Måske var det en stille protest. Måske var det en accept af tingenes tilstand i Kina. Under alle omstændigheder ytrede Bob Dylan ikke et eneste ord om den nyligt anholdte kinesiske kunstner Ai Weiwei under sin koncert i Workers Gymnasium i Beijing onsdag aften. De kinesiske myndigheder er givetvis glade for, at Bob Dylan holdt sig på måtten med hensyn til politiske tilkendegivelser. Anholdelsen af Ai Weiwei, der er en af Kinas mest prominente kunstnere og systemkritikere, er et yderst følsomt emne for de kinesiske myndigheder. LÆS OGSÅDylan turde ikke gøre oprør mod kineserne Derfor foregik Bob Dylans stille optræden i Beijing efter den kinesiske drejebog. Siden den islandske sangerinde Björk i marts 2008 sluttede sin koncert i Shanghai af med sit notoriske udbrud om tibetansk selvstændighed, har de kinesiske myndigheder været ganske nervøse for en gentagelse. Under koncerten, hvor der ifølge CNN var 6.000 tilskuere, havde Bob Dylan valgt at være kinesisk. Høflig og umiddelbart uden skarpe kanter. Helt i overensstemmelse med traditionel kinesisk kultur. Rock svinger ikke Kina Samme stemning gjorde sig gældende ved danske Nephews seneste koncert i Beijing 30. marts i år. Her var det dog mest det kinesiske publikum, der var afmålt høflige. Nephew optrådte i rockklubben Yugong Yishan. Der var knap 300 mennesker til stede, en stor del af dem var danske studerende og forretningsfolk. Enkelte unge kinesere blandede sig i mængden, men under koncerten var der ingen vildskab at spore. Efter hvert nummer klappede de unge kinesere venligt, men det virkede ikke, som om de virkelig følte og nød musikken. »Rockmusik ligger ikke kineserne i blodet. Man skal kunne turde krænge sig selv ud, og det stemmer ikke overens med den traditionelle kinesiske ydmyghed og tilbageholdenhed med klart at udtrykke, hvad man tænker«, siger Eric Messerschmidt, direktør for det danske kulturinstitut i Beijing. Flere og flere Den kinesiske guitarist Kou Zhengyu har efterhånden 15 års erfaring med sit metalband Suffocated. Han er lidt mindre skråsikker med hensyn til, om der er så store forskelle i rockmusik og kinesisk kultur.

»Selv om det ikke er alle kinesere, der er til rockmusik, mener jeg, at en stor del af den kinesiske ungdom i byerne har lyttet til rocknumre. Der kommer flere og flere unge mennesker til de kinesiske rockfestivaler som Midi-festivalen«, siger Kou Zhengyu. Spørgsmålet er, om kineserne kan acceptere og værdsætte rock, der taler et andet sprog. »Når jeg lytter til udenlandsk rock, er det lyden, der giver mig inspiration. I kinesisk rock er lyrikken ikke nær så hård, og den er noget mere sentimental. Ofte græder folk til vores koncerter. Det er nok meget sjældent, at der er folk, der græder til vestlige metalkoncerter«, siger Kou Zhengyu. Lettilgængelige tekster Nephew har ikke umiddelbart planer om at indtage den kinesiske rockscene på trods af deres turne i Kina i marts. »Denne tur har som udgangspunkt været en fornøjelsestur«, fortæller Kristian Riis, guitarist i Nephew: »Turen kan dog måske inspirere os musisk. Det, at vi har mange dage sammen og har fællesoplevelser sammen her i Kina, betyder helt klart noget«. LÆS OGSÅBob Dylan spiller for første gang i Kina Det er ikke kun den kinesiske kultur, der kan være en barriere for rockmusikken i Kina. »Som i de fleste andre lande er det sange, der har lettilgængelige tekster, som er populære i den brede befolkning. Vi skal dog ikke forglemme, at rockmusik kun har haft lidt over 20 år at løbe på her i Kina«, fortæller Zhiqiang Lü, ejer af Yugong Yishan. ’Østen er rød’ Efter at Det Kinesiske Kommunistparti kom til magten i 1949, begyndte staten at promovere revolutionær musik på bekostning af alle andre musikgenrer. Den revolutionære musik var sange, som skulle promovere den kommunistiske ideologi og kommunistpartiets formand, Mao. En af de mest populære sange var ’Østen er rød’, som det danske kunstnerkollektiv Røde Mor populariserede i 1970. »Østen er rød, solen står op. Kina har frembragt en Mao Zedong«, lyder indledningen til sangen. Vestlig inspiration Maos død i 1976 og den gradvise åbning af de kinesiske samfund i slutningen af halvfjerdserne betød dog, at unge kinesiske studerende begyndte at anskaffe sig ulovlige kopier af kassettebånd med kærlighedssange af den taiwanske sangerinde Deng Lijun.