Håb. Den morddømte Adnan Syeds mor fotograferet i sit hjem i Baltimore. Pludselig i mediernes fokus igen på grund af den enorme interesse for 'Serial'. Foto: Patrick Semansky/AP

Håb. Den morddømte Adnan Syeds mor fotograferet i sit hjem i Baltimore. Pludselig i mediernes fokus igen på grund af den enorme interesse for 'Serial'. Foto: Patrick Semansky/AP

Medier

Krimipodcasten 'Serial' er havnet i et etisk mudderhul

Verdens mest populære podcast, ’Serial’, konfronteres med etiske problemer.

Medier

Man kan købe T-shirts med påskriften: ’Free Adnan’ nu. Hvis man kender ’Serial’, er det værd at overveje, hvor voldsom den signalværdi faktisk er.

Adnan er den morddømte mand, der i de seneste elleve uger har været hovedperson i den krimijournalistiske podcastserie, hvor journalist Sarah Koenig uge efter uge efter uge – ingen ved vist helt, hvornår og hvordan det hele ender – efterforsker et femten år gammelt mord i Baltimore på en asiatisk-amerikansk high school-studine, Hae Min Lee

Haes ekskæreste, den muslimske charmetrold Adnan Syed, blev arresteret og dømt dengang og afsoner stadig sin straf. Men der er et væld af ubesvarede spørgsmål og ubelyste perspektiver, der har fået Koenig til at så tvivl om Adnans skyld.

Serien skiftevis forstærker og fortynder tvivlen gennem interviews, neddykning i sagsmapper og afhøringsoptagelser, afvejning af bl.a. forsvarsadvokatens mulige forsømmelser og, senest, af jurymedlemmers eventuelt islamofobiske partiskhed.

Og hele baduljen er fremsat med det medrivende postulat, at Koenig ikke ved meget mere om udfaldet af sin undersøgelse, end vi selv gør. Skyldig eller ikke-skyldig? Vi går hånd i hånd hele vejen.

Etisk mudderhul

Det er netop følelsen af lytterens alliance med Koenig, som serien så effektivt sælger: Lytternes selvindbildte oplevelse af at være efterforskere; af, at vi, når vi hører Adnan Syeds stemme i fængselstelefonen, kan vi bruge vores menneskekundskaber til at regne ud, om han lyver.

Måske er der ingen, der køber de der ’Free Adnan’-T-shirts. Måske er der folk, der køber dem som en tilforladelig, intern fanhyldest til ’Serial’.

Men måske er der så også folk, der faktisk køber en T-shirt, fordi de mener, at de allerede nu kan vurdere, at Adnan er uskyldig. I så fald har den sensationelt populære serie – eller i hvert fald aspekter ved dyrkelsen af den – foden nede i et etisk mudderhul.

Og de kritiske perspektiver på serien er så småt begyndt at pible frem i medierne og supplere den dominerende, rendyrkede begejstring. Hvorfor er det så ofte den myrdede unge kvinde, der igangsætter vores dybeste fascination af kriminalitet?, spørger nogen.

Hvilken ret har vi til at rådyrke virkelige menneskers liv og personlighed, som om de var farverige papfigurer i et spil Cluedo? – og hvilken konsekvens har det for de involverede?

Og man også spørge: Hvad sker der, når vi som lyttere glemmer, i hvor høj grad vi er underlagt en seriel dramaturgi, og at vi aldrig i virkeligheden har det reelle detektiviske overblik.

Virkeligheden griber ind

For serien spiller på det effektive krimidramas dobbelttrommesæt af cliffhangers, afhængighedsdannede temamusik, dragende karakterer og den mere og mere personligt involverede ’detektiv’ Koenig.

Og så er der de mystiske fascinationsobjekter, som vi aldrig rigtigt får hold på: et uforklarligt telefonopkald, en måske ikke-eksisterende telefonboks ved den Best Buy-butik, hvor mordet ifølge sagens hovedvidne, Adnans ven, foregik.

Den virkelighed, som Koenig præsenterer, er serveret som en flødeskumslagkage af mordfetichering, af brugerinvolvering, af et væld af sprødt detaljenørderi for de flittigste (gen)lyttere – og dramaturgiske kneb.

Og på den brugergenererede nyhedssite Reddit er brugere begyndt at efterforske sagen sideløbende.

For nylig greb virkeligheden ind i folks virkelighedsdyrkelse, da en mand, der hævder at være bror til Hae Min Lee, gav alle de hobbydetektiviske podcastlyttere sin side af sagen: »For mig er det her den virkelige verden. For jer lyttere er det endnu en mordgåde, et krimidrama, endnu et afsnit af CSI«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mellem journalist og fan

Da britiske The Guardian i søndags bragte et eksklusivt interview med Adnans familie, lærte vi, hvordan Adnans familie forsøger at skåne hans deprimerede far fra at høre podcasten og dermed blive konfronteret med sin sorg.

Vi hører – noget overraskende – en lillebror fortælle, at han nærmest ved lige så lidt om retssagen, som alle vi podcastlyttere gør, og at han derfor lytter til ’Serial’ med samme nysgerrighed som vi – og så nok lidt til.

Samtidig begynder artiklens journalist Jon Ronson også at lege en slags ekstra-Koenig, en journalistisk detektiv, der stiller spørgsmål, som vi ikke har hørt svar på i podcasten.

Da Adnans bror fortæller, at Adnan virkede trist i ugerne op til, at Hae blev fundet myrdet, noterer Ronson sig således underligt spekulativt, at det er en central detalje, »for hvis du tror på Jays version [sagens eneste hovedvidne imod Adnan, red.], så var Adnan psykopatisk og ville ikke have været det mindste trist over, at Hay var død«.

Dermed kommer Ronson til at gå akkurat samme ærinde som Reddit-brugerne: Han træder ind i podcastkarakterernes faktiske virkelighed og overtager og fortolker på en sag, som han måske snarere burde afspejle kritisk frem for at involvere sig selvstændigt – og underligt fan-agtigt – i.

Glubsk virkelighedsappetit

»Det er et lidt sødt og dumt grundvilkår ved det at være menneske at føle sig som en god efterforsker«, sagde en veninde, da hun for en måned siden føjede sig til de nu fem millioner podcastlyttere, der er hypnotisk besatte af ’Serial’. Det kan være den søde glæde ved ’Serial’.

Det hyggedetektiviske er den søde glæde ved ’Serial’. Men man skal ikke dumt tro, at man er lige så langt inde i legen, som tilrettelæggerne er. Man er underlagt en dramaturgi, der fiktionaliserer virkeligheden frem for at servere den ærligt til os.

'’Serial’s allerstørste fascinationskraft er altså i bedste tilfælde lytternes sød-dumme appetit på at ville forstå verden og gyse frydefuldt over dens forvirrende kompleksitet.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I værste fald kan samme appetit i al sin glubskhed få negative konsekvenser for den virkelighed, lytterne så gådelystent fortærer. Skal vi kræve Adnan løsladt midtvejs under en dygtig historiefortællers fængende beretning om ham?

Det gør ikke ’Serial’ til en forkastelig podcast. Det er stadig den største og med sin fascinations- og gennemslagskraft måske på sin vis bedste podcast nogensinde.

Men kritikken af serien er ikke blot den forudsigelige modreaktion, der altid kommer, når et nyt fænomen bliver til en kæmpe hype. Det etiske mudderhul, man stavrer rundt i, viser også, hvor vigtigt det er, at vi sød-dumme hyggedetektiver husker at være kritiske over for vores egen glubske fascination af virkelige mennesker.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden