Hvis man er træt af at konkurrere med sine venner om, hvor mange likes ens opslag får på Instagram, er der håb forude.
For Facebook-ejede Instagram gennemfører nu et forsøg i USA, hvor tjenesten fjerner optælling af, hvor mange likes et opslag har fået, skriver Variety.
Instagram håber, at det især blandt unge kan fjerne noget af frygten for ikke at klare sig godt i popularitetskonkurrencen.
»Ideen er at tage noget af trykket af Instagram, gøre konkurrencen mindre og give folk mere plads til at fokusere på at knytte forbindelse til folk, de holder af, og ting, der inspirerer dem«, forklarede Instagrams administrerende direktør, Adam Mosseri på en konference fredag i sidste uge.
Ifølge Variety tilføjede han, at Instagram er parat til at tage skridt, der er dårlige for forretningen på den korte bane, hvis de er gode for brugernes trivsel og sundhed. Den slags beslutninger vil kunne betale sig på den lange bane, mener Adam Mosseri.
Beslutningen har omgående ført til diskussion på sociale medier, skriver Variety. Nogle mener, at Instagram mister social værdi.
For selv om du stadig kan se, hvor mange følgere en instagram-konto har, så vil det gøre det sværere for nystartede virksomheder eller kreatorer at blive opdaget via Instagram, når man ikke offentliggør antallet af ’likes’.
Andre hilser skridtet velkomment, heriblandt chefredaktør Nick Thomsen fra magasinet Wired.
»Personligt synes jeg, det er fremragende. Det betyder, at Instagram især for børn ikke helt så meget ligner et stressende videospil«, skriver han i et tweet.
fortsæt med at læse




























