Da tegneseriestriben Wulffmorgenthaler i oktober 2003 blev en fast del af Politikens tv-bagside, delte den omgående vandene med en effektivitet som en anden Moses:
På den ene side forbitrede modstandere, der fandt serien og dens bizarre univers og persongalleri vulgært, plat og skadevoldende; på den anden svorne fans, som ikke kunne få nok af skæve karakterer hverken liderlige egern, Tukandrengen eller afhuggede lemmer samt unaturlig og lemfældig omgang med noget så sakrosankt som udrydningstruede pandabjørne.
Samme skæbne vil højst sandsynligt blive situationskomedien om ’Pandaerne’ til del, thi dens udspring i seriestribens univers fornægter sig ikke, hverken æstetisk eller mentalitetsmæssigt.
LÆS OGSÅ Morgenthaler: »Det er basalt set bare sjovt at se pandaer gå amok«
Groft sagt kunne man karakterisere den tegnede tv-serie som et forsøg på at pode en grotesk udgave af ’The Simpsons’ på avisstribernes stamme.
Og det er der kommet en mildest talt mærkværdig frugt ud af. Som ikke er synderlig velskabt eller delikat, men godt kan spises i mangel af bedre.
Kernefamilie
’Pandaerne’ handler om en kernefamilie af menneskelignende pandabjørne. De spiser således ikke bambus; til gengæld drikker moren, Debbie, der er rund og på udkig efter eventyr i tilværelsen, gin i rå mængder, mens farmand Tommy kæderyger filtercigaretter i et bekymringsvækkende omfang.
Familien omfatter to børn, niårige Conrad, der er spørgelysten og ikke voldsomt kvik, og teenagepigen Vanessa, som har silikonebryster og er permanent ’nederen’ over sit ifølge hende utålelige, uforstående og storkiksede ophav.
Men der hører enhver lighed med virkelighedens verden også op.
For figurerne er psykologisk grotesk fortegnede, skævvredne karikaturer over aktørerne i den vestlige familiestruktur, og det er selvfølgelig også meningen og selve det humoristiske brændstof, men samtidig bliver det også ’Pandaerne’s kors, at de hele tiden skal bevæge sig i et område, der befinder sig så langt fra alfarvej, som det er tilfældet.
For hvor traditionelle situationskomedier revolverer omkring de konflikter, der nu engang opstår i en familie, drejer Wulff og Morgenthaler freak-skruen en ekstra tak.
Psykotiske Claus
I første afsnit distanceforelsker husets frue sig i en Peter Lundin-agtig seriemorder ved navn Psykotiske Claus, fordi han ser rar ud og har hår – i modsætning til Tommy, der er skaldet, meget lidt farlig og ikke indgyder respekt i noget omfang.
Det indser han og tvinges til at handle, hvilket han gør med replikken:
»Hvis ikke man kan få respekt ved at slå ihjel, hvad er så det næstbedste: Man kan blive mellemleder«.
Det er i replikker af den type, at Wulffmorgenthaler viser deres satiriske brod og gør ’Pandaerne’ til andet og mere end et kikset forsøg på at koge yderligere tv-suppe på et tegneserieunivers, som allerede er blevet anvendt nogle gange tidligere uden animation.
Det er i Vanessas fint hørte teenagesprog, i den skæve undertone af samfundskritik – i det hele taget i enkelte detaljer, at ophavsmændene glimter.
Folk, der har oplevet Mikael Wulff som stand-up-komiker, vil også vide, at han måske ikke er den store syntesmager, men til gengæld onelinernes mand – og mester.
Mere pudsig end sjov
Man mærker konstant, at Wullf og Morgenthaler føler en dragning mod mentale, seksuelle og familiære grænseområder. Og det er både godt og skidt.
Godt, fordi humor lever af tabuer; skidt, fordi det ofte bliver temmelig fortænkt og provokerende, på samme måde som når et barn bruger ukvemsord eller gør mærkelige ting blot for at få opmærksomhed.
Det er især dette forhold, som gør, at ’Pandaerne’ ikke er rigtig sjove, men mere pudsige.
Og at man sidder tilbage med en fornemmelse af, at den truede dyreart kunne have været bragt i spil på en bedre måde.
For det er altså skægt at lade nogle af klodens mest fredhellige skabninger fremstå som spejlinger af menneskene.
fortsæt med at læse
