Lyt til artiklen
Sjældent har jeg set Charlottenborgs centrale sal så tom. Og sjældent har det givet mindre mening, at den er det. For denne gang skyldes det ikke, at (tom)rummet spændes ud mellem enkelte stærke og velplacerede værker, som kræver frirum omkring sig. I stedet får jeg ganske enkelt følelsen af, at der ikke rigtig er noget at komme efter.
Lige så meget som jeg mangler noget at se på, irriteres jeg over den kakofoni af lyde, der i stedet fylder salene. Lydværker kan være vidunderlige, og det er der åbenbart flere, der synes, at Yasmina Derradjs ’A Heart Soumwhere’ er, for hun er årets vinder af Soloprisen. I mine ører er repetitionen af et dybt og digitaltlydende ’hhuuummm’ bare seriøst stressende.
