0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Blachman: Jeg har aldrig fået en diagnose

Thomas Blachman kæmper for at holde styr på sit kaotiske tankeunivers op til en ny sæson X Factor.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
 THOMAS BORBERG (arkiv)
Foto: THOMAS BORBERG (arkiv)

Genganger. Fra 1. januar skal Thomas Blachman være dommer i talentkonkurrencen X Factor på DR 1 for fjerde gang.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

To stegte sild med krondildsyltede perleløg ankommer og kiler en kort pause og et sjældent »øøh« ind i Thomas Blachmans væg af ord.

I syv minutter har han talt stort set uafbrudt, stirrende ind i sine gestikulerende håndflader. Nu er han fremme ved svaret på, hvordan han orker at tage endnu en sæson med X Factor.

Et voldsomt oppustet ego
»Når der sidder 2 millioner seere, kan man gå efter de unge mennesker og sige: »I kender jo ikke en skid til jer selv«. Hvorfor? Fordi mor og far heller ikke aner, hvem fanden de er. Forældrene er min generation. Den kan jeg tale til gennem deres børn«.

Vi spiser frokost på Restaurant Lumskebugten, nabo til Mærsk og Gefionspringvandet. Thomas Blachman, der af et snævert publikum er kendt som eksperimenterende musikmenneske, men af den bredere befolkning som dommer i DR's talentkonkurrence X Factor, fortæller om den indre spænding ved at være begge dele.

»Når fire burkapiger råber ud ad vinduet og siger »Hej X Factor-Blachman«, er det skønt og meget værd for mig. Men indeni har jeg et voldsomt oppustet ego. Jeg har det, som om jeg er fucking Bergman eller Carl Nielsen, der går ned ad gaden«.
X Factor er samfundstjeneste

I 90'erne markerede Thomas Blachman sig som en nyfortolker af jazz, pop og hip hop, blandt andet i samarbejde med Al Agami, Remee, Kasper Winding og Caroline Henderson. Fra 1998 til 1999 stod han bag pladeselskabet Man Rec, hvor han forsøgte at hjælpe håndplukkede talenter på vej til en karriere.

Det er det samme, han har forsøgt at gøre i X Factor, siger han. Bruge sin egen erfaring til at spotte dem, der har personlighed, og promovere dem.

LÆS OGSÅ

»Jeg evner at tage de her originaler, der har den indre kommunikation med sig selv, putte dem op på en piedestal og sige, her er et eksempel på det efterstræbelsesværdige. Der er en forpligtelse. Som bør stoppe. Nu er det også min sidste omgang. Så har jeg gjort, hvad jeg kunne«.

X Factor er samfundstjeneste for ham, siger Thomas Blachman. Han taler meget om det forstenede samfund. Hvor originaler som Simon Spies forsvinder. Hvor politikere og erhvervsfolk aldrig siger deres mening, fordi det ikke lønner sig i netværkskulturen. Hvor vi savner mening i livet, og en overflod af materialisme skal udfylde vores ensomhed.

Ordet solidaritet går igen.

Solidaritet
Thomas Blachman har været socialdemokrat hele livet, siger han. Og han har også konkrete ideer til, hvordan vi ommøblerer samfundet. Vi skal arbejde fire dage om ugen for at dele arbejdet ud til flere, og for at alle kan få en obligatorisk, livslang uddannelsesdag, hvor vi kan lære os selv at kende.

Han har forelagt Helle Thorning-Schmidt ideen. Men er aldrig gået aktivt ind i politik. Fordi det handler jo bare om at læse statskundskab og gøre vennetjenester.

»Der bliver nødt til at komme nogle mennesker med nogle svar, og det er altså ikke noget, du kan lære på en læreanstalt. Ideer, visioner, wauw, bum! Det ville jeg måske godt have været med til at ...«. Thomas Blachman afbryder sig selv.

»Helle kan jo bare ringe for fanden. Jeg kommer løbende«.

LÆS OGSÅ

Kort overvejer han tanken om et liv som ideolog. Han har en vis evne til at læse de folkelige strømninger, netop fordi han kommer fra et arbejderhjem, funderer han. Men forkaster tanken igen.

»For fanden. Hvordan skulle jeg så få tid til alle de andre ting?«.

Du har ikke haft problemer med at improvisere. Men har du savnet struktur?»Helt vildt. Jeg har aldrig fået en ADHD-diagnose. Eller autisme, eller noget. Men jeg kæmper med disciplinen«, svarer han. LÆS OGSÅ »Det er nok også en del af forklaringen på, at jeg tit bliver træt af ideer, så snart jeg har fået dem. Bare jeg har set den for mig, er den næsten realiseret. Systematikken er det hårde arbejde. At gøre tingene færdige«, siger Blachman, der har tre-fire plader liggende, som bare mangler at blive udgivet, men som han allerede er træt af. Vi tager en kop kaffe, selv om Thomas Blachman er forsinket til sin næste aftale. Så skal han også af sted. Som vi rejser os og går, siger han til mig: »Undskyld al snakken. Du skal jo for helvede skrive om det her«. FACEBOOK











Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter