Når man laver kunst, som er næsten ingenting, er der en hårfin grænse mellem det banale og det geniale, og nogle gange ligger værkerne og sitrer uafgørligt mellem de to.
Sådan kan man ofte have det med Albert Mertz, denne minimale særling i dansk kunst, der befrugtede den hårdkantede del af den abstrakte kunst med konceptkunstens fokus på tegn og koder i billedkulturen.




























