Storm P. troede vi da, vi kendte og havde på plads: Den unge, socialt indignerede, men teknisk noget svingende maler og skuespiller, der modnedes til tegnende nationalhumorist. Men nu må vi tro om! Takket være to aktuelle udstillinger, der supplerer hinanden smukt.

Den ene inviterer Storm P.-begyndere af alle aldre indenfor til højt humør og gale streger. Storm P., som vi kender ham, når han er bedst – og tilmed i kongenialt internationalt selskab med idéhistorisk ekkovirkning. Med øjenåbnende katalog og ophængning af hen ved 150 af hans malerier, skitser og tegninger, mange hidtil upåagtede, provokerer den anden selv de mest blaserte Storm-P.-viderekomne til fornyet eftertanke over både manden selv, hans indsats som maler og hans hidtil marginale plads i kunsthistorien med stort K.

Genistregerne i ’De tre små mænd’ eller ’Peter og Ping’ er jo for længst overhalet af nyere og hurtigere fartstriber, og ’Dagens Flue’ med tilhørende tankestreger er nu en truet dyreart i selv de mest genbrugstrofaste lokalaviser.

Så Storm P. Museet har fundet en tredje indfaldsvinkel til tegneren ved at lade hans tossede opfindelser – de mest omstændelige omveje til løsning af simple eller ikkeeksisterende problemer – mødes med et fyldigt udvalg af samtidige og lige så skøre indretninger tegnet af jævnaldrende amerikanske Rube Goldberg (1883-1970) og britiske Heath Robinson (1872-1944).

Punch-tegneren Robinson kom vist først, allerede 1906. Her får vi bl.a. hans løsning på den ærkebritiske husholdningstjans at fremstille kastanjefars til kalkunen: Opstillingen fylder kun en rummelig herskabsspisestue og betjenes af fire mand plus et par stykker til at lede og fordele arbejdet.

Hvordan man holder sin knaphulsblomst frisk, havde Goldberg (navnefar til USA’s fine tegneseriepris The Reuben Award) til gengæld et svar på med et anlæg, der kun står ganske lidt tilbage for de antikke romerske akvædukter. Han opfandt også den selvbevægelige serviet, måske til inspiration for Chaplins guddommelige scene med automatfodring i ’Moderne tider’, der indgår i filmsløjfen i museets fine lille biograf.

Morsomt og svimlende for alle alderstrin, men det ny greb er de oversøiske bidrag (godt set og godt klaret at opspore originaltegningerne!), der udvider til et tidsbillede: De skøre opfindelser som global idéhistorie. 1800-tallets teknikbegejstring og optimisme gjort til grin af en verdenskrigstids værdisammenbrud og konfrontation med tilværelsens absurditet.

Netop den synsvinkel udvider ’Storm P. og malerierne’ på Nivaagaard, hvor Storm P. Museet i øvrigt er centralt til stede – både med et massivt udlån af malerier og i udstillingskataloget med museumsinspektør Nikolaj Brandts gode indføring i Storms netværk i datidens kunstverden.

Klovnens begravelse

Nivaagaard kommer helt rundt om den sammensatte kunstner Robert Storm Petersen (1882-1949): Humoristen, der i 1917 tegnede en ’smilefrembringer’ (levende frø hejses op og ned foran stork, der holder pølse foran hund, hvis logrende hale derpå kildrer menneskefod ...), malede også livet igennem den menings- og udsigtsløse død! Altså ikke kun i ungdommens desperation, men helt op til sin egen død: På staffeliet efterlod han det ufærdige ’Klovnens begravelse’. I det spraglede ligfølge ses umiskendeligt et selvportræt af den Storm P., der jo netop bemærkede: »Livet er en cirkus, man kommer ind og bukker, render rundt, bukker igen og går ud«.

»Tom transcendens« kalder Claus Carstensen præcist denne erkendelse i en katalogopsang for fuld stormstyrke (undskyld): ’Rehabiliteringen af Storm P. som maler’ hedder artiklen slet og ret. Modsat de symbolister (Holbek, Lund, Hansen-Jacobsen), han tidligt var påvirket af, nærede Storm ingen utopi- eller evighedsforestillinger, men malede »kynisk«, bemærker Carstensen. I de tidlige malerier (’Ligfiskere i Seinen’ eller ’Latteren – Den uendelige Tomhed’) såvel som udstillingens sene ’titelmaleri’ af dødningeklovnen ’Humsti Bumsti’. Men for kunsthistorien var Storm »for sent ude med den internationale stil og for tidligt ude med sine ’sene’ billeder«.

Her får vi ham genindsat mellem navne som Munch, James Ensor og Magritte, Sigmund Freud og Oswald Spengler.

Om Storm P.s malerkunst virkelig blev hæmmet – eller i virkeligheden stimuleret? – af, at han skulle tjene til brødet som bladtegner, er vel en dybere diskussion værd end her i kataloget.

Men på Nivaagaard møder man alle de modsætninger, mandens humor måtte spænde bro over: fra den tænderskærende kynisme i det rå og Munch-inspirerede ’Kultur’ (1906), et godt afsæt for revision af Storms plads i kunsthistorien, til den muntrere og dog eftertænksomme naivisme i en stor suite af malerier til Esbjerg børnebibliotek (1931-32), her for første gang at se øst for Storebælt.

Nye slægtled kan begynde på Nivaagaard og på Frederiksberg Runddel.

fortsæt med at læse

Original udstilling byder på velfungerende inddragelse og symbolik