»Kan man dække en krig og alle dens rædsler, samtidig med at man dækker sin egen regering kritisk?«, spørger chefredaktør for Kyiv Independent Olga Rudenko ud i salen.
»Svaret er ja. Det er nødt til at være ja«, lyder svaret fra hende selv. Ved siden af hende står hendes kollega, ven og administrerende direktør for Kyiv Independent, Daryna Shevchenko, og nikker.
Salens mange øjne er rettet mod de to kvinder, der netop har modtaget Politikens Frihedspris på vegne af de flere end 80 mennesker hos Kyiv Independent, herunder journalister ved Ukraines frontlinje, der hver dag sætter deres liv på spil for at minde verden om den fortsatte krig i deres land.
Politikens chefredaktør, Christian Jensen, bød forinden prisvinderne på scenen med ordene: »Det siges ofte, at sandheden er krigens første offer. Men det behøver ikke at være tilfældet – og The Kyiv Independent beviser det«.
Siden krigens start for snart fire år siden har Kyiv Independent forsøgt at afdække krigens ulykkelige ofre, ubærlige væsen og uhyggelige konsekvenser – begået af både den russiske aggressor og Ukraines egne myndigheder.
Avisen har blandt andet afsløret, hvordan den russiske hær har kidnappet og indoktrineret ukrainske børn, samt afdækket Volodymyr Zelenskyjs forsøg på at stække den nationale korruptionsbekæmpelse.
Netop det evige dilemma mellem at afdække forhold, der potentielt kan skade Ukraine i krigen, og tie dem ihjel, er Olga Rudenko meget bekendt med.
»Fristelsen for selvcensur i Ukraine er meget stor, for vi ved, at risikoen for, at støtten stopper, er reel. Men vi tror på, at den holistiske historie om Ukraine er mere inspirerende end en sugar-coated version«, siger chefredaktøren.
Når Olga Rudenko fortæller om krigen i sit land, trækker hendes fine rynker om øjnene sig lidt sammen. Hendes stemme er dog hverken vred eller trist. Tværtimod skærer den tværs gennem rummet selv efter fire års nedslidende krig.
På de fire år er Kyiv Independent, der opstod ud af avisen Kyiv Posts indskrænkninger af den journalistiske uafhængighed, vokset fra 18 til over 80 journalister, fortæller Daryna Shevchenko. 27.000 medlemmer betaler for deres kritiske journalistik.
Og selv om folk i Ukraine også bliver trætte af krig, død og ødelæggelse, er der ikke råd til at stoppe med at fortælle om Ukraine, siger Daryna Shevchenko. Olga Rudenko kigger på kollegaen og sender hende et smil med lukket mund.
»Vores liv afhænger af at blive ved med at fortælle. Så tak for at anerkende os med den her pris«, siger hun.
Venstres storhed og fald
Tidligere på dagen indtog Politikens mangeårige bladtegner Roald Als og forfatter og tidligere politisk rådgiver Søs Marie Serup scenen til en snak om Venstres storhedstid og fald.
Med historier om kendte Venstre-politikere fortalt gennem tegninger og personlige anekdoter var begejstringen ikke til at tage fejl af blandt publikum.
»Søs Marie Serup startede med at arbejde for Anders Fogh, som hun anser for at være en rigtig dygtig politiker, i 2001. Tillad mig at læse op fra min bog om selvsamme Fogh: »Anders Fogh Rasmussen er den største ulykke, der har ramt de danske borgere i Venstres tid««, lød det kækt fra bladtegneren, mens den ene satiretegning efter den anden af Fogh i hulemandstøj prydede skærmen.
I over tre årtier har Roald Als været bladtegner for Politiken, mens Søs Marie Serup, der nu er politisk kommentator og forfatter, tidligere har været pressechef og særlig rådgiver i Venstre fra 2003-2011. I hendes nye bog ’Vind eller forsvind’, lukker hun læseren helt ind i maskinrummet på det store gamle folkeparti, og den krise, der har præget den blå mastodont.
Også på scenen blev publikum lukket helt ind i Venstres inderste, som blandt andet skandalen om Lars Løkkes mange bilag, der alene for tøjet kostede partiet 152.000 kroner, fortalte Søs Marie Serup.
Grønland på dagsordenen
Ikke kun de danske politikere stod for skud under dagens program. Også Donald Trumps Grønlands-drømme fik sig en tur, da historiker Bo Lidegaard besteg scenen i samtale med Politikens debatredaktør Lotte Folke.
I sin bog ’Grønland – en rejse fra de tidligste tider til et moderne samfund’ tager Bo Lidegaard fat på det, som har fået både Danmark og Europa gevaldigt op af stolen, nemlig at USA’s hårde magtudøvelse også kan ramme os.
På scenen lød det fra Bo Lidegaard, at det ikke i sig selv er overraskende, at USA rent forsvarspolitisk gør krav på Grønland. Det har de sådan set gjort siden 1941, påpegede historikeren.
For ham indtraf den helt store overraskelse i Grønlands-affæren sig i stedet, da lederne fra de seks største Nato-lande i Europa vendte sig mod Washington og sagde: Vi vil forsvare retten til selvbestemmelse og den territoriale integritet. Og vi er villige til at bruge alle de instrumenter, vi har.
»Det var øjeblikket, hvor Europa for første gang gjorde det klart, at vi ikke længere kan stole på, at USA er vores nærmeste ven«, sagde Bo Lidegaard.
Bag ham tonede et sort-hvidt billede af amerikanske soldater på grønlandsk jord i audiens hos daværende Kong Frederik og Dronning Ingrid frem. Siden Anden Verdenskrig har den politiske ménage à trois mellem Danmark, Grønland og USA væretdefineret af den amerikanske ret til at bruge Grønland forsvarsmæssigt – særligt forankret i forsvarsaftalerne om flybaser, sagde Bo Lidegaard.
Derfor, lød det fra historikeren, har Trump i dag ret, når han siger, at Grønland er uundværlig for det amerikanske kontinents forsvar. Han har også ret, når han siger, at USA ikke kan renoncere på adgangen til Grønland militært.
»Men det, der er foruroligende ved den aktuelle situation, er, at Trump gentagne gange betoner behovet for fysisk at have Grønland til brug for deres forsvar, vel at mærke uden at skele til, at de i forvejen har det«, sagde historikeren:
»Det handler i virkeligheden om det, han meget åbent selv har sagt: Trumps egen personlige fornemmelse for succes og psykologiske ønske om at eje Grønland. Det tror jeg – som meget af det, Trump siger – er både ærligt og rigtigt«, sagde Bo Lidegaard til et klukkende publikum.
fortsæt med at læse
