Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

dronning. 00'erne slog først og fremmest fast, at modens hjerte er klædt i sort og taler med fransk accent. Carine Roitfeld blev i 2001 chefredaktør på Paris Vogue.
Foto: Arkivfoto. Foto: Cover/Corbis

dronning. 00'erne slog først og fremmest fast, at modens hjerte er klædt i sort og taler med fransk accent. Carine Roitfeld blev i 2001 chefredaktør på Paris Vogue.

Mode
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mode: I 00'erne skulle alle ligne en fransk junkie

Branchen havde vokseværk med nye designere, stylister og magasiner - og en klasselærerinde.

Mode
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi kunne selvfølgelig starte denne tour de fashion i Danmark.

Men i modens verden er Danmark bestemt ikke verdens navle – vi kæmper en kamp for at blive den femtevigtigste modeby efter Paris, Milano, New York og London. Om det lykkedes er uvist, men ét er sikkert, det havde været fuldstændig utænkeligt overhovedet at turde forestille sig noget sådant for ti år siden.

Set med globale øjne slog 00’erne først og fremmest fast, at modens hjerte er klædt i sort og taler med fransk accent. Og hvis der findes en dronning, hedder hun Carine Roitfeld.

Det er meget muligt, at filmen ’The September Issue’ og før den ’The Devil Wears Prada’ har fået menigmand til at tro, at det er Anna Wintour, den engelsk-fødte chefredaktør på amerikansk Vogue, som styrer modeverdenen.

Men os, der er i den, ved, at det er hendes franske kollega, chefredaktøren for fransk Vogue, som alle i branchen forsøger at kigge i kortene.

Nyt hold på Vogue
Før hende var det legendariske Vogue Paris sofistikeret og pænt. Men det rockede og rullede ingen steder. I 2001 rykkede Madame Roitfeld imidlertid ind på redaktionen med sit sortklædte, fotogene og afsindigt dygtige hold af redaktører – alle kvinder fra midten af trediverne og op.

Tilsammen skulle de komme til at sætte deres præg på den måde, du og jeg gik klædt på – uanset om du er mand eller kvinde. For det stramme, sorte look, som startede som et avantgardistisk udtryk, men er blevet meget, meget almindeligt de sidste ti år, kom med hende.

LÆS OGSÅ

Selv har Carine Roitfeld udtalt, at hun konsekvent bliver stoppet i lufthavne, fordi politiet tror, hun er narkoman. Bevidst eller ubevidst skulle man ligne en fransk junkie.

Bevidst eller ubevidst skulle man ligne en fransk junkie

Carine Roitfeld fik lidt hjælp af en anden franskmand. For Hedi Slimane hentede modeller på gaden, og det var ikke surfbøffer han faldt for, men smalskuldrede drenge med masser af androgyn attitude.

Slimane iklædte dem jakkesæt med smalt revers, stramme bukser, slidte støvler, tynde tørklæder og T-shirts.

Og det gav med det samme genklang hos samtlige andre herretøjsdesignere, som lod sig inspirere af looket og måske især silhuetten, som var inspireret af rockens androgyne ikoner som Mick Jagger, David Bowie og måske især vennen Pete Doherty fra bandet Babyshambles.

Med Carine Roitfeld og Hedi Slimane blev Paris igen indiskutabelt stedet, man kiggede hen for at se, hvad der kom til at ske.

London kom med diverse tilfældigt skiftende trends til at virke som den uterlige teenager, der ikke havde så meget at byde på, New York havde helt sikkert et inspirerende miljø at diske op med, men de navne, som blev vist på catwalken – Ralph Lauren, Calvin Klein, Tommy Hilfiger og Donna Karan – virkede ikke så sexede, at det gjorde noget.

Og så var der Milano, som på trods af Miuccia Prada med den gode smag, kom til at virke vulgær, sammenlignet med skarpe Paris, hvor gamle fine modehuse som Balenciaga, Lanvin og Yves Saint Laurent alle fik sig en makeover i 00’erne og lavede tøj, der fik folk til at kigge en ekstra gang.

Også i Danmark skete der noget. Men her var det nu mere de unge designere og modehuse, som fik opmærksomhed. 00’erne startede med, at Susanne Rützou forlod Bruuns Bazaar for at være selvstændig i eget navn og samtidig startede multikunstneren Henrik Vibskov sit modeimperium.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Inden for de seneste ti år er han blevet the unlikely hero i branchen. For hvem skulle have troet, at drengen med konstant hængerøv, som egentlig lige så godt kunne være blevet musiker eller kunstner på fuld tid, skulle ende med at skabe sig en særdeles sund forretning med et kæmpe følge af kloner? Men Henrik Vibskov har det, som branchen virkelig har stræbt efter i årtiet, nemlig hjerne!

Modeuge voksede sig stærk
Rützou og Vibskov er forskellige størrelser, men de repræsenterer fint diversiteten i dansk mode. Og det var denne forskellighed, som DAFI, Danish Fashion Institute, ønskede at samle under ét institut, så branchen kunne tale med en stemme. Men det er problematisk i en branche spækket med egoer.

Men DAFI blev med Eva Kruse som direktør starten på et udtrykt ønske om professionalisme i branchen. Og med et voksende vækstlag af talent, et institut i ryggen, flere alvorligt gode messer, og et stigende antal tilrejsende indkøbere og journalister fra den internationale presse har den københavnske modeuge vokset sig stærk i det forgangne årti. Hvilket også afspejlede sig i det stigende antal af nye modemagasiner.

LÆS OGSÅ

I 2000 kom iii, som var det første danske nichemagasin, som kunne findes på hylderne i New York. Efterfulgt af Costume, Sirene, Bazaar, Dansk, Cover, Vs. og sidst ankomne Elle. Alt sammen et klart udtryk for en branche i vækst.

Hvis man ser på de øvrige danske designere, der har præget 00’erne, kan man tale om første og anden generation designere.

Første generation bestod af navne som Bruuns Bazaar, Munthe plus Simonsen, Day Birger et Mikkelsen, By Malene Birger og Rützou, mens anden generation ud over Henrik Vibskov bestod af Wood Wood, Stine Goya, Camilla Stærk og London-baserede Peter Jensen og Jens Laugesen. Navne, der har imponeret ved at larme i udlandet uden nødvendigvis at opnå samme anerkendelse i Danmark.

Wood Wood, som åbnede deres første butik allerede i 2002, solgte eksempelvis allerede til de anerkendte butikker Colette i Paris og Barneys i New York året efter.

Mens danskerne først begyndte at få øjnene op for dem i 2004, da de lavede en hættetrøje, som blev så efterspurgt, at Wood Woods kaptajn, Karl Oskar, besluttede, at de kun måtte sælge to om dagen, hvorpå prisen blev sat op fra 750 kroner til det dobbelte. Stuntet resulterede i lange køer uden for butikken i Krystalgade.

Få finanser og få farver
Bing bling-kulturens hør-mig-og-se-mig-og-især-alle-mine-diamanter-eller-Swaroski-krystaller dominerede modebilledet med dårlig smag og attitude. Men det stoppede alt sammen med finanskrisen. Den varslede rigtig hårde tider for de fleste danske designere, og for hele det unge kuld blev det første gang, de var nødt til at tænke i barometre som brugbarhed og tilgængelighed.

De vilde prints og stærke farver tog en pause til fordel for det sikre og det mørke, for når krisen kradser, er der ingen, der har brug for en skrigpink kjole.

De vilde prints og stærke farver tog en pause til fordel for det sikre og det mørke, for når krisen kradser, er der ingen, der har brug for en skrigpink kjole

Ind på podierne trådte i stedet, som et flashback til 1980’erne, de brede skuldre, som især de unge piger tog til sig. For de ville pludselig udtrykke, at de var mindst lige så kompetente som mændene. Og det gør man effektivt ved at låne deres uniform.

Mange nye udtryk opstod i kølvandet på krisen – eller blev fortolket som et resultat af den. For eksempel den hollandske model Lara Stone, der fik lov at brede sig over et helt nummer af Vogue Paris i februar 2009. Med sine fyldige former fik hun drengene til at drømme og pigerne til at ånde lettet op og spise med god samvittighed.

Lara Stone står i skarp kontrast til en anden af 00’ernes rigtig store modeller, nemlig vores egen androgyne Freja Beha, der i modsætning til sin landsmand og kollega Helena Christensen har formået at bevare en form for privatliv på trods af sin stjernestatus i modeverdenen.

Fænomenet Kate Moss

Hvis vi taler modeller, er der imidlertid ét navn, der er vigtigere end alle de andre. Man kan ikke skrive om mode i 00’erne uden at nævne Kate Moss. Faktisk kunne hele denne artikel have handlet om hende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For hun har inspireret alle modeinteresserede piger med sin personlige stil, og hver gang hun har forelsket sig i noget, har millioner af piger kastet penge efter looket, fra stumpede denimshorts over leopardpels til de Hunter-gummistøvler, hun blev fotograferet i under en engelsk rockfestival. Kate Moss har været på forsiden af samtlige internationale modemagasiner for ikke at tale om sladderblade.

Selv ikke en stor skandale i 2005, hvor hun blev filmet, mens hun sniffede kokain, kunne dulme hendes power. Tværtimod betød virakken, at hun efterfølgende tjente endnu mere. Alle ville være som Kate, der repræsenterede den kantede, skødesløse, underspillet sexede skønhed med mere end et strejf af rock’n’roll.

Det var så 00’erne, hvor modebranchen prøvede at blive voksen og nød godt af en tidsånd, som leflede for kreativiteten.

Der var fest og champagne, men netop som de slutter, er seriøsiteten kommet tilbage, og paradoksalt nok er det nu langt smartere at flashe en dåsebajer. For det udstråler usnobbethed, nærvær og troværdighed – værdier, som er meget moderne netop nu.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden