Filmby Aarhus, der i forvejen med Folketingets nye filmaftale går ind i 2019 med 17 millioner kroner mere at lave film for, kan også se frem til et stort nybyggeri af en ’Filmby 3’ i området.
4400 nye kvadratmeter, lokaler til 300 nye arbejdspladser, stærk forhåndsinteresse fra nye lejere og et længe savnet samlingssted med fælles kantine gør, at Filmbyen kan se frem til nye tider.
Den nye Filmby 3 får også en arbejdsbiograf til færdiggørelse af lyd og billede, en såkaldt mixbiograf, fortæller lederen af Filmby Aarhus, Steen Risom.
Filmby Aarhus, der huser den Vestdanske Filmpulje, danner ramme om blandt andet over 80 film- og medievirksomheder, to filmstudier, fagrelevante uddannelser og det såkaldte Ideas Lab med iværksættere og små startup-aktører.
Sammen med FilmFyn blev Den Vestdanske Filmpulje med den nye filmaftale for 2019-2023 styrket med 35 millioner kroner årligt. Nybyggeriet ventes at stå klar til indflytning i januar næste år.
fortsæt med at læse


























