Det nystartede medie GB News lever ikke op til virksomhedernes værdier om tolerance, meddeler flere store virksomheder.

Farvel fra både Ikea og Nivea: Blot én dag efter premieren flygter flere store annoncører fra nyt britisk medie

72-årige Andrew Neil arbejdede i 25 år for det britiske statsmedie BBC, men sagde i efteråret 2020 op, da han mente, at mediet var blevet for venstredrejet. Han præsenterede søndag GB's allerførste program.  Foto: Mark Whitfield/Shutterstock/Ritzau Scanpix
72-årige Andrew Neil arbejdede i 25 år for det britiske statsmedie BBC, men sagde i efteråret 2020 op, da han mente, at mediet var blevet for venstredrejet. Han præsenterede søndag GB's allerførste program. Foto: Mark Whitfield/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Én dag holdt de. Nu har adskillige store annoncører trukket sig fra det nye konservative britiske medie GB News, der vil fokusere på at generere holdninger snarere end at lave original journalistik, hvor de selv graver nyhederne frem.

Hverken møbelproducenten Ikea, hudplejevirksomheden Nivea eller bryggeriet Grolsch bryder sig om at se deres varemærker blandet med GB News’ indhold. Det meddelte de, kort efter den nye britiske kanal for første gang sendte søndag aften, skriver britiske The Guardian.

Kanalens primære opbakning kommer fra finansfolk, der hylder Storbritanniens afsked fra EU og ønsker en kanal med »anti-woke« amerikansk-inspireret indhold.

Det er bare ikke imellem sådan noget indhold, mange britiske forbrugere ønsker at se de produkter, de dagligt smider i indkøbskurven. Omgående har de store virksomheder mødt modstand mod deres associationer med GB News fra aktivister, der forlanger boykot, fordi GB News ifølge dem er så ensidet, at kanalen risikerer at omvælte det politisk regulerede britiske tv-krav om at levere balancerede nyheder.

Ikea, Grolsch og ciderproducenten Kopparberg trækker sig alle med argumentet, at kanalen ikke er på linje med firmaernes værdier om tolerance.

»Vi har sikkerhedsværn, der forhindrer vores reklamer i at figurere på platforme, der ikke er på linje med vores humanistiske værdier«, skriver Ikea i en pressemeddelelse. Virksomheden vil nu undersøge, hvordan det gulblå logo alligevel fandt vej til GB News’ sendeflade.

Reaktionen har fået Piers Morgan, der indtil for nyligt var vært på talkshowet ’Good Morning Britain’, til at sværge, at han vil boykotte den svenske møbelgigant, som han på Twitter kalder »patetisk«.

Heller ikke Grolsch og Kopparberg var opmærksomme på, at deres reklamer kørte på GB News. Forklaringen er formentlig, at reklamerne administreres af det britiske selskab Sky Media, der placerer annoncer på over 130 tv-kanaler. Virksomhederne har altså ikke selv fuld kontrol over, hvor de annoncerer, oplyser The Guardian.

Emilie Maarbjerg Mørk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her