Journalister er sat i verden for at holde øje med magthaverne, og hvordan de udøver deres magt. Træder de magtfulde forkert, skal de holdes til ansvar herfor.
Hvis journalistikken er god nok, kan den få samfundsændrende karakter – og er den rigtig god, belønnes den sågar med store priser som Pulitzer- og Cavlingprisen.
Det tager ofte flere uger, måneder, sågar år, at opnå en sådan hæder og ære, hvorfor flere medier i årevis har klaget over, at journalister fra andre medier på få minutter kan citere det originale arbejde – og på den måde føre læsere væk fra det oprindelige medies historie og ind på deres egen hurtige version.
Det vil Google nu gøre noget ved. Torsdag fremlagde techgiganten i et blogindlæg, at den vil ændre sin søgealgoritme til fordel for de originale medier – dem, der har researchet, gennemarbejdet og skrevet den prisvindende journalistik. De nye retningslinjer skal gøre det mere gennemskueligt at finde ud af, hvem der rent faktisk har lavet originalhistorien. Det skriver The New York Times.
»Det betyder, at læsere, som er interesseret i de seneste nyheder, kan finde de historier, der startede det hele. Og medierne kan høste frugterne af, at deres originale journalistik får en bredere eksponering«, skriver Googles vicepræsident for nyheder, Richard Gingras, i blogindlægget.
Forbrugerombudsmanden: Sager om skjult reklame og linkbuilding skal undersøgesSeriøs journalistik over sensationshistorier
Algoritmen kommer blandt andet til at ophøje den journalistik, der har vundet journalistiske priser. Det vil sige, at jo flere priser journalistikken har modtaget, desto bedre placering får den på Google – blandt andet for at undgå, at den mere sensationelle journalistik, der ifølge The New York Times ikke er baseret på fakta, får mere promovering og dermed bliver læst af flere sammenlignet med den faktabårne, seriøse journalistik.
Ifølge vicepræsidenten sker ændringerne som en erkendelse – og anerkendelse – af, at den prisvindende journalistik både kræver tid, ressourcer og engagement med hensyn til at finde kilder og fakta, hvilket skal støttes.
»Der er ingen fastlagt definition af original journalistik – og der er heller ikke en absolut standard for, hvor original en given artikel er. Definitionen kan være forskellig fra medie til medie, og den kan ændre sig over tid. Vores indsats vil derfor være i konstant udvikling, i takt med at vi bliver klogere på en artikels livscyklus«, skriver Richard Gingras.
Til The New York Times fortæller han, at den nye algoritme også er i Googles egen interesse, fordi man kommer til at »skabe og fastholde brugernes tillid« ved hjælp af funktionen.
fortsæt med at læse




























