Sansemættet kan man roligt kalde den fine lille, blomsterhvide og lindegrønne udstilling, Karen Blixen Museet har åbnet lige til tiden, ja, som en essens eller ligefrem duftessens af årstiden: Her forenes skovens og sommernattens trylleri omkring en eventyrlig bordopdækning med roser og jasmin, brudeslør og uglegylp.

På bordkortene står ikke navne, men vers af digtet ’Skærsommer’ – et ikke tidligere publiceret digt af den purunge Karen Dinesen eller ’Tanne’, 10-15 år før hun giftede sig med baron Blixen. På sekretæren i hjørnet ligger og hænger indrammede tegninger af de figurer, som også står på scenen i et dukketeater, der er rejst bag flortyndt fejende gardiner så hvide som hyld og hæg, skarntydens skærme og kastanjens lys – de sommersyner, som både blomsteropsatsen og bordkortenes verslinjer fremmaner.

De tegnede figurer er fra Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’: alferne og deres kongepar, Titania og Oberon, spilopmageren Puk og stykkets teatergale håndværkere anført af væveren, der i nattens løb forvandles til æsel. I den sommerfortryllende forvekslingskomedie, der stadig genopsættes verden over, 400 år efter digterens død.

Intet liv uden Shakespeare

»Jeg kunne ikke have levet uden Shakespeare«, fik Karen Blixen engang udslynget i et interview til Life Magazine. Med en af den slags flotheder, der kan holde jordnære folk fra at læse konens bøger, i selvoplevet bevidsthed om, hvor meget man kan blive nødt til at leve uden. Men sandt er det vel, at storytelleren på Rungstedlund dårligt kunne have skrevet uden Shakespeare, i hvert fald ikke på samme måde.

For eksempel låner ’Vinter-Eventyr’ – udgivet under den tyske besættelses ’vinter’ i 1942 – jo sin titel direkte fra den gamle dramatikers ’Winter’s Tale’, og Blixens figur ’Alkmene’ i samme værk sammenlignes udtrykkeligt med den gamle tragikomedies forstødte kongedatter, Perdita. Men Shakespeares storslåede spøg om drifter og forblændelse inspirerede altså allerede den ca. 15-årige Tanne omkring forrige århundredeskifte.

De dygtige, men også stive tegninger er fundet i hendes skitsebøger og kan ikke dateres præcist. Artige tilløb til senromantik i symbolismens stil – og helt uden den skoling såvel som den personlige glød og karakterdybde, man ser i hendes senere olieportrætter.

En ung drømmende forfatter

’Skærsommer’ og tre andre ungdomsdigte om sommernaturen kan man høre Suzanne Brøgger læse, og udstillingen visualiserer deres elementer og effekter. Sanse- og farverige er de, men heller ikke de rummer jo de senere fortællingers mange intertekstuelle referencer og tolkningslag, omend der er spirer til det i ’Maaneskin’.

Både dét og de to andre – ’Møde’ og ’Ak, Sti du snevre grønne’ – har før været trykt, men er her også oversat til engelsk af Russell Dees. I de tre digte løftes naturoplevelsen af et minde eller længsel efter et ’du’ eller en ’han’, men dog aldrig så kropsnært et møde, som antydes af den opredte seng, udstillingens scenografer har fået hejst op under kastanjetræernes kroner på den anden side af Rungstedlunds havedam. Håndfast som Shakespeares skærsommernatshumor, og også Blixens bløde pointer kunne jo senere detonere drøjt. Men digtenes unge forfatter var drømmende.

Værdien af udstillingen ligger således heller ikke i nogen enkelt, sublim tegning eller verslinje, men i det samlede, kongenialt sommerlige billede af et begavet og velstimuleret ungt menneskes stiløvelser for at finde frem til sine egne udtryk for længsler, drømme og saftstigende fryd over naturen, når den er på sit højeste. Nyd den nu – virkningen bliver næppe den samme i november!

fortsæt med at læse

Tom Buk-Swienty har skrevet en dramatisk og bevægende bog om Karen Blixens pagt med Thomas Dinesen