What the fuck are you doing here, white motherfucker?«. Carsten Schack står foran dj-pulten på Hotel Amazone i New York. Året er 1990, og han er ved at sætte sin taske fyldt med plader ned ved siden af pladespilleren. Aftenens anden dj, Chuck Chillout, står over for ham med armene over kors og munden vrænget åben, så guldtænderne glimter. Carsten Schack kigger ned i gulvet. Han har ikke en skid at gøre her, synes Chuck Chillout åbenbart. Det synes de 700 publikummer i den nedslidte hiphopklub egentlig heller ikke. Carsten Schack kan stadig mærke albuen i siden, som han fik på vej op til dj-pulten af fyren i træningstøjet og med guldkæderne hængende løst ned ad maven.
Publikum her er benhårde hiphoppere – b-boys bliver de kaldt. Han ligner dem faktisk til forveksling. Men. Han er ikke sort.
