Den engelske herre, der tilbage i 1848 købte Rembrandt-maleriet ’Abraham og englene’ for 64 pund, skulle bare vide.
I denne måned sælges den lille bibelscene af den hollandske maler som et af slagnumrene på den store auktion over gamle mestre på Sotheby’s i New York. Her forventer man, at oliemaleriet fra 1646 vil få et hammerslag på i omegnen af 20-30 millioner dollars, svarede til 130-200 millioner kroner.
Folk begynder at forstå, at kilden er ved at tørre ud
Jan Six, Rembrandt-kender
Maleriet er en af Rembrandts 136 bibelscener. De fleste findes i dag på museer, og ’Abraham og englene’ er et af kun to, som indtil videre stadig er på private hænder. Det måler 16 cm x 21 cm og er dermed ganske småt, men modsat hvad angår for eksempel maleriet ’Salvator Mundi’ af Leonardo da Vinci, som kom på auktion i 2017, og som blev solgt for 2,8 milliarder kroner, er der ikke samme usikkerhed om ægtheden. Rembrandt-maleriet har en lang og ubrudt proveniens, altså dokumenteret historik. Det skulle ifølge Sotheby’s kunne spores helt tilbage til et salg mellem to mænd i Amsterdam i 1647.
»Det er blandt de meget få værker af kunstneren, hvor der aldrig er blevet sat spørgsmålstegn ved ægtheden, og som er et uomtvisteligt mesterværk af kunstneren«, udtaler George Wachter, bestyrelsesformand og leder af afdelingen for gamle mestre hos Sotheby’s, i en pressemeddelelse.
De seneste måneder har maleriet været sendt på charmetur til Hongkong, Los Angeles, Amsterdam og London, og ifølge den hollandske Rembrandt-kender Jan Six, skal man nok forvente, at det ender et andet sted end i Vesten.
»De seneste Rembrandt-malerier, der blev solgt på markedet, gik til museer i Asien, og folk begynder at forstå, at kilden er ved at tørre ud«, siger han til The Art Newspaper.
En af de kunstnere, der har beundret ’Abraham og englene’, var den britiske maler Lucian Freud, der døde i 2011. Han havde det i sit atelier i 2007, hvor han studerede det for at arbejde videre med motivet i et af sine egne værker. Han måtte give op, hvorfor ved man ikke med sikkerhed. Sotheby’s foreslår selvfølgelig, at det kunne være, fordi Freud »ikke kunne forbedre det, som Rembrandt allerede havde skabt«. Ingen tvivl om, at man i New York gør alt for at malke guldkalven.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter