At nogen overhovedet gider sætte spørgsmålstegn ved det, er det mest underlige. At ikke alle siger: O.k., her har vi så Sergio Mendes sammen med The Black Eyed Peas og Justin Timberlake og Q-Tip - fedest. Hvordan skulle man parre 60'ernes ultracoole bossanova med 00'ernes hotte hiphop? Eller som jeg har lyst til at vende det om til: Hvordan skulle man kunne lade være? Det ville da være naturstridigt for verdens gode kræfter ikke at prøve at fusionere to musikalske udtryk, der får hofterne til at gå i selvsving. I aften i Tivolis Koncertsal kan man selv se og høre, om man synes, eksperimentet lykkes. Sergio Mendes er på sit første gæstespil i Danmark siden 1967, og hvis der er én ting, der er lige så sikker som amen i kirken, så er det, at han spiller 'Mais que nada', det øresønderrivende bossa/samba-hit fra 1966, som for altid placerede Brasilien på verdenskortet over cool. Og som har fået hæderspladsen på Sergio Mendes' cd fra april, 'Timeless'. Funket op af produceren og lederen af hiphopbandet Black Eyed Peas, Will.I.Am. Og sunget af Will.I.Am og Gracinha. Med 'Timeless' bejler den efterhånden 65-årige Sergio Mendes til et helt nyt segment, nemlig den vestlige halvkugles konfirmander og gymnasie-dropouts. Samarbejdet med Black Eyed Peas og alle de andre gør Mendes cool på en helt ny måde, der ikke synes omfattet af Rio-cool anno 1962. Han er funky, han styrer, og han gør det max. Og se lige videoerne til de to (hidtidige) hits fra 'Timeless', 'Mais que nada' (selvfølgelig!) og 'That Heat', hvor Mendes storsmilende rokker frem og tilbage på klaverbænken og løsner op for sit heftigt swingende anslag med så meget goodwill, at det kan undre, at han ikke kan få de omgivende niggas-wid-attitudes til at bløde lidt op bag solbrillerne. Nå, men - tror jeg, at Mendes tænker - vi har jo alle været unge. Efter 40 år har Sergio fortjent retten til at grine. Sergio Mendes er født i Niteroi, en ø i bugten ud for Rio de Janeiro. I middelklassen og med en far, der havde advokatdrømme på sønnens vegne. Sergio spillede klassisk klaver, indtil han en dag som teenager fik verden vendt på hovedet efter at have hørt Dave Brubeck. Han var stadig teenager, da han begyndte at hænge ud med alle bossanovaens store navne i Ipanema og på Copacabana, en kort sejltur fra Niteroi. Han turnerede rundt om i Brasilien og udsendte plader, der blev pæne nationale succeser. I 1962 blev han inviteret med til fejring i New Yorks Carnegie Hall af bossanovaen, i 1964 bosatte han sig i Californien oven på militærkuppet i hjemlandet, i 1966 indspillede han sammen med sit ensemble Brasil '66 en lokal Rio-sang, og pludselig var portugisisk et sprog, som hele verden var dus med hinanden på. 'Mais que nada' hed sangen naturligvis, og den findes helt naturligt på alle Mendes' mange best-of- og greatest-hits-plader. Og mon ikke han spiller den i Tivoli i aften? Efter i ti år ikke at være inviteret i pladestudiet er Sergio Mendes hot igen. Eller rettere: cool. Alle hans gamle hits er blevet støvet af i funky upbeat-versioner, og der er ikke spor af den velbehagelige palmehavefis, der var ved at sætte sig som en kronisk sygdom i Mendes' system i de lange, trange ørkenvandringsår.