De danske myndigheder begik flere alvorlige fejl, da de håndterede presseopbuddet under statsbesøget af den kinesiske præsident Hu Jintao i sidste uge.
Sådan lyder det fra lederen af Det Internationale Pressecenter (IPC), der hører under Udenrigsministeriet og håndterer udenlandske mediers besøg i Danmark.
Uheldigt og presset forløb
»Det har været et meget uheldigt og presset forløb, som vi dybt beklager«, siger Annemarie Zinck.
Udmeldingen kommer, efter at den amerikanske tv-station NTD Television, der også sender på kinesisk, har fortalt til Jyllands-Posten, at danske IPC nægtede at give dem akkreditering til begivenheden. NTD Television drives af den religiøse Falun Gong-bevægelse, der er forbudt i Kina, og som bekæmper det kinesiske styre.
Avisen har desuden offentliggjort en lydfil, hvor en pressemedarbejder forklarer redaktøren på tv-stationen, at det er den kinesiske ambassade, der skal godkende de kinesiske medier ved statsbesøget.
Ikke dikteret af Kina
Men Annemarie Zinck afviser, at der har været tale om, at det danske pressecenter handlede på de kinesiske myndigheders vegne. Det har været et »rodet« forløb, hvor centeret har begået mange fejl, siger hun. LÆS OGSÅHelle Thorning-Schmidt: Vi kan ikke vende ryggen til Kina
NTD Television var akkrediteret af IPC til begivenheden, siger hun. Men de skulle på lige fod med andre udenlandske journalister have udleveret deres adgangskort, når de kom til landet. Fejl på fejl
Processen ved et statsbesøg er, at de pressefolk, der følger direkte med en given statsleder, af praktiske årsager får udleveret akkrediteringskort af det pågældende lands ambassade. Det gælder imidlertid ikke uafhængige journalister, der får det af ICP.
»Men jeg har ikke erfaring med statsbesøg, så jeg troede, at når det var et kinesisk statsbesøg, skulle alle kineserne i den bunke«.
Annemarie Zinck anerkender, at det var en fejl at tro, at den kinesiske ambassade skulle håndtere udleveringen af akkrediteringskortene til den kinesiske presse.



























