Foto: Morten Kamper Jacobsen
Kunst

Cyanblå udstilling overrasker med gennemført æstetisk objektkunst

Et sted mellem drøm og dokumentation: Adam Jeppesen overrasker en del på sin seneste udstilling. For nu laver fotografen også objektkunst.

Kunst

Endelig en ny udstilling med Adam Jeppesen!

Men denne gang ingen majestætiske og mystisk manende fotos af sneklædte bjerge eller af øde, udtørrede, størknede vidder! Og ingen fine lige folder i de billeder, der hænger på væggene!

Kan det være den samme kunstner, som fotoentusiaster husker så godt fra hans ambitiøse ’The Flatlands Camp Project’, hvor han – kun med kameraet som selskab – rejste fra Arktis over Nord- og Sydamerika til Antarktis?

For er det hele ikke meget lækkert? Og for lækkert?

Ja, det er den samme Adam Jeppesen. Men kan man se på hans nye værker, at han har fået sin uddannelse på Danmarks fotografiske billedkunstskole, Fatamorgana, eller at han i dag bor og arbejder i Argentina?

Nej, det er ikke bestemte genrer eller teknikker, han demonstrerer, eller bestemte lokaliteter, han vil vise os med sine billeder. Det er i stedet denne gang noget helt andet: en hånd eller nogle håndstillinger, som ifølge kunstneren er overført fra negativer til stykker af linned ved hjælp af en teknik fra fotografiets absolutte barndom: cyanotypien.

Den blå farve, som gør hænderne – og nogle foldekast – synlige og giver dem form, går også igen i det fine stof, der er lukket inde i udstillingens transparente objekter.

Stoffet, som synes let som silke, er anbragt i akvarielignende beholdere af forskellig størrelse, hvoraf nogle står på gulvet, og andre hænger på væggen. Her er stoffet spændt ud med tråde fra alle sider. Det synes at svæve vægtløst, men uden at røre sig i den væske, som beholderen er fyldt med til randen, og som vi ikke kan se, kun mærke.

Den blå farve går igennem Adam Jeppesens udstilling, bl.a. i stofferne, der næsten svæver rundt i de akvarieagtige beholdere.
Foto: Morten Kamper Jacobsen

Den blå farve går igennem Adam Jeppesens udstilling, bl.a. i stofferne, der næsten svæver rundt i de akvarieagtige beholdere.

Som tidligere i Adam Jeppesens fotografier søger han måder, hvorpå han bedre kan dokumentere det stof, som drømme er gjort af. Hvis han overhovedet kan dokumentere noget, er dette ’noget’ forestillinger, ikke iagttagelser.

Han vil vise os, at selv om et værk i sig selv er meget nærværende, kan det godt fortælle om noget, som reelt er fraværende. Men det kræver et fotografi, som balancerer hårfint mellem drøm og dokumentation uden at falde til nogen af siderne.

Som der står i den tekst, der gør udstillingen følgeskab: »Det er ikke altid vores ærinde at kunne forklare alting men netop at lade vores visuelle sanser guide os og måske lede os til forståelse«.

Apropos Adam Jeppesens billeder – også i denne forbindelse – er forståelse, det at kunne forstå, ikke ensbetydende med det at kunne gennemskue.

Vi skal ikke gennemskue den natur, eller de udsnit af den, som Jeppesen viser os og iscenesætter for os med sine billeder og objekter. At trænge ind i noget er også at gennemskue det. Og når man først kan gennemskue denne natur, så bliver den triviel. Og så forbløder den og trækker vores fantasis forestillinger med sig ned i ligegyldigheden.

Vi har ikke brug for at afmontere den forundring og gådefuldhed, som kan være den indirekte konsekvens af dette møde.

Vi har endnu ikke nævnt det, som springer mest i øjnene på udstillingen, nemlig det gennemført æstetiske i hele opstillingen, og hertil bidrager især den blå tone, som er den koloristiske overskrift over det hele. Umiddelbart burde denne æstetiske indpakning trække ned. For er det hele ikke meget lækkert? Og for lækkert?

Men Adam Jeppesen – som tidligere var fotograf eller kunstner med fotografiet som medie – bør belønnes og opmuntres for sin uforudsigelighed, for sit mod til at turde gå andre veje.

Efter en udstilling som denne er det, som om han har føjet noget nyt til det, man troede man vidste om ham. Som kunstner rummer han flere muligheder, eller kald det ambitioner eller visioner, som man stadig har til gode at se udfoldet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce