Hvad ville landskabsmaleriet overhovedet være, hvis ikke vi mennesker til hver en tid havde haft vores særlige natursyn? Et syn, som har ændret og udviklet sig, i takt med at vi er blevet mere bevidst om vores omverden og har fået stadig dårligere samvittighed på grund af netop den.

I realiteten har naturen og vores syn på den aldrig været som to sider af den samme mønt. Efter at have opfattet naturen som et rent driftsmiddel, en uudtømmelig ressource til gavn for samfundsøkonomien, og efter århundreders såkaldt rationel udnyttelse af den har vi omsider fået lidt empati for dette skaffedyr – ja, ligefrem medlidenhed med dens tilstand og mulige mangel på fremtid. Vi kender moralen.