Godt er det maleri, som vækker en længsel efter andet godt maleri.
I det første rum i Louisianas smukt disponerede soloudstilling med værker af den britiske maler Cecily Brown (født 1969) er det først og fremmest referencer til Francis Bacon og Pieter Paul Rubens, der ramler sammen. I billeder af kroppe, som er natur og befinder sig i natur. Både Bacon og Rubens har slagterens fornemmelse for, hvordan kroppen skal skæres: med tyngde og slask. Det har Brown også.
Det starter med et værk fra 2004, ’Løvtag’, som fortrinsvis er natur. Her er ikke umiddelbart nogen kroppe at se, men man kan ikke vide sig sikker. Figuren flytter sig hele tiden for øjet i Browns værker, som lader til aldrig at størkne. Grene og blade danner et rum i dette maleri, en tunnel for øjet, og måske dette værk faktisk er det perfekte sted at begynde. Her er der plads til, at din egen krop falder ind i billedet.
Følger du væggen mod venstre, kommer du til ’Skikkelser i et landskab 1’ fra 2001, hvor din egen krop får selskab af et ikke nærmere defineret antal torsoer, der slynger sig om hinanden på den tunge, rubenske måde. Mere liderligt end erotisk. Brown maler med utålmodighed, og grænserne imellem landskabets natur og kroppenes figurer zigzagger som folder ud og ind af hinanden. Ikke som impressionisme og heller ikke som ekspressionisme, men måske som Rubens’ barokke maleri. Ansigterne findes, men meget modvilligt.
