Udstillingen starter med farvel. Eller rettere sagt ’Adjö’. Det er titlen på et værk, der fungerer som en indledning (eller afslutning, hvis man kommer den anden vej fra via Louisianas underjordiske gange) – et stort maleri, hængende, stirrende i søjlesalen blandt flere nye værker af den svenske supermaler Mamma Andersson.
Fortvivl ej, hvis du ikke kender til denne Mamma, hvis fornavn, Karin, kun optræder sjældne gange . Men hun har længe figureret som et centralt navn, når talen falder på det, vi kunne kalde det postironiske maleri, der siver gennem kunsten fra 1990’erne og frem og er en særlig type figurativ omgang med den oldgamle genre. Tænk skotske Peter Doig. Tænk måske danske John Kørner eller polske Wilhelm Sasnal. Men tænk så også, og især med de nye værker, Sergej Jensen. Og tilbage i tid: Giorgio de Chiricos mennesketomme surrealisme. Og så Mamma Anderssons helt store forbillede, den svenske, lidt outsideragtige maler Dick Bengtsson (1936-89).
Men hvad er så dette farvel i maleriet ’Adjö’?
En japansk maneki-neko, en tiggende kat (vi kender dem med den ene arm vinkende), ser betuttet på os med sin ene pote som i en hilsen. To mærkværdigt udseende masker kigger også med sine tomme øjenhuler. I forgrunden ses et afhugget hoved af det, der ligner et barn i marmor, og ved siden af en blå løve.
