En republik i Norge. Sådan kalder folk fra Bergen selv deres hjemby. Når natten sortner over de små, pastelfarvede træhytter, og regnen siler ned udenfor, samler byens unge sig i klubberne og fester.
Og på et tidspunkt i løbet af aftenen stemmer de alle sammen i:
»Bergen ud af Norge! Bergen ud af Norge! Bergen ud af Norge!«.
Regnfuld rugekasse
For Bergen kan klare sig selv, mener de. I hvert fald musikalsk. Sådan har det egentlig været længe. Den regnfulde by mod nord har siden begyndelsen af 00’erne været kendt som en rugekasse for den mere alternative del af det norske musikmiljø, og verdensstjerner som Röyksopp, Kings of Convenience og Sondre Lerche har startet deres musikalske karrierer på klubberne i den regnfulde by mod nord.
Men det er alligevel, som om Bergen har gjort ekstra meget væsen af sig det seneste år. Da norsk P3’s pris for nye navne, Årets Urørt, skulle uddeles i begyndelsen af 2009, var syv ud af ti finalister fra Bergen, og nu, et år senere, har det nye kuld fået først hjemlandet, siden resten af Skandinavien til for alvor at rette øjne og ører mod Norges næststørste by.
Kvalitetsstempel
Og den nye bølge af Bergen-bands er om muligt endnu mere stolte af deres ophav end forgængerne. I årevis har der været tradition for, at norske bands sang på engelsk, men nu synger de unge opkomlinge på en Bergen-dialekt så tyk, at det langt fra er alle nordmænd, der forstår dem. Alligevel lytter flere og flere med.
»Vi er en samling vældig sære mennesker heroppe«, konstaterer Marius Bembo, der sammen med fire barndomsvenner i sommeren 2009 søsatte festivalen Alle til Loddefjord med lokale bands fra den Bergen-forstad, hvor de selv er vokset op.
»Vi er kendt i hele Norge for at være ret selvsikre, og vi er ekstremt stolte af vores by – det er næsten på grænsen til det pinlige. Men lige nu er det et kvalitetsstempel at komme fra Bergen«, siger Bembo.
Festivalen blev en stor succes og var med til at rette fokus på en bydel, som før ellers mest var kendt for sin trøstesløshed.
Bergens fattigste kvarter
Loddefjord er nemlig en forstad af den slags, hvor kedsomheden ulmer mellem de endeløse blokke af grå beton, og kriminalitetsraten er ikke så lidt højere end i resten af landet. Her bor Bergens fattigste.
Her flyder stofferne og alkoholen. Her har børnene indlæringsvanskeligheder. Og her bor alle indvandrerne.
»Hvad sker der, hvis du smider en bombe over Pakistan? Ingenting. For alle pakistanerne bor alligevel i Loddefjord«, lyder en af de mange grovkornede vittigheder om bydelen.
Rendestenspoeten fra Loddefjord
Ikke desto mindre, eller måske netop derfor, er det Loddefjord, som har opfostret nogle af tidens mest interessante talenter på den norske musikscene. Der er den unge rapper Lars Vaular. Der er det brogede rockband Fjorden Baby!.
Og så er der John Olav Nilsen, som på ganske kort tid er gået fra at være blokkens ultimative ballademager til nu, sammen med sit orkester, Gjengen, at toppe hitlisterne og forføre anmelderne med den energiske og slingrende blanding af rock, soul, pop og punk, som han selv kalder for gadepop.
Nu er resten af Skandinavien også ved at forelske sig i rendestenspoeten fra Loddefjord, der først for alvor begyndte at spille musik, da han for et par år siden blev kørt ned af en lastbil og brugte sine erstatningskroner på en guitar.
I januar kastede Politikens anmelder Erik Jensen fem hjerter og en masse rosende adjektiver efter John Olav Nilsen & Gjengen, da debutpladen ’For sant til at være godt’ udkom i Danmark.
LÆS ARTIKEL
Historien om John Olav Nilsen er på mange måder en outsiderhistorie. Som barn og ung i Loddefjord var han konge af gaden. Det var ham, der lærte indvandrerungerne deres første bandeord på norsk.
Ham, som fik at vide af lærerne, at han burde blive taxachauffør, fordi de ikke kunne se nogen anden fremtid i ham. Ham, der indtil for ganske nylig var berømt og berygtet i Bergens natteliv som en slagsbror med rom i blodet og blod på læben.
Spillestedet Garage var endda gået så langt som til at give ham karantæne. Lige indtil han udgav en plade og pludselig kunne fylde stedet med skrigende fans.
5071 for altid!
I øjeblikket bor John Olav Nilsen i en lejet lejlighed i Bergen. Men hans fødder er stadig solidt plantet mellem Loddefjords betonblokke. På hans underarm er bydelens postnummer, 5071, tatoveret med store, sorte tal, og livet i barndomskvarteret er omdrejningspunkt i hans tekster.
»Eg gjør et par ting eg må, som å knuse flasker på fortauskanter, det nærmeste du kommer diamanter«, synger han i ’Diamanter og kirsebær’.
For John Olav Nilsen opstår charmen ved Loddefjord netop i at se det smukke i det trøstesløse. Som han siger, da IBYEN fanger ham på mobilen fra Bergen:
»Bergen er måske nok smuk for øjet. Men Loddefjord er smuk for hjertet«.
Synger på dialekt
Netop følelsen af konstant at være i opposition til den etablerede omverden er også kendetegnende for musikmiljøet i selve Bergen, mener John Olav Nilsen.
»I og med at den norske musikbranche ligger i Oslo, er der en slags modkultur her i Bergen. Her gør vi, hvad vi vil, og vi gider ikke tilpasse os branchen. Der er en stor frihed«.
Bergen er altså på mange måder den trodsige lillebror, som konsekvent gør det modsatte af storebror. Det kan for eksempel godt være, at musikbranchen i Oslo lige nu dikterer engelske tekster og international attitude.
Men i Bergen synger de altså på dialekt.
»Vi kommer aldrig til at synge på engelsk!«, fastslår rapperen Lars Vaular, som af mange spås til at blive det næste store navn i Norge. Og hans gamle ven fra blokken, John Olav Nilsen, er enig.
»Jeg skriver om ting, der betyder noget for mig, og det kan jeg kun gøre på mit eget sprog«.
Duo i træningsdragter
Det er ikke første gang, Bergen har markeret sig i den norske musikbranche. I starten af 00’erne var byens elektroniske scene toneangivende i både Norge og Skandinavien med Datarock i spidsen.
Siden debuten i 2005 er det blevet til over 600 koncerter verden over for duoen i de røde retro-træningsdragter. Modsat den nye bølge af Bergen-bands har Datarock og deres generation af musikere aldrig overvejet at synge på modersmålet.
Deres musik er simpelthen for smal til en karriere i Norge, fortæller den ene halvdel af Datarock, Fredrik Saroea. Men selv om den internationale scene fra starten var en del af gamet for Datarock, er gruppens attitude stadig umiskendeligt Bergen.
Uprætentiøse Bergen
»For mig er Bergen meget uprætentiøs. Man tager ikke tingene så højtideligt. Det synes jeg, at man kan mærke i vores musik og vores kreativitet«, siger han.
Og hvor kommer al den kreativitet så fra? Lars Vaular, Fredrik Saroea og John Olav Nilsen mener selv, at byens størrelse spiller en vis rolle. Med blot 250.000 indbyggere er der ikke rigtig noget, der hedder subkulturer i Bergen.
Gangsterrappere hænger ud med death metal-folk, og indiedrenge danser med ska-piger. Det er godt for musikken, mener Lars Vaular.
På tværs af genrerne
»I en lille by som Bergen er det naturligt at blande sig på tværs af genrerne, og det giver en vældig varieret scene med mange forskellige strømninger. Sådan nogle som mig og John Olav Nilsen kommer ikke fra bestemte miljøer – vi har altid hængt ud med hinanden, selv om vi laver meget forskellig musik«.
Datarock er et godt eksempel på et Bergen-band, der ikke lader sig hæmme af genrer. Både Saroea og hans makker Ketil Mosnes var en del af byens punk og metal-scene, inden de gik sammen om at lave dansevenlig elektrorock.
»Selv om vi har en international lyd, mikser vi stadig genrerne på kryds og tværs, og det er meget typisk for Bergen«, mener Fredrik Saroea.
Regnen skaber kreativitet
Og så er der det tunge tæppe af regnskyer, som hærger Bergen mere end nogen anden by i verden. Faktisk har Bergen gennemsnitligt 235 regnvejrsdage om året – 2.250 millimeter vand drypper hvert år ned over byens indbyggere.
Deprimerende måske. Men godt for det musikalske miljø, mener Marius Bembo.
»Jeg tror helt sikkert, at regnen er en af grundene til, at der bliver lavet så meget god musik her. Fra september til marts øser det jo ned! Og så må vi finde på noget at lave, der kan holde os tørre«.
fortsæt med at læse
