Ombudsmanden retter kritik mod Justitsministeriets udlevering af solohistorie til udvalgte medier.
Da regeringen besluttede sig for at søge et forbud mod banden Loyal to Familia, fik DR og Jyllands-Posten historien solo.
Ombudsmanden konkluderer, at »ministeriet tilsidesatte generelle principper om lighed og saglighed«, fremgår det af afgørelsen. I stedet gik det efter at få opmærksomhed i medierne, fastslår han i sin kritik af ministeriets håndtering af sagen.
Justitsministeriet har efter afsløringerne af forløbet beklaget sin håndtering af sagen.
Holdt nyhed om tvangsopløsning fra andre medier
Et problem er, at ministeriet behandlede sagen om opløsning af banden som en såkaldt solohistorie, hvor den leveres til udvalgte medier på forhånd. Men det kan ikke bruges i konkrete straffesager så som en historisk sag om tvangsopløsning af en forening, understreges det.
At det skete giver et indtryk af, at der er indgået uvedkommende politiske hensyn.
Det får ombudsmand Jørgen Steen Sørensen til at advare om det tillidstab, der sker, når ministeriet handler som det gjorde: »Ikke mindst i en sag af den foreliggende karakter er det vigtigt, at de involverede myndigheder i enhver henseende behandler sagen på en måde, der understøtter tilliden til dem. Efter min opfattelse har Justitsministeriets fremgangsmåde ikke understøttet en sådan tillid«.
Tav i en hel dag om beslutning
Hans kritik følger efter beslutningen om at opløse Loyal to Familia-banden, der havde skudt løs på især Nørrebro. Den 28. juni sidste år indstillede Rigsadvokaten, at banden skulle tvangsopløses. Den beslutning bakkede justitsminister Søren Pape Poulsen (K) op om.
Og så var det, at det gik galt for juristerne i ministeriet. Meddelelsen om, at banden blev forbudt, gav det til DR og til Jyllands-Posten efter at have indgået aftaler om, hvornår medierne måtte offentliggøre nyheden. De fik tilbudt interviews med justitsministeren og rigsadvokaten, som de måtte bringe på det tidspunkt, der blev aftalt.
Samtidig indgik det i planerne, at Loyal to Familias advokat først måtte få noget at vide om forbuddet, fem minutter før det blev bragt i de to medier. Der var lagt en køreplan, der betød, at han 19.55 den dag skulle have at vide, at der blev grebet ind mod banden. Det var en beslutning, Søren Pape Poulsen havde godkendt allerede om formiddagen. Og som ministerens særlige rådgiver allerede havde kontaktet de to medier om aftenen forinden. Klokken 20.00 kunne de udvalgte medier offentliggøre nyheden.
Modarbejdede andre medier
Det er, fastslår ombudsmanden, «klart i strid med god forvaltningsskik«.
Det bliver ikke bedre af, at man over for andre medier, der havde spurgt til sagen - TV 2 og Ekstra Bladet - undlod at svare. Det går direkte imod grundsætninger om lighed og saglighed, fremgår det af ombudsmandens kritik.
Rådgiveren havde da også skrevet til DR, at han holdt TV 2 hen, da stationen i Odense spurgte til udviklingen. Da TV 2 holdt fast i nyhedssporet, fremrykkede spindoktoren, at man fremrykkede den officielle afsløring i medierne med en time, så det kunne afsløres allerede klokken 19.00.
fortsæt med at læse




























