TV 2’s nuværende indholdsdirektør Anne Engdal Stig Christensen bliver ny administrerende direktør fra 1. august 2019.

Fundet i egne rækker: Her er TV 2's nye topchef

Anne Engdal Stig Christensen bliver den ottende direktør i TV 2's 30-årige historie. Foto: Miklos Szabo/TV 2
Anne Engdal Stig Christensen bliver den ottende direktør i TV 2's 30-årige historie. Foto: Miklos Szabo/TV 2
Lyt til artiklen

TV 2 har fundet sin nye administrerende direktør i egne rækker.

Nuværende indholdsdirektør Anne Engdal Stig Christensen overtager per 1. august jobbet fra Merete Eldrup, som i januar meddelte, at hun ønskede at stoppe efter mere end 11 år.

Anne Engdal Stig Christensen bliver dermed den ottende direktør i TV 2’s historie.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra TV 2.

»Anne er en stærk leder, som formår at motivere og sætte en tydelig strategisk retning. Det har hun vist som indholdsdirektør, og den evne vil TV 2 og medarbejderne få brug for og glæde af de kommende år, hvor udfordringerne er mange med massiv konkurrence og forbrugervaner under hastig forandring«, siger TV 2’s bestyrelsesformand, Jimmy Maymann i pressemeddelelsen.

Anne Engdal Stig Christensen udtaler selv:

»Jeg trådte ind ad døren til TV 2 første gang for 25 år siden og får nu det enorme privilegie at blive øverste ansvarlig for TV 2’s fremtidige udvikling. Det er jeg både stolt over og glæder mig utroligt meget til. Vi står på toppen af flere års sund og stabil udvikling, men ved også, at fremtiden kalder på nytænkning og innovation«.

Tv 2 oplyser desuden, at finansdirektør Peter Normann, der i flere medier blev nævnt som kandidat til at overtage jobbet fra Merete Eldrup, stopper i sin stilling fra 1. juni.

Tommy Grøn

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her