Temaet for udstillingen er dans, og når netop dansen er temaet, burde en nyere kunstart som filmen have afgørende fordele frem for ældre kunstarter som f.eks. maleriet, tegningen, fotografiet og ikke mindst skulpturen. For filmen er jo netop skabt til at skildre figurer i bevægelse. Skulpturen derimod kan jo kun fastholde ét eneste privilegeret øjeblik. Alle de andre øjeblikke må den vælge fra.
Derfor skulle man heller ikke tro, at tunge, mandshøje skulpturer i marmor – som f.eks. Antonio Canovas – egner sig særlig godt til at fremstille danserinder. Men det gør de, og det kan man få bevis for på denne nye udstilling på museumsøen i Berlin. Den er i hvert fald så ny, som en temaudstilling om nyklassicismen i 1800-tallet kan blive i en nutid, der ofte kun er opmærksom på sine egne værdier. Og det er i øvrigt synd for denne nutid.
