Blachman: Jeg har aldrig fået en diagnose

To stegte sild med krondildsyltede perleløg ankommer og kiler en kort pause og et sjældent »øøh« ind i Thomas Blachmans væg af ord.

I syv minutter har han talt stort set uafbrudt, stirrende ind i sine gestikulerende håndflader. Nu er han fremme ved svaret på, hvordan han orker at tage endnu en sæson med X Factor.

Et voldsomt oppustet ego
»Når der sidder 2 millioner seere, kan man gå efter de unge mennesker og sige: »I kender jo ikke en skid til jer selv«. Hvorfor? Fordi mor og far heller ikke aner, hvem fanden de er. Forældrene er min generation. Den kan jeg tale til gennem deres børn«.

Vi spiser frokost på Restaurant Lumskebugten, nabo til Mærsk og Gefionspringvandet. Thomas Blachman, der af et snævert publikum er kendt som eksperimenterende musikmenneske, men af den bredere befolkning som dommer i DR's talentkonkurrence X Factor, fortæller om den indre spænding ved at være begge dele.

»Når fire burkapiger råber ud ad vinduet og siger »Hej X Factor-Blachman«, er det skønt og meget værd for mig. Men indeni har jeg et voldsomt oppustet ego. Jeg har det, som om jeg er fucking Bergman eller Carl Nielsen, der går ned ad gaden«.
X Factor er samfundstjeneste

I 90'erne markerede Thomas Blachman sig som en nyfortolker af jazz, pop og hip hop, blandt andet i samarbejde med Al Agami, Remee, Kasper Winding og Caroline Henderson. Fra 1998 til 1999 stod han bag pladeselskabet Man Rec, hvor han forsøgte at hjælpe håndplukkede talenter på vej til en karriere.

Det er det samme, han har forsøgt at gøre i X Factor, siger han. Bruge sin egen erfaring til at spotte dem, der har personlighed, og promovere dem.

LÆS OGSÅ

»Jeg evner at tage de her originaler, der har den indre kommunikation med sig selv, putte dem op på en piedestal og sige, her er et eksempel på det efterstræbelsesværdige. Der er en forpligtelse. Som bør stoppe. Nu er det også min sidste omgang. Så har jeg gjort, hvad jeg kunne«.

X Factor er samfundstjeneste for ham, siger Thomas Blachman. Han taler meget om det forstenede samfund. Hvor originaler som Simon Spies forsvinder. Hvor politikere og erhvervsfolk aldrig siger deres mening, fordi det ikke lønner sig i netværkskulturen. Hvor vi savner mening i livet, og en overflod af materialisme skal udfylde vores ensomhed.

Ordet solidaritet går igen.

Solidaritet
Thomas Blachman har været socialdemokrat hele livet, siger han. Og han har også konkrete ideer til, hvordan vi ommøblerer samfundet. Vi skal arbejde fire dage om ugen for at dele arbejdet ud til flere, og for at alle kan få en obligatorisk, livslang uddannelsesdag, hvor vi kan lære os selv at kende.

Han har forelagt Helle Thorning-Schmidt ideen. Men er aldrig gået aktivt ind i politik. Fordi det handler jo bare om at læse statskundskab og gøre vennetjenester.

»Der bliver nødt til at komme nogle mennesker med nogle svar, og det er altså ikke noget, du kan lære på en læreanstalt. Ideer, visioner, wauw, bum! Det ville jeg måske godt have været med til at ...«. Thomas Blachman afbryder sig selv.

»Helle kan jo bare ringe for fanden. Jeg kommer løbende«.

LÆS OGSÅ

Kort overvejer han tanken om et liv som ideolog. Han har en vis evne til at læse de folkelige strømninger, netop fordi han kommer fra et arbejderhjem, funderer han. Men forkaster tanken igen.

»For fanden. Hvordan skulle jeg så få tid til alle de andre ting?«.

En langt ude thriller To gange oksetatar kommer på bordet. Vi snakker om de andre ting, Blachman skal have tid til. Ansøgningen, han skal have afleveret til Filminstituttet inden nytår. Ideen er at lave en thriller. Skuespillerne har Thomas Blachman fundet på gader og stræder, mens stemmerne skal indtales af amerikanske skuespillere, og en ny og ekstremt præcis synkroniseringsteknik skal sikre illusionen. Soundtracket skal være symfonisk og abstrakt. Thomas Blachman vil ikke kun komponere, han vil instruere og skrive manus. »Det er langt ude. Sindssygt langt ude. Jeg har måttet skille mig af med en producer undervejs, der ikke troede på det«, siger Blachman, der forsikrer, at resultatet nok skal komme til at minde om en film. LÆS OGSÅOg sådan er der mange ideer på lager. »Jeg er fyldt op med dem. Ord, fortællinger og kompositioner myldrer inden i mig, og jeg skal bruge de næste 30 år på at få dem ud. Jeg har altid forsøgt at gøre det, der ikke var gjort før«, siger Blachman. Efter nytår rykker han med familien til Berlin i et halvt år. Børnene på fem og ti skal gå i international skole. Overladt til abstraktionen Selv var Thomas Blachman en katastrofe i skolen. Han var ordblind og lavede aldrig lektier. Gik på syv-otte forskellige skoler, indtil han kom på Bernadotteskolen, hvor de anbefalede ham at spille musik. I musikken vendte han ordblindheden til en fordel. »Jeg har været overladt til abstraktionen, når bogstaverne i en tekst løsriver sig fra hinanden, og nye ord opstår; sindssygt mange på hver enkelt linje. Jeg associerer hurtigt, og det har gjort, at jeg blev jazzmusiker og færdes med stor tryghed i et irrelevant, abstrakt rum«. Kæmper med strukturen

Du har ikke haft problemer med at improvisere. Men har du savnet struktur?»Helt vildt. Jeg har aldrig fået en ADHD-diagnose. Eller autisme, eller noget. Men jeg kæmper med disciplinen«, svarer han. LÆS OGSÅ »Det er nok også en del af forklaringen på, at jeg tit bliver træt af ideer, så snart jeg har fået dem. Bare jeg har set den for mig, er den næsten realiseret. Systematikken er det hårde arbejde. At gøre tingene færdige«, siger Blachman, der har tre-fire plader liggende, som bare mangler at blive udgivet, men som han allerede er træt af. Vi tager en kop kaffe, selv om Thomas Blachman er forsinket til sin næste aftale. Så skal han også af sted. Som vi rejser os og går, siger han til mig: »Undskyld al snakken. Du skal jo for helvede skrive om det her«. FACEBOOK