Det omdiskuterede sociale medie Jodel har nu valgt at lukke ned for sladder, skriver en række medier, heriblandt Ekstra Bladet og TV 2.
Det sker, efter at rygter, sladder og udokumenterede beskyldninger mod navngivne politikere og kendte er eksploderet på Jodel. Her kan brugerne anonymt dele beskeder og billeder. Blandt andet er navngivne politikere blevet anklaget for krænkelser på Jodel.
For eksempel kunne man om en navngiven politiker læse, at han havde »krænket otte kvinder på og uden for Borgen, herunder voldtægter, befamlinger«.
Det fik i sidste måned et flertal i Folketinget til at kræve mere politisk regulering af området.
Allerede dengang meddelte Jodel, at den slags beskyldninger overskred det sociale medies retningslinjer, og at de var blevet slettet, efter at Jodel var blevet gjort opmærksom på dem.
Nu meddeler Jodel i sin app, at det lukker helt ned for sladderkanalerne.
»Vi har besluttet at lukke alle kanaler, der bliver betegnet som sladder efter lange konsultationer med brugere, influencere, researchere og journalister«, skriver Jodel, der har 270.000 danske brugere.
I Danmark er det især på Jodel-kanalerne ’bloggergossip’ og ’kendisgossip’, der er blevet spredt alverdens rygter.
Det sociale medie skriver i sin app, at det ikke ønsker at blive sat i forbindelse med sladder, der ifølge Jodel kun er en mindre del af indholdet på platformen.
fortsæt med at læse




























