For godt et år siden, midt i arbejdet med en ny plade, blev Thomas Dybdahl pludselig træt af at høre på sin egen stemme.
En stemme, hvis blide fraseringer af akustiske americana-popsange har forført hele Skandinavien – ikke mindst dens kvinder – på en stribe stilsikre plader, der har sat melodi, klang og stemning til efterårets melankoli i et sandt løvfald af kærlighedssange svøbt i papirtynd falset og dyb baryton.
