I 1980 var der især to ting, som interesserede teenagerne i det danske punkband ADS: vampyrer og Berlin.
Som mange andre andengenerationspunkere havde de vandret i David Bowies og Iggy Pops fodspor gennem den tyske storby, og nu drømte de om selv en dag at slå sig ned i et højhus lige der på vestsiden af den store betonmur, som slangede sig gennem byen.
De var medlemmer af Dansk Vampyrsamfund og syntes, at alt, hvad der smagte en smule af blodige hjørnetænder, var ret cool. Så da de en dag så en artikel om en single, der var opkaldt efter ’Dracula’-skuespilleren Béla Lugosi og indspillet af et band, som havde stjålet deres navn fra en kunstbevægelse fra 1920’ernes Berlin, var de ikke i tvivl. Den sang måtte de have fat i.
Goth
Singlen, som de purunge punkere fra København havde udset sig, var den engelske kvartet Bauhaus’ første single, ’Béla Lugosi’s Dead’. Den havde ramt de britiske pladebutikker i august 1979, varede i ni et halvt dystre minutter og lød som intet andet af den musik, der kom ud af højttalerne på det tidspunkt.
Nuvel, de havde lånt lidt fra Bowie, de var svagt beslægtede med Joy Division, og deres karismatiske forsanger, Peter Murphy, havde ladet sig inspirere af Iggy Pops ikoniske sceneshow.
LÆS OGSÅ Guide: Tag til koncert i Guds hus
Men der var alligevel noget helt specielt over lyden af de fire fyre fra Northampton, som på rekordtid havde forvandlet sig fra fabriksmedarbejdere til rockmusikere.
Med deres dystre basgange, snerrende guitarer, tunge trommer, ekkoeffekter og tekster, der ofte havde et okkult eller mystisk skær over sig, havde Bauhaus uden helt selv at vide det lagt kimen til den musikstil, som senere skulle få navnet goth og få tusindvis af utilpassede unge til at klæde sig i sort og kalke huden kridhvid – nøjagtig som Peter Murphy gjorde, dengang ’Béla Lugosi’s Dead’ udkom.
Ikon for en generation
Gothmærkatet har klistret til Peter Murphys benede ryg lige siden Bauhaus’ gennembrud. Og selv om han de seneste 25 år både har skrevet ballader, lavet popnumre, flirtet med mellemøstlige klange og 12-strengede guitarer og været med i en ’Twilight’-film, er han stadig først og fremmest ’The Gothfather of Goth’.
Også selv om Peter Murphy, som spiller i Vega i morgen, aldrig har været meget for at vedkende sig det gigantiske harem af teenagere, som hylder det dystre, maler øjnene op med kulsort kohl og kalder sig goths.
Egentlig kom han bare med i Bauhaus, fordi hans gamle skolekammerat Daniel Ash mente, at han med sin lange, ranglede krop, sin mørke manke og sin androgyne stil havde præcis det look, som ville passe til den musik, Ash og hans venner ville lave. Der skulle ikke mere end en aften i øvelokalet til, før de kunne se, at Peter Murphy havde den ikoniske udstråling. At han til og med også kunne synge (på sin egen vrængende facon) og hjælpe med at skrive sange, var bare et plus.
Skar sig i maven
I København lykkedes det de unge punkere fra ADS at få pladebutikken Gry i Pisserenden til at bestille ’Béla Lugosi’s Dead’ hjem. Det var kærlighed ved første lyt. Og blik. I Peter Murphy fandt de nemlig det stilikon, som både kunne chokere og inspirere.
»Jeg havde en kammerat, som kom hjem fra London, med et vhs-bånd med Bauhaus-videoer, og det inspirerede mig helt vildt at se Peter Murphy optræde. Inden en koncert i Roskilde gik jeg så langt som til at skære mig selv i maven, så jeg blødte, hvorefter jeg tog en korkprop, søbede den ind i blod og malede på mine tynde ribben, ligesom Peter Murphy gjorde i en video«, fortæller forsanger i ADS Michael ’Funder’ Thorlasius, som i dag står i front for rockbandet The Joke, der inden længe er klar med en debutplade.
»Han var et stort stilikon for os. Det tvekønnede look, han legede med, passede virkelig godt til tiden. Hvis du ser på gamle billeder af punkerne på Gammeltorv, lignede vi jo alle sammen enten Peter Murphy eller Daniel Ash. Det var på grund af ham, at jeg begyndte at eksperimentere med rouge, læbestift og neglelak, når jeg gik i byen. Og det var også hans skyld, at jeg fik min mor til at strikke en hullet sweater magen til den, han havde på, når han poserede i NME«.
Folkeligt gennembrud
Mens Funder og hans venner gik rundt i København og lignede Peter Murphy, blev idolerne større og større i hjemlandet England. Det folkelige gennembrud kom i 1982, da de indspillede et cover af David Bowie-klassikeren ’Ziggy Stardust’, som i Bauhaus’ version blev smurt ind i rå guitarer og Peter Murphys snerrende vokal. Nummeret blev så stor en succes, at det nåede en 15.-plads på den britiske hitliste.
Senere samme år blev Bauhaus hyret til at spille deres debutsingle ’Béla Lugosi’s Dead’ til åbningsscenen i horrorfilmen ’The Hunger’.
Den tjans skulle snart vise sig at blive starten på enden for Bauhaus.
Kameramændene fokuserede næsten udelukkende på Peter Murphy, og da han kort tid efter sagde ja til at være model i en kampagne for den japanske elektronikgigant Maxell, var den karismatiske frontfigur for alvor havnet i den sorte bog for resten af bandmedlemmerne, som var mere end trætte af, at han stjal al opmærksomheden. I 1983 var det slut, Bauhaus gik fra hinanden.
Alle danser til Bauhaus
Det betyder dog langtfra, at verden har set det sidste til Peter Murphy. I juni udgav han sit ottende studiealbum som solist, og unge bands som The Horrors har nævnt hans numre som stærke inspirationskilder, og rundt omkring på verdens diskoteker går unge klædt, nøjagtig som han så ud i starten af 1980’erne. Uden de aner, hvad han har lavet de seneste 25 år.
Funder fra ADS er stadig lige så vild med Bauhaus, som han var dengang i starten af 1980’erne. Men de noget yngre musikere i hans nye band, The Joke, kan ikke helt forstå fascinationen.
»Hvad fanden sker der? Det går jo alt for hurtigt!, udbrød de, da jeg spillede det for dem første gang. Vores percussionspiller forlod endda øveren som et forulempet lille barn, fordi han slet ikke kunne holde det ud«.
Thomas Andreassen, der som ejer af Sex Beat Records i Studiestræde er det københavnske gothfolks foretrukne pladepusher, kan godt skrive under på, at de unge ikke helt forstår Peter Murphys musik.
»Men samtidig er Bauhaus et band, som har været relevant for mange generationer efterhånden. Og når jeg er ude og spille som dj og sætter et Bauhausnummer på, er det altså alle, som danser. Både dem på 45 og dem på 18«.
fortsæt med at læse
