Soulshock - en white motherfucker fra Nordjylland

What the fuck are you doing here, white motherfucker?«.

Carsten Schack står foran dj-pulten på Hotel Amazone i New York. Året er 1990, og han er ved at sætte sin taske fyldt med plader ned ved siden af pladespilleren. Aftenens anden dj, Chuck Chillout, står over for ham med armene over kors og munden vrænget åben, så guldtænderne glimter. Carsten Schack kigger ned i gulvet.

Han har ikke en skid at gøre her, synes Chuck Chillout åbenbart. Det synes de 700 publikummer i den nedslidte hiphopklub egentlig heller ikke. Carsten Schack kan stadig mærke albuen i siden, som han fik på vej op til dj-pulten af fyren i træningstøjet og med guldkæderne hængende løst ned ad maven.

Publikum her er benhårde hiphoppere – b-boys bliver de kaldt. Han ligner dem faktisk til forveksling. Men. Han er ikke sort.

Der bliver skudt i salen Carsten Schacks hænder ryster, mens han hiver den første lp ud af coveret. Sætter pickuppen på og begynder at scratche. Mens han står på podiet, ser han pludselig ud af øjenkrogen et par stole flyve gennem lokalet. Der er slåskamp. Så hører han lydene. »Dok dok«, siger det. Chuck Chillout kommer op til ham. »Der bliver skudt nede i salen«, siger han. »De har lukket dørene for at være sikre på, at ingen forlader stedet«. Han vender sig om for at gå. »Måske skulle du gå ned på knæ og spille«, tilføjer han så. »De skyder altid efter dj’en først«. Carsten Schack falder ned på knæ. Benene kan alligevel heller ikke bære ham længere, så meget ryster han. Han er pissebange. Rækker langsomt hænderne op over hovedet, mens fingrene famler sig vej mod pladespilleren og begynder at scratche. Han spiller i tyve minutter, før dørene bliver åbnet igen.

Fra Gug til L.A.
Oplevelsen på Hotel Amazone fandt sted for 19 år siden, men den sidder stadig i Carsten Schack eller Soulschock, som han lige så ofte kalder sig. Han var 22 år og lige flyttet fra Aalborgforstaden Gug til New York. I dag er han 40 år, har boet i USA de sidste 17 og er Danmarks nok mest feterede musikproducer.

Sammen med sin makker Kenneth Karlin har han under navnet Soulshock skrevet og produceret sange for verdenskendte stjerner som rapperen Tupac, Whitney Houston, Usher og Mary J. Blige.

Hans numre er strøget direkte ind som nummer 1 på de amerikanske hitlister, er udkommet til PlayStation i spilserien ’Rockband’ og på greatest hits-cd’er. Han bor i et hus i Los Angeles med udsigt over Hollywood og en Porsche 911 parkeret i garagen.

The white motherfucker
Men Carsten Schacks karriere var nær ved aldrig at begynde. Som hvid var det stort set umuligt at få en adidasbeklædt fod indenfor i hiphopindustrien i USA i starten af 1990’erne.

Det var før, Eminem kom frem og hiphop blev kommercielt, men efter præsident Reagan i 1980’erne byggede de første ghettoer til den fattige og sorte del af befolkningen, og lige efter at afroamerikaneren Rodney King blev gennemtævet af politiet og fik racekampene i L.A. til at bryde ud.

»Det var en fucking hardcore sort culture. Det var ekstremt aggressivt. Hiphop var de sortes stemme og et oprør mod de hvide undertrykkere. Og fordi jeg var hvid, repræsenterede jeg ligesom alt det, de hadede. Så det var sindssygt hårdt for mig«, siger Carsten Schack.

Alligevel blev han ved. Uanset hvor mange gange han blev buhet af scenen, og uanset hvor mange gange han blev kaldt ’white motherfucker’. Og nu 18 år efter, da tilråbene endelig er stoppet ... er han på vej til Danmark!

Han vil gerne hjælpe de danske unge, siger han. Så de kan få deres drømme opfyldt lidt lettere, end det skete for ham selv. Derfor starter han 1. januar sammen med Remee og Pernille Rosendahl som dommer i musiktalentkonkurrencen ’X Factor’ på DR 1.

»Det er FANTAAAAASTISK«
Det er starten af november måned i år. Carsten Schack står midt på scenen i Thomas P. Hejles Ungdomshus ved Nørreport Station i København. De forvaskede lyseblå cowboybukseben står spredt, hænderne hænger i luften lige under hans brystkasse, som om han hviler dem på en usynlig bordplade.

Han samler pege-, lang- og ringfingrene og begynder at bevæge dem rytmisk et par centimeter frem og tilbage i luften, mens han scratcher på et par imaginære pladespillere. Han kigger ud over gymnastiksalens slidte gulv.

»Jamen, det er FANTAAAAASTISK«, udbryder han.

Det var ungdomshuset her, Carsten Schack som teenager tog til med toget fra Aalborg, når han skulle vise »de der københavnere«, at der var en ny dj i byen.

Ungdomshus var nærmeste tilholdssted
Ungdomshuset Thomas P. Hejle er det nærmeste, han kommer et tilholdssted i København. Det var mekkaet for alle Danmarks breakdansende b-boys og battlende dj’s og blev hans »hjemmebaaan’«, som han siger. Han har bare ikke været her siden 1987.

Carsten Schack fisker sin iPhone op af lommen, løfter den op foran brillerne. Klemmer det ene øje i og tager et billede af den tomme sals klatrevæg, de hvide håndboldstreger og de grønne vægge.

»Det er legendarisk det her sted. Dengang blev det bare ikke større. Jeg stod lige her og scratchede. Foran 800 hardcore hiphoppere«.

Indeholder kun plusord
Carsten Schack er i Danmark i tre uger under optagelserne til ’X Factor’. Det er første gang, han har været her så længe, siden han flyttede til L.A. i 1992. Dagen efter besøget i ungdomshuset tager han tilbage til L.A. og kommer først igen, når ’X Factor’-optagelserne begynder her i december.

Nu står han på scenen og bliver ved med at kalde det hele for »FANTAAASTISK«. Selv den ramponerede gul- og brunstribede plyssofa med den manglende sofaryg får de hjertelige ord med på vejen, da vi lidt senere forsøger at sætte os til rette i den uden at vælte bagover.

LÆS ARTIKEL

Det samme gør den lunkne Faxe Kondi-sodavand, der bliver serveret for ham uden hverken glas eller isterninger, men som til gengæld bliver åbnet med en kniv i mangel af oplukker. Carsten Schack må være den mest belevne gæst, ungdomshuset nogensinde har oplevet.

Det er, som om han kun indeholder plusord inde under det solbrune ydre, de kantede designerbriller og den sorte T-shirt med de tre åbne knapper. Indtil vi får snakket os varme i hvert fald.

Livet i 'moments'
Selv om Carsten Schack har boet 17 år i L.A. er hans stemme stadig umiskendeligt nordjysk. Jo mere begejstret han bliver, desto flere endelser bliver bidt af, og ordene bliver strakt så længe som muuuuligt. Og så er der det engelske sprog, som nu og da » jumper« ind mellem de danske ord. Som når noget er »et kæmpe big moment«.

Når Carsten Schack fortæller om sit liv, gør han det i moments, som er de øjeblikke, der har haft så stor betydning for ham, at de har udstukket en kurs, som han efterfølgende er slået ind på.

Det største af dem alle indtraf, da han var 13 år.

Første møde med scratch
Som barn i Aalborgforstaden Gug var der ikke meget hiphopper over Carsten Schack. Han kendte hverken til engelske slangudtryk eller til de unge hiphopperes fagter. Street var engelsk for en gade, og håndtegn var døvesprog. Og i hvert fald ikke noget, man kastede med.

Men så var det, at han som 13-årig lyttede til DR’s radioprogram ’Rocknyt’ med radioværten Al Jones. I nummeret, Al Jones spillede, kunne Carsten Schack høre noget, der lød som papir, der blev revet lynhurtigt over. »Ratch«, sagde det.

Igen og igen. »Ratch, ratch, ratch«. Carsten Schack havde aldrig hørt lyden af en plade blive skubbet frem og tilbage på pladespilleren, han kendte ikke til at scratche, som var det, der i virkeligheden gav lyden.

Næsten som forelskelse
Klokken var syv om aftenen, og Carsten Schack sad på sit værelse og skulle egentlig lave lektier. Bøgerne lå spredt ud over det lille skrivebord foran ham, blyanten var i hånden. Men den rørte aldrig siderne. Den hang i luften oven over bogen. Helt stille.

Og Carsten Schack, i sin sorte T-shirt og Doctor Martens-støvlerne, var frosset i øjeblikket. Det eneste, der bevægede sig, var den sære fornemmelse i maven.

Al Jones præsenterede nummeret som ’Wheels of Steel’ og manden bag som Grandmaster Flash.

»Det var næsten som en forelskelse«, siger Carsten Schack.

»Det gav bare sådan et sug i maven at høre de lyde. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var for et instrument, der lød sådan. Jeg vidste bare, at det var alt, hvad jeg havde ventet på ... Det var et kæmpe moment«, siger han.

Svært at passe ind
Inden Carsten Schack lyttede til Grandmaster Flash i radioen den efterårsaften i 1981, gik han i sort tøj og lyttede til The Cure med de andre nyrockere, som han kaldte dem.

»Hold kæft, hvor er det fedt«, sagde han til Mette, Jakob og de andre i slænget og nikkede i takt til musikken. Men hold kæft, hvor syntes han bare ikke, det var fedt. Alligevel tog han med dem til Huset i Aalborg.

Headbangede og hoppede op og ned i takt til Dead Kennedys, mens alle sparkede hinanden over skinnebenet for ligesom at gøre det endnu federe.

»Det fattede jeg slet ikke noget af. Det gjorde jo ondt. Jeg legede bare med og prøvede at høre til. Jeg havde svært ved at falde ind i en gruppe og kunne ikke forstå, hvad der var i vejen med mig«.

'Wheels of Steel' ændrede alt
Før han blev nyrocker og gik i sort, havde han forsøgt sig som disker. Med hvid skjorte, rødt slips og pophår. Det duede heller ikke. Så blev han rocker. Købte en læderjakke, gik i cowboytøj og tog på knallertkursus om aftenen, hvor han lærte at splitte knallerten ad og sætte den sammen igen.

»Jeg var HÅBLØS. Og de andre sad der og tog tændrøret og karburatoren ud, og det så pisselet ud. »Hold kæft, hvor er det fedt, mand«, sagde jeg til dem og lod, som om jeg vidste, hvad det var, jeg kiggede på. Men igen. Hold kæft, hvor var det bare ikke fedt«.

Så han tog hjem. Lagde sig uden for huset på Pinjehøj og lå i frostgraderne og kiggede op på stjernerne. Og følte sig helt forkert.

»Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke kunne blive den type, jeg havde lyst til at være. Og det er en stor ting som teenager. At passe ind«.

Men så hørte han ’Wheels of Steel’. Og så behøvede han hverken knallerter eller The Cure. Ikke når han kunne lytte til hiphop i stedet for. Og føle sig glad indeni. Hiphop blev hele hans liv.

Et magisk liv
Så først i 1980’erne begyndte Carsten Schack at gå med adidassko, stonewashed jeans, og alt hvad han og de nye hiphopvenner Milling og Rune ellers så hiphopstjernerne i musikvideoerne gå med.

Han skrev ’scratch’ og ’mix’ på sine bluseærmer og følte, at ingen kunne røre ham. Og da hans ven Klaus lavede et rygmærke til hans sorte Levis cowboyjakke, hvor der stod ’Scratchmaster Soulshock’ med fed graffitiskrift, var der ikke længere nogen konkurrence. Soulshock kunne ingen klare.

»Det var et magisk liv. Alle mine bekymringer var væk. Jeg havde fået venner. Jeg var bare fundet og følte mig hjemme i mig selv for første gang i mange år«.

Soulshock blev født i København
Når han kom hjem fra skole, stod han hver dag i otte timer og øvede sig i at scratche på den gamle B&O-pladespiller, som var helt ad helvede til, og SL 1200 Technics-pladespilleren, som han havde tjent penge til ved at skære gardinstænger efter mål i gardinforretningen Match.

Til sidst var han god nok og tog toget til Thomas P. Hejles Ungdomshus i København. Det var her, det blev afgjort, hvem der var den bedste, altså hvem der var the shit, og han skulle repræsentere Jylland. Indtil da var det stort set kun København, der var tegnet ind på hiphopkortet.

Så Carsten Schack kom ind i ungdomshuset, og hold da kæft! hvor var det vildt. Jo længere Carsten og hans slæng bevægede sig op mod hiphopsalen på fjerde etage, jo mere proppet blev der. Folk her vidste efterhånden godt, hvem ham Soulshock var.

Og vidste de det ikke, fandt de hurtigt ud af det, når Carsten Schack vendte sig om og pegede med begge hænder på rygmærket med hans hiphopnavn og stod stille, til de fattede det.

Jyde - fuck dig!
Det tog over en time for Carsten Schack at nå op til gymnastiksalen. Fordi det tog tid at vise rygmærket til alle. Men også fordi de fleste havde en albue, de skulle nå at bore ind i siden på ham.

En basketsko, der kunne placeres strategisk oven på Carstens. Eller bare et ’fuck dig!’, der skulle leveres med det rette nidstirrende blik.

Da han endelig nåede op på fjerde sal, kunne han slet ikke se scenen, så mange mennesker var der. 700 unge hiphoppere i forskelligfarvede Adidas-joggingsæt fordelt på små 300 kvadratmeter. Det eneste sted med en smule plads, var en cirkel, som en gruppe havde dannet, hvor en flok fyre med guldhalskæder breakdansede mod hinanden.

Han kunne heller ikke høre, hvad konferencieren sagde, da han endelig nåede op på scenen og stillede sig foran pladespillerne. Alle i salen råbte i munden på hinanden. Ad ham. »FUUUUCK DIIIG« blev der råbt. Og »Jydeeeen«.

Men det gjorde ikke noget. For Carsten Schack vidste det. DET her øjeblik. De her få minutter, der skulle til at komme. Det var DET. Det var 10 års frustration over ikke at passe ind, der skulle til at forløses. Det var et KÆMPE moment.

Og rigtigt nok. Lige så snart han begyndte at scratche, tav folk. Armene faldt ned langs siderne. Inden der var gået et minut, var der så stille, at man ville kunne høre et håndtegn falde til jorden.

»Så standser jeg bare, slukker pladespilleren og kigger ud over salen, der er lige så stille som nu«.

Han kigger ud over den tomme gymnastiksal. »Og så går jeg ned blandt publikum igen. Og mens jeg går gennem rummet, flytter folk sig for mig. Der bliver ligesom dannet en sti. De er stunned. Simpelthen stunned«.

Kendte intet til L.A.
Men det var alligevel ikke helt DET for Carsten Schack. Faktisk var det ikke engang i nærheden af det. De 10 år, han havde brugt på ikke at passe ind, var bare begyndelsen. Men det vidste han endnu ikke.

Han vidste ikke noget om L.A., om alle de titusindvis af publikummer, han gennem de næste mange år skulle kæmpe endnu hårdere for at overbevise, end han skulle over for københavnerne i joggingdragterne.

Han vidste ikke noget om skudepisoder eller om at være så bange for at producere for USA’s største hiphopstjerne, at manageren må tage affære.

Det eneste, Carsten Schack ved, efter at han er gået gennem Thomas P. Hejles gymnastiksal i absolut mundlam stilhed, er, at intet nogensinde har føltes så godt. Og at det skal blive ved. Hvorfor lade sig nøje med en tilfældig fredag aften i et tilfældigt ungdomshus?

Buhet af scenen
Derfor øver han røven ud af joggingbukserne de næste par år. Han nærstuderer hiphopmusikvideoer for at aflure tricks, og han vinder DM i Mix i 1989. Samme år bliver han nummer 3 til verdensmesterskabet DMC World Mixing Championships.

Og så er det, at telefonen ringer hjemme på Pinjehøj i Gug. Den kvindelige amerikanske rapper Queen Latifah og hiphopgruppen Jungle Brothers vil gerne have Soulshock med på deres turné som dj.

Turneen hed ’Straight Out of the Jungle’. Latifah optrådte i hvidt afrikanerkostume og afrikansk hat, Jungle Brothers kastede bananer til publikum, og Carsten Schack ... han prøvede at gemme sig bag sin blå og sorte Troop læderjakke og sorte kasket, der var trukket helt ned, så det stort set var umuligt at se ham.

Alligevel gik der ikke mange sekunder, fra han som den første gik på scenen, til de 800-900 publikummer begyndte at buhe. Hver aften. Hele turneen igennem. Han var den absolut eneste hvide.

Efter syv koncerter med buhråb og hundredvis af ’get out, whitey’, gik Carsten Schack til Queen Latifah.

Sort indeni
»Er du sikker på, jeg bør gøre det her med min hudfarve«, spurgte han hende, mens de sad i tourbussen. Og fik en to timer lang tale. Om at ens hudfarve aldrig nogensinde skulle være grund til at fravælge noget i livet. At Carsten Schack aldrig, hvad han end gik igennem, måtte lade sin hudfarve bestemme. Og at han i øvrigt var »so black inside«.

Så Carsten Schack fortsatte på touren, og da den var slut, flyttede han til New York for at være Queen Latifahs dj og arbejde på radiostationen Kiss Fm. Den samme radiokanal, han lyttede til hjemme på værelset på Pinjehøj et år tidligere, da han øvede sig i at scratche.

Men New York var ikke lige, som Carsten Schack drømte om. Eller det vil sige, det var det jo egentlig. Det var ægte hiphop. 100 procent sort ghetto. Carsten Schack sov på gulvet i en lejlighed med kakerlakkerne løbende rundt.

Og så var der hudfarveoplevelsen. Hver eneste gang Carsten Schack bevægede sig væk fra lejligheden, kom det. »White scum«, sagde de. Eller »motherfucker«. Det var konstant.

Skudepisode gav mén
»Hele min karriere har det været et problem, og der er ikke noget, der har fyldt mere i mit voksenliv end det. Der er ikke gået én dag, hvor jeg ikke har tænkt på, at jeg er hvid i en sort kultur. Og jeg har virkelig haft nogle tidspunkter, hvor jeg har været ked af det ... men på den anden side har jeg godt kunnet forstå dem, for der var ingen tvivl om, at de havde ret til at være sure. Hiphoppen var deres måde at komme til orde over for de hvide på. Og så stod jeg der lige pludselig og ville være med«.

Skudepisoden på Hotel Amazone, hvor Carsten Schack endte med at dj’e på knæene, ramte alligevel lidt for hårdt. Han havde brug for en pause. Så han flyttede hjem til Danmark igen.

Remixede Helmig
I København slog Carsten Schack sig i starten af 1990 sammen med Mick Hansen med kunstnernavnet Cutfather, og sammen begyndte de at lave hiphoppende remixes af Lis Sørensen, Thomas Helmig og andre danske kunstnere, der var noget ved popmusikken.

Mick og Carsten købte et par BMW’er og cruisede rundt, gik på JazzHouse og var nogle fandens karle. På et tidspunkt mødte de keyboardspilleren Kenneth Karlin, slog sig sammen med ham, dannede pladeselskabet Soulpower og flyttede i 1992 til Los Angeles. Og så begyndte karrieren for alvor at gå ... ad HELVEDE til.

Ingen ville snakke med remixkongerne fra Danmark. De kunne ikke engang komme til at snakke med assistenternes assistenter. Hver eneste dag i seks måneder prøvede de. Uden held. På et tidspunkt havde de lavet 120 numre sammen, som der ikke var nogen, der overhovedet havde gidet høre.

Røg joints med Barry White
Det eneste, de fik ud af de seks måneder, var et møde med Barry White, der havde hørt et par af danskernes numre og var interesseret. Han boede i to huse, der blev forbundet med et vandfald. Indeni var alt af guld, og Barry White sad i sin sorte og guldfarvede silkeskjorte og røg af skiftevis en joint og en cigaret, da Mick, Kenneth og Carsten besøgte ham.

Han omtalte udelukkende sig selv i tredje person og lagde planer om at lade alle danskernes numre smelte sammen til ét langt track. Mødet førte aldrig noget med sig.

Efter de seks måneder i L.A. ville Mick Hansen og Kenneth Karlin hjem til Danmark. Tiden i USA havde ikke resulteret i så meget som en gennemlytning, og desuden opførte Carsten Schack sig som en general, syntes de.

Det var ham, der bestemte, hvornår de skulle op om morgenen, og hvor mange numre de skulle lave om dagen. Fester var der heller ikke tid til, havde han bestemt for dem alle tre.

Omkostningsfulde drømme
Alligevel fik Carsten overtalt Kenneth til at komme forbi og snakke om det:

»Og der brød jeg fuldkommen sammen. Jeg sagde slet ikke noget, jeg græd bare. For i virkeligheden var jeg jo rystende bange for at skulle sidde der alene. Eller måske tage hjem og acceptere, at det aldrig ville lykkes for mig at slå igennem. Så jeg græd og græd. Og Kenneth sad bare og trøstede mig og holdt i hånden. Og så, at det i det mindste ikke var af ond vilje, at jeg havde opført mig så strengt. Det var bare, fordi jeg ville det så meget«.

Kenneth Karlin endte med at blive, mens Mick Hansen tog hjem. Carsten Schack forsøgte at nedtone sin trang til at tage styring med alt. Men det var svært. Det er det også stadig nu 17 år efter.

Hver gang han har lavet noget, han har brændt for, har det kostet venner. Han stirrer sig blind. Lægger ikke mærke til, at han bare tonser af sted og tromler hen over folk på sin vej.

Generalen
Hvad er det, du gør?

»Jamen, det er bare ... når jeg siger, vi rykker, så rykker vi altså. Og det der med, at det kan vi ikke, det gider jeg ikke høre på. Hvis du er på mit team, så rykker vi, når jeg siger til. Jeg har altid lidt været den general, der stod og råbte og bestemte. Det kan man vel lige så godt sige«.

Hvorfor er du det?

»Jamen, det er nok, fordi ... da jeg endelig fandt hiphoppen, følte jeg mig endelig tilpas i mig selv, hvis jeg skal analysere lidt på det. Og derfor vil jeg give alt for, at jeg bliver ved med at få den fornemmelse af forelskelse i maven, som jeg fik, da jeg lyttede til Wheels of Steel første gang. Og det får jeg bare kun, hvis jeg arbejder skidehårdt og får succes med at lave hits«.

Svært at være hvid boss
Og så, skidetypisk, skete der endelig noget. Ugen efter Mick Hansen havde givet fingeren til det store USA-eventyr i foråret 1993, ville r&b-sangerinden Ce Ce Penniston indspille et af Carsten, Mick og Kenneths numre.

Derfra gik det så af sig selv. Især med raceproblemerne.

»Der var virkelig mange moments, hvor jeg og Kenneth sad ved mixerpulten, og kunstnerne sad i sofaen og ventede. »How you guys doing? Are you guys ready«, spurgte jeg. »Yeah, we’re just waiting for Soulshock. Can you get me a burger and a coffee?«, svarede de. Så prøvede jeg at forklare dem, at jeg var Soulshock«.

Nogle gange grinede kunstnerne, når de opdagede fejltagelsen. Andre gange blev de tavse. Og enkelte gange skred de, når det gik op for dem, at Soulshock og Karlin var »whities«.

Tupac og guns
Så ringede Tupac. Mister badass hiphop himself. En af USA’s største rappere, der senere blev skudt og døde i 1996 og nu er en mytisk figur. Han ville indspille et par af Karlin og Soulshocks tracks, sagde han.

Men Carsten Schack havde godt set, hvor de skulle indspille. Det var nede i L.A.s South Central, og det var et kvarter, der ikke var til at joke med. Det turde han ikke. Ikke uden at Tupac var klar over, at de ikke var afroamerikanske producere i hvert fald.

Han var bange for at få tæsk eller det, der var værre, hvis Tupac ikke brød sig om synet af dem. Politiet ville ikke kunne hjælpe dem. De var for længst holdt op med at patruljere i området.

»As ghetto as it gets«
Carsten Schack fik sin manager Randy til at ringe og forklare, hvordan pigmentet hang sammen. Kort efter ringede Carsten Shacks telefon. Tupac var i den anden ende:

»Yo MotherFUCKER« råbte han.

»Jeg ved, hvem du fucking er! Jeg ved, du er fucking hvid! ... Jeg plejede at slæbe rundt på dine fucking pladespillere!«.

Det viste sig, at Tupac havde været roadie på ’Straight of out the Jungle’-turneen nogle år tidligere og havde stillet Carsten Schacks pladespillere op før hver koncert.

Så Soulshock og Karlin producerede et par numre for Tupac. Og arbejdet var »as ghetto as it gets«, siger Carsten Schack.

Pistolerne med i studiet
Op til 30 unge mænd og kvinder hang permanent ud i studiet. Når de kom ind, kastede de deres halvautomatiske pistoler i en bunke på et bord, smed sig ned i de sorte lædersofaer, åbnede Hennesy cognacflaskerne og tændte jointsene.

Så sad de der og kæderøg og -drak hele dagen. Indimellem hev de deres pistoler op fra bunken på bordet og lod dem snurre rundt om fingrene. Ladte.

På et tidspunkt stod Tupac i studiets vokalboks og rappede løs uden helt at finde flowet. Carsten og Kenneth sad foran mixeren, da de pludselig hørte et BRAG. Tupac begyndte at smadre vokalboksen. Kastede med stolene og mikrofonerne. Og Kenneth Karlin og Carsten Schack sad bare ...

»… og der var ingen af os, der turde sige et ord. Der var så mange guns. Men det var det miljø. Det var sgu ægte og ... no pussy shit. Men jeg var helt klart nervøs og bange. Med så mange stoffer, alkohol og våben samlet på ét sted ...«.

Eminem hjalp
Derefter begynder karrieren for alvor at glide. Kenneth Karlin og Carsten Schack arbejder med større og større kunstnere, de indspiller i Whitney Houstons treetagers studie med swimmingpool og fast kok i 1998, de arbejder med sangerinden Brandy, Mary J. Blige, med Backstreet Boys og teenagehjerteknuseren Usher.

Efter den hvide rapper Eminem begynder at vise sig, kommer der andre hvide hiphopproducere i miljøet, og pludselig er det ikke længere sådan et problem at være hvid for Carsten Schack.

Han kan endda gå tur med sin afroamerikanske kone Maxee, uden at folk nidstirrer ham.

Og så da han endelig er færdig med at kæmpe og kan nyde sin succes og den udsigt over hele Hollywood City og havet, som han står op til hver morgen, vælger han at tage tilbage til Danmark for at bedømme deltagere i ’X Factor’!

Lytte til hundredvis af teenageres fortolkninger af Whitney Houstons største hits. Hvorfor gider man det, når man har arbejdet sammen med originalen og endelig har fundet sig tilpas?

Verdens mest ensomme by
»Jeg har selv spekuleret meget over det. Men jeg tror, det er noget med, at jeg efterhånden har opnået min amerikanske drøm. Jeg har haft de hitsingler, som jeg stræbte efter. Tidligere stressede jeg over hele tiden at skulle lave det næste hit, og det gør jeg selvfølgelig også stadig ... men det er stinkende latterligt hårdt arbejde hele tiden at lave det næste hit. Og måske har det også noget at gøre med ... altså gider jeg virkelig gøre det her, når jeg er 50? Jeg er over de 40 nu og vil også gerne have tid til andre ting«.

Som måske at bo i Danmark igen engang i fremtiden. Så sønnen Nikolaj på fem år kan lære rigtigt dansk, og Carsten Schack kan komme væk fra L.A., »den mest ensomme by i verden«, som han siger.

Hvor han kan svare »I feel like shit «, når en spørger, hvordan det går, og få et »grrreeeeeat« tilbage, der vidner om, at han ikke har hørt så meget som en stavelse af, hvad Carsten Schack lige har sagt.

En ny Al Jones

»Selv om jeg har boet 17 år i USA, føler jeg mig som en dansker. Jeg er ikke blevet amerikaner. Alle mine bedste venner er stadig danskere. Jeg har været hjemme til jul i Gug alle år. Og jeg tror, at grunden til, at jeg er blevet ved med at være dansker, er, at min rejse har været så tough,« siger Carsten Schack og fortsætter.

»Jeg ved, der sidder nogen i Danmark lige nu på 12-13 år, som har det lige så svært, som jeg havde, da jeg var i den alder. Det er et eller andet helt buddhistisk. Det lyder næsten corny, men det er et eller andet med at tage tilbage og sådan hjælpe andre, der har det, ligesom jeg havde«. Han holder en kort pause. Kigger op. »Det ville være enormt fedt, hvis jeg kan få nogle til at finde sig selv lidt tidligere, end jeg gjorde«, siger han. »Jeg tænker, at det måske er min tur til at være Al Jones denne gang«.