Et salg vil betyde, at der vil blive sparet på journalistikken på TV 2, og det har Danmark som samfund ikke råd til, siger kulturministeren.

Joy Mogensen: TV 2 kommer ikke til salg

TV 2 skal fortsat være en institution, der er ejet af danskerne, mener kulturminister Joy Mogensen. Arkivfoto Jens Hartmann Schmidt
TV 2 skal fortsat være en institution, der er ejet af danskerne, mener kulturminister Joy Mogensen. Arkivfoto Jens Hartmann Schmidt
Lyt til artiklen

Planerne om at privatisere TV 2 er nu helt droppet.

»TV 2 er ikke en virksomhed, der kommer til salg under denne regering«, siger kulturminister Joy Mogensen, der samtidig har skiftet ud i bestyrelsen, så den passer bedre med regeringens ambitioner for TV 2.

»Vi befinder os i en virkelighed, hvor dansk produceret journalistik og kulturindhold er under pres. Mere og mere af det indhold, der er til rådighed for danskerne, bliver styret af internationale firmaer og techgiganter. Og som et lille samfund med et lille sprogområde og en særlig samfundsmodel er det vigtigt, at vi opretholder vores egen virkelighedspræsentation, så vi har en fælles virkelighed at diskutere ud fra«.

Hvorfor kan TV 2 ikke det, hvis tv-stationen bliver privatiseret?

»Fordi det, der koster allermest, er at producere journalistik. Og det er lige præcis journalistikken, der er under pres – danskproduceret journalistik på danske vilkår og i en dansk virkelighed. Jeg har kun set eksempler på privatiseringer, hvor det første, man går i gang med at spare på, er det mest omkostningstunge, og det er journalistikken. Og det har vi ikke råd til at spare på som samfund og demokrati. Dér har vi tværtimod brug for at opruste«, siger Joy Mogensen.

Et salg af TV 2 stod ellers højt på den tidligere borgerlige regerings ønskeliste.

»Ambitionen var jo, at vi ville ruste TV 2 til fremtiden og sørge for, at TV 2 var stærk på de forskellige platforme. Men det var der ikke flertal for dengang. Så lige nu opfatter vi det løb som kørt«, siger den konservative kulturordfører, Birgitte Bergman.

Venstres medieordfører, Kim Valentin, er ærgerlig over udmeldingen fra Joy Mogensen.

»Den har vi det ikke godt med. Det ville være klogt at vente med den slags, indtil vi har haft diskussionerne i medieforhandlingerne. Der er brug for at vi får taget en diskussion om det hele på en gang«, siger han.

Joy Mogensen mener ikke, at et salg på nogen måde vil fremtidssikre TV 2.

»Jeg er helt enig i, at når vi kommer til medieforliget, så skal vi kigge på, hvordan vi ruster vores medieinstitutioner til at kunne klare sig i en globaliseret og meget tung økonomi. Men jeg er ikke enig i, at det kan man kun med en privatisering, tværtimod. Det er vigtigt, at vi beholder TV 2 som en institution, der er ejet af danskerne«, siger hun.

Kulturministeren har samtidig valgt af skifte næstformanden i TV 2’s bestyrelse, Merete Lundbye Møller, ud med administrerende direktør for ATP Bo Foged. Ligesom hun har udskiftet bestyrelsesmedlem Sisse Fjeldsted Rasmussen med direktøren for Velux Fonden, Ane Hendriksen.

De to nye medlemmer af bestyrelsen evner begge at navigere i et kommercielt marked og samtidig have et blik for sammenhængen i samfundet, fremhæver ministeren.

Hvorfor har du ikke udskiftet formand Jimmy Maymann, der jo netop blev sat ind for at gennemføre et salg af TV 2?

»Fordi jeg mener, at den strategi, TV 2 arbejder med, er rigtig. Og der er brug for både hans og de øvrige genudpegede bestyrelsesmedlemmers kompetencer i forhold til mediemarkedet, streaming og internetudviklingen«, siger Joy Mogensen.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her