståelsen af, at alle har en betydning og en værdi. Og at det er vigtigt at fejre«.

Og det kan ’En Rigtig Dansk Familie’ være med til, håber kunstneren: »Jeg tror, at der findes meget få repræsentationer af mennesker som bronzeskulpturer, som folk kan relatere til. Så denne her type moderne skulpturer bidrager til en dialog om det virkelige i et miljø, hvor offentlige skulpturer er svære at relatere til for almindelige mennesker«.

Derfor kan projektet med almindelige mennesker, der sættes op på en piedestal, bidrage til en demokratisering af det offentlige rum, mener Gillian Wearing.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Med offentlige skulpturer bliver man bevidst om, at der er også er en offentlig mening om den. Det er en lille ting i bybilledet – det er ikke voldsomt som en stor bygning – men det sætter gang i fantasien og bringer nogle gange også negative reaktioner frem. Det får folk til at snakke«.

Hvordan håber du skulpturen vil blive modtaget i Danmark?

»Jeg håber, at folk interagerer med den. Jeg ved ikke, om de gør det i Trento, men i Birmingham har jeg set folk omfavne Jones-familien og tage fotos. Det håber jeg også vil ske i Danmark«.

Hvad er det næste trin? En ny familie i et andet land?

»Nej, men det ville være skønt. Jo flere familieskulpturer, jo mere diversitet. Og noget andet, jeg elsker ved projektet, er, at skulpturen bliver et dokument om en tid på et særligt sted. Trento 2008, Birmingham 2014 og Danmark 2017. Den bliver en del af historien«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden