Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Popcornfilm. 'Jurassic World' er en kærlig hilsen bagud i filmhistorien, da alle historier kunne og måtte fortælles, ikke bare de moralsk opbyggelige.
Foto: Universal Pictures/Amblin Entert/AP

Popcornfilm. 'Jurassic World' er en kærlig hilsen bagud i filmhistorien, da alle historier kunne og måtte fortælles, ikke bare de moralsk opbyggelige.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kulturkommentar: Tidens nymoraliserende journalistik gør sanselighed forbudt

Det bliver sværere at skildre de to køn med sanselighed i tidens journalistik.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi lever i en udjævnelsens og afseksualiseringens tid.

På samme tid som der er et stærkt pres i det offentlige rum på vegne af pik og patter alle vegne, formummer resten af befolkningen sig i nypuritanske gevandter. På kønsfronten, epokens helt afgørende ideologiske slagmark, er fænomenet selvfølgelig særlig tydeligt.

Vi lever i en tid, hvor enhver kønsspecifikation udraderes. En af de gængse indvendinger mod dinosaurfilmen ’Jurassic World’ var, at forholdet mellem vores mandlige og kvindelige hovedperson var lovlig kønsstereotypt, altså: Manden var for bredskuldret, og hun lænede sig for meget og for hjælpeløst ind mod hans maskuline bringe.

Selv den mest hjernedøde popcornfilm i dag er ellers afstemt med hensyn til kønsroller, men ’Jurassic World’ var ligeglad; den ville bare gerne være sådan en film som ’Jagten på den forsvundne skat’, en kærlig hilsen bagud i filmhistorien, da alle historier kunne og måtte fortælles, ikke bare de moralsk opbyggelige.

Men det kønsstereotype som fænomen forsvinder jo ikke, hvis bare man holder op med at afbilde eller tale om det. Det findes derude, og det bliver det ved med. Og hvis det findes, skal det beskrives. Ellers kan vi lige så godt med det samme melde os under fanerne i Nordkorea eller hos den første og bedste overlevende amazonstamme i junglen.

Dét er mit stærke håb. At alt også findes om lidt, når vi har søbet tilstrækkeligt rundt i ligemageriets sump. Og at medierne afspejler det og ikke er bange for et specifikt sprogbrug.

Og nej, det er ikke det samme, som at jeg synes, vi skal til at kalde alle mulige mennesker for negre og hottentotter, eller at jeg synes, at alle musikudøvende eller skuespilspillende damer og herrer skal objektificeres og vurderes på rumpens beskaffenhed eller det kokette smut i øjnene.

Men det er den totale anæmi, der sniger sig ind. Hele det svenske hen-tyranni. Nutidens, fremtidens og fortidens stjerner inden for musik og film bliver stylet og til en vis grad ’skabt’ til deres succes. Det ville være løgn at lade, som om det nøgne talent er hele historien om en stjerne, at udstråling og sanselighed ingen rolle spiller.

At beskrive også kunstnere – bl.a. i aviser – ud fra helt anæmiske ligemagerkriterier giver ikke blot kedsommelig, blodfattig læsning, men er direkte løgn. Jeg hører selv til typen, der ikke er særlig interesseret i forskellige kreative menneskers privatliv, men jeg vil fandeme vide, hvad de fylder i lokalet, hvad de fylder det lokale med.

Men det gælder da også almindelige mennesker. Hvordan vi ser ud, hvordan vi virker – hvordan kan det være irrelevant? Hvorfor er det tingsliggørende at nævne, at en mand eller kvinde har regelmæssige træk, hvordan deres næser buer, eller hvordan de har klædt sig på for at fremhæve et fysisk fortrin – eller ej?

Eller bagdel – for hvis man kun skriver om, hvor yndige folk er, lyver man lige så meget.

I reportagen findes både vorter, udflåd og krøller ned i panden på den kække måde. Det handler blot om for skribenten ikke at forfatte teksten med tungen ud af gylpen, men ordentligt, beskrivende snarere end vurderende.

Værst af alt er da den type reportage, der slet ikke tør nærme sig sit emne uden frygt for, hvordan opinionen tager imod det

Men værre end det, værst af alt er da den type reportage, der slet ikke tør nærme sig sit emne uden frygt for, hvordan opinionen tager imod det.

Intet må nemlig længere siges. Ligegyldigt hvor sandt det måtte være og hvor nødvendigt for at få fortalt den fulde historie, er der opstået en helt ny sippethed i beretningen om mennesker.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For ikke så længe siden var jeg kaldt i samråd hos en lille håndfuld unge kvindelige mediestuderende ved RUC for at forsvare, at jeg i diverse artikler havde kommenteret og beskrevet menneskers udseende. De havde kun – det passede dem nu bedst – hæftet sig ved de artikler, jeg havde skrevet om kvinder.

»Og sådan ville du jo aldrig skrive om mænd«.

Men gu’ ville jeg. Gu’ gør jeg.

Forleden læste jeg en amerikansk artikel med overskriften: »Hvis mandlige musikere blev beskrevet på samme måde som kvindelige«, og for en velsignet gangs skyld fik også mandlige kunstnere noget krop og noget udstråling i skriften. Men selvfølgelig var det opfundne skræmmeeksempler på, hvor galt det kan gå ...

Jeg vejrede ellers lige morgenluft et øjeblik.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden