Fejl. Politikens chefredaktør Bo Lidegaard erkender, at mediets troværdighed har taget alvorligt skade med forkerte historier om Lars Løkke Rasmussens afgang. (arkivfoto)
Foto: JENS DRESLING

Fejl. Politikens chefredaktør Bo Lidegaard erkender, at mediets troværdighed har taget alvorligt skade med forkerte historier om Lars Løkke Rasmussens afgang. (arkivfoto)

Medier

Politikens chefredaktør beklager forkerte historier om Løkkes afgang

Politiken begik alvorlige fejl i afgørende artikler i går. Interview med Bo Lidegaard.

Medier

Hvorfor skrev Politiken en historie om Venstres formand Lars Løkke Rasmussens afgang baseret på én anonym kilde?

»Det var en fejl, at vi gjorde det. Og vi gjorde det, fordi vi lod os presse af kombinationen af dramaet, tiden og det, at vi faktisk havde en virkelig god kilde«, siger Politikens ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard.

Hvordan passer det med vores retningslinjer for god journalistik at basere en så afgørende nyhed på én kilde, som oven i købet er anonym?

»Det passer ikke med vores retningslinjer for god journalistik. Det var en fejl, og det er også en fejl, som gør, at vi skal bruge den erfaring til at se på, hvad der førte til, at vi begik den fejl - vi begik den faktisk to gange på én eftermiddag - og hvordan kan vi sikre, at det ikke sker igen«.

Historien blev til på den måde, at Politikens politiske redaktør ringer ind til netredaktionen fra Christiansborg og oplyser, at Løkke har besluttet sig for at gå af, og at han vil meddele det om aftenen. Herefter gik redaktøren så på TV 2 News og fortalte om det. Og på netredaktionen blev der ikke foretaget en kritisk vurdering af den oplysning, hun kom med, men historien bliver bragt alligvel. Hvorfor efterprøvede Politiken ikke de oplysninger om en så afgørende nyhed, før artiklen blev bragt?

»Det skulle Politiken også have gjort«.

LÆS FORKERT ARTIKEL NR. 1

Men hvorfor gjorde Politiken det så ikke?

»Kombinationen af nyhedstrykket, den autoritet der lå i, at den politiske redaktør havde en så god kilde, og - igen - det tidspres, som jo vel at mærke er et, vi selv var med til at skabe. Vi lod os skrue op i et tempo, som ikke gjorde det muligt for os at foretage den kritiske vurdering, som jo i virkeligheden er selve forudsætningen for den troværdige journalistik. Og når vi ser tilbage på, hvordan det gik til, så er en af hovedårsagerne, at vi ikke tog os den tid, som det kræver at efterprøve ordentligt, om det holder. Det er klart, at en konklusion, vi må drage, er, at vi må ikke lade os drive rundt i manegen på den måde. Det er os, der bestemmer tiden, og det er os, der skal stå på mål over for læserne for, at vi har den nødvendige kvalitetskontrol. Det havde vi ikke i dette tilfælde«.

Politiken skrev også, at Løkke ville pege på Gade

Senere på eftermiddagen bringer Politiken igen en historie baseret på anonyme kilder. Fire kilder, så vidt jeg har fået oplyst. Om at Løkke vil pege på Søren Gade som ny formand, og at Gade var klar, til trods for at han for nylig har sagt, at han ikke var klar. Skulle den historie have været bragt?

»Vi havde faktisk en god historie. Nemlig at kilder tæt på Lars Løkke fortalte, at Søren Gade var kandidat. Det var en interessant nyhed«.

Men det var jo ikke sådan, den blev skrevet?

»Præcis. Vi bragte den forkerte nyhed om, at han ville kandidere. Det havde vi ikke kilder til. Men vi havde kilder til, at nogen tæt på Lars Løkke gav os den oplysning, og det var i sig selv interessant. Det helt afgørende var, at vi ikke fik deklareret, hvem det var der gav os den oplysning. Vi skal altid beskytte vores anonyme kilders navn, vi går ikke på kompromis med kildebeskyttelsen, men hvem der er afsender på budskabet er helt afgørende viden, som læserne må have med«.

Men det bliver jo ikke mere korrekt af, at man sætter afsender på?

»Hvis man ved, hvem det er, som gerne vil have denne nyhed sendt ud, så giver du et helt andet perspektiv på den troværdighed eller mangel på samme, som nyheden har«.

Hvorfor skal Politikens journalister overhovedet bruge anonyme kilder i den politiske journalistik, hvor kilderne har så klare interesser i at få bestemte historier ud på bestemte tidspunkter?

»Det skal vi også være ekstremt forsigtige med. Og begge disse historier er gruopvækkende eksempler på, hvor galt det kan gå, når vi gør det«.

Ledelsen gennemgår sagen skridt for skridt

Men hvad sker der, siden der ikke bedrives ordentlig kildekritik i disse to tilfælde?

»Vi lader os drive ind i et tempo, som gør, at vi springer nogle procedurer, kvalitetskontrol og vurderinger over, som naturligvis skulle have være foretaget. Vi må ikke bringe os selv i den situation. Der skal ikke være nogen som helst tvivl om, at ansvaret for, at vi føler os under det pres, er vores eget«.

Hvilke konsekvenser vil du drage af de her fundamentale fejl?

»Jeg vil sætte mig ned med resten af den redaktionelle ledelse og gennemgå meget nøje hvert skridt, der gik galt, og sikre, at vi fremover ikke går i sådan en fælde igen. At vi er ekstremt forsigtige og tilbageholdende med anonyme kilder. At vi husker at deklarere præcist, hvor er det, afsenderen kommer fra. Og at vi ikke lader os skrue op i et tempo, som ikke gør det muligt for os at foretage den journalistiske kvalitetskontrol, som vi selvfølgelig lever af at have«.

LÆS FORKERT ARTIKEL NR 2

Vil du fyre de ansvarlige redaktører?

»Nej«.

Hvorfor ikke?

»Når der sker sådanne fejl på et medie, så løser du ikke problemet ved at gå ud og gå efter den eller de personer, der har begået fejlen. Det er en systemisk fejl, der er mange ansvarlige, og i sidste ende er den ansvarlige mig selv«.

Kan du komme på en større journalistisk brøler i din tid som chefredaktør end den, der blev begået i går på Politiken?

»Desværre kan jeg godt komme i tanke om en anden stor brøler, som vi lavede. Nemlig i forbindelse med kommunalvalget, hvor...«.

Men her taler vi om en nyhed om den måske kommende statsminister, hvor vi bringer en forkert nyhed om, at han går af. Det er måske lige kategorien værre end et kommunalvalg?

»Jeg vil nødig graduere fejl. Vi skal leve af journalistisk troværdighed, og det er klart, at når vi laver fejl, som vi begik to af i går eftermiddags, så sætter det troværdigheden over styr«.

Kvalitet er vigtigere end at komme først

Hvordan kan man overhovedet tage Politiken seriøst, hvis der ikke bliver draget nogle personalemæssige konsekvenser af e n så alvorlig sag som den her?

»Det afgørende er jo at drage konsekvenser i måden, vi arbejder på, som gør, at sådanne fejl ikke opstår. Du kan altid gå ud og slagte en enkeltperson, der begår en fejl, men når fejl sker på store redaktioner, så er det fordi, der er noget, vi kollektivt gør forkert, og det er i sidste ende mit ansvar«.

Hvorfor er det så vigtigt for Politiken at komme først med nyhederne, som for eksempel den i går om Løkkes kommende afgang?

»Jeg mener, at en af de konklusioner, vi bliver nødt til at drage her, er, at vores journalistiske troværdighed og den efterprøvning af nyhederne, som nødvendigvis tager noget tid, er vigtigere end at komme først. Og det er helt klart, at en af de lærer, vi drager af dette, er, at det er vigtigere, at kvaliteten er i orden, end at vi er først på sagen«.

Hvordan vil du sikre, at det sker, når der står tre prustende redaktører i nakken på en journalist, der er ved at skrive en historie, som han ikke aner om er rigtig eller ej?

»Ved at understrege at vi simpelthen ikke tillader, at vi ikke har gennemgået den journalistiske kvalitetskontrol, som er vores kendemærke. Det har klar prioritet frem for at komme først«.

Politiken har en strategi om mere dybde og perspektiv på nettet. Det er faktisk det, som den nye redaktionschef Karl Erik Stougaard er blevet ansat til at sikre. Hvor meget dybde og perspektiv var der i den dækning, der blev leveret i går med de to eklatante fejl, der blev begået?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Som sagt: Der blev begået fejl i går i alle led. Det er derfor, vi ender med at begå disse fejl som avis. Det er derfor, vi må se på hvert enkelt led, hvad gik galt, hvad kan vi lære af det, hvordan kan vi sikre, at det ikke sker igen«.

Den politiske udvikling skal dækkes tæt

Forklar mig lige: Hvorfor skal vi overhovedet skrive en historie om, hvad Lars Løkke har tænkt sig at gøre på et møde senere om aftenen? Hvorfor er det overhovedet væsentligt at foruddiskontere, hvad der kommer til at ske i en virkelighed, vi ikke kender endnu, selv hvis vi havde haft fem anonyme kilder og måske en, der stod frem?

»Det er klart, at når man har en så højspændt politisk situation, som den vi stod i i går, og så modstridende oplysninger om, hvordan situationen i Venstre udvikler sig, så vil vi selvfølgelig dække det, og vi skal dække det løbende og på nettet. Men vi skal først og fremmest dække det troværdigt. Og det er der, det går galt«.

Hvordan adskiller den historie om Løkkes afgang sig fra det, som en spåkone laver fra sin skurvogn på et kræmmermarked?

»Men ligegyldigt hvor mange gange du spørger, får du mig ikke til at forsvare den historie. Fordi problemet er jo, at den var forkert og ikke opfyldte kriterierne...«.

Jeg prøver blot at spørge ind til, hvorfor vi overhovedet skal foregribe virkeligheden. Der kan jo ske utrolig mange ting fra, at man skriver en historie om, hvad en toppolitiker har tænkt sig at gøre, til at vedkommende går ud og gør det - eller gør noget andet. Så mit spørgsmål er, hvorfor skal man overhovedet forudsige, hvad der kommer til at ske i fremtiden?

»Men det var jo også en helt gal historie med en helt gal rubrik. Det er også noget, vi må se på. Vores rubriksprog. For du ser jo ofte - og dette er et forfærdeligt godt eksempel på det - at noget, som i forvejen er en forudsigelse af en nyhed, som ikke har det fornødne kildebelæg, oven i købet bliver yderligere strammet af et rubriksprog, som gør det til noget endnu mere klokkeklart, end det viser sig at være. Så der er et helt selvstændigt problem på det niveau«.

Det føles, som at Politiken er blevet snøret

Er Politiken blevet snøret af Venstre?

»Det føles sådan. Det vil vi aldrig kunne vide, men den fornemmelse sidder man jo tilbage med«.

Hvad bygger du den fornemmelse på?

»På at vi går ud og lægger vores troværdighed ind under budskaber, som jo helt klart kommer fra Venstres ledelse. Og vi skulle have gjort det modsatte. Vi skulle have fortalt vores læsere, at det her var de signaler, som Venstres ledelse i den pågældende situation ønskede at sende. Det var en relevant information. Men vi skulle aldrig nogensinde have lagt vores egen troværdighed ind under de oplysninger. Det er deri, fejlen består«.

Har vi påvirket en politisk proces om, hvem der kan blive statsminister efter næste valg gennem vores journalistik, som skal være tilstræbt objektiv?

»Man skal ikke gøre sig nogen illusioner om, at vi som medie ikke er med til at påvirke de politiske processer i landet. Alt, hvad vi skriver - både som analyser og nyheder, vores prioriteringer og vores dækning, er jo tilstræbt objektiv, men jo del af et mediebillede, som er med til at forme befolkningens syn på politik. Det er den rolle...«.

Jo, men nu snakker jeg ikke om det overordnede, men om den konkrete situation med historien om Løkkes afgang?

»Hver eneste artikel, vi skriver, er med til at opbygge et billede af en politisk virkelighed, som er den, vores læsere og resten af vælgerne forholder sig til. Så hvis du spørger, om Politiken er med til at påvirke den politiske proces, så er svaret: ja«.

Jeg spørger, om den konkrete artikel har været med til at påvirke en politisk proces i Venstre?

»Der er man nødt til at erkende, at alle artikler - også denne - er med til at påvirke de politiske processer. Det er lige præcis derfor, at vi tilstræber at være objektive, og vi tilstræber ikke at lade os spinne«.

Bo Lidegaard bliver på sin post

Lige til sidst: Hvilke personlige konsekvenser vil du drage af denne her sag. Det er jo dig, der er den øverste ansvarlige for journalistikken på alle Politikens platforme?

»Jeg vil kun drage den konsekvens, som man drager i sådan en situation som den øverste ansvarlige chef: Gå procedurerne, reglerne og vores retningslinjer nøje igennem. Tale med de involverede og gøre alt, hvad jeg kan, for at sikre, det ikke sker igen«.

Har du tænkt dig at fortsætte som chefredaktør efter en så eklatant brøler?

»Ja«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men har du engageret dig nok i den journalistiske udvikling på Politiken, når sådan noget her kan forekomme?

»Det er altid udtryk for...«.

Ja eller nej. Har du været nok engageret i den journalistiske udvikling på Politiken?

»Det enkle svar er: Nej. For selvfølgelig bør man sikre, at der ikke sker fejl. Og det er jo den øverste chefs ansvar at sikre, at det ikke sker. Hvis du spørger mig, om det er et mål, at der aldrig sker fejl, så vil jeg svare: Ja, det er et mål. Når man det mål: Nej, det gør man nok ikke«.

Hvordan skal Politiken nogensinde blive opfattet som et troværdigt medie igen efter det her?

»Vi skal arbejde benhårdt på at have den journalistiske flyvehøjde og kvalitet, som er vores kendemærke. Også selv om vi her har begået nogle virkelig alvorlige fejl«, siger Bo Lidegaard.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce