Det er ikke normalt et spørgsmål, der gør væsen af sig. »Vil I have noget at drikke?«. Vi sidder i et mødelokale i det danske hovedsæde for læskedrikken Red Bull, hvor hvert rum har sit eget køleskab, alle med samme indhold. Rækker af blåligt lysende, sølvfarvede dåser bag glaslågen. Og her føles spørgsmålet akavet. LÆS OGSÅTænketank: Komponister skal se musik som en vare Hvis man beder om en kop kaffe, er man så uforskammet? Hvis man takker ja til en Red Bull, er man så allieret - eller har man stadig sin uafhængighed i behold, mens ganen smager sødt og der går et sus af koffein rundt i kroppen?
Kvit og frit Lignende overvejelser gør musikeren Mike Sheridan sig, bare på et lidt andet plan. Han sidder i et studie på etagen over mødelokalet, som vi og Red Bulls folk netop har forladt. Det 21-årige elektroniske vidunderbarn er den første, der har fået lov at indspille i det nybyggede Red Bull Studio Copenhagen. Kvit og frit og med en studiemanager, to lydteknikere, frokostordning og en lærling, der henter te. Red Bull-studiet er en del af virksomhedens massive støtte til musik, især den elektroniske verden, hvor Mike Sheridan hører hjemme. Her vil ny musik komme til verden, mens marketingfolkene på etagen nedenunder regner på, hvordan de kan få mest mulig omtale ud af den. LÆS OGSÅSodavandstyren støtter undergrundsmusikken helhjertet Men hvad gør det ved musikkulturen, når en multinational virksomhed er vært for et gilde, som pladebranchen tidligere betalte - for at styrke virksomhedens omdømme og i sidste ende salget af sølvfarvede dåser? Mike Sheridan trækker på skulderen ad de store sorte tyre, der stanger mod hinanden på studiets vægge. »Hvis du kommer i et hvilket som helst studie af denne her størrelse, vil der altid være et logo på væggen, Sun Studios eller Sterling Sounds logo - her er det så bare Red Bulls«.
Ikke sponsorat, men samarbejde I tre uger er han kongen af mixerpulten og resten af det milliondyre udstyr på loftet over det glamourøse hovedkvarter i København, hvor væggene er guldfarvede, og en halv bil, en rigtig halv bil, praler om formel 1-sejre i receptionen. Trappen op til studiet begynder lige ved siden af receptionen, og over døren lyser en rød lampe, når der er musikere i gang med at optage. De høje, nærmest sfæriske lyde, der skærer sig ud af studiets højttalere lige nu, er imidlertid mindre polerede end indretningen. »Jeg arbejder lidt ekstremt med lyden, for her i studiet kan jeg endelig gøre en masse ting, jeg har drømt om at gøre meget længe«, siger Mike Sheridan, mens han prøver at overdøve noget, der for det utrænede øre lyder lidt som en indisk sitar eller en sav. Eller en fugl, måske endda en slags måge.

Red Bull kalder selv sit engagement i musikverdenen for 'samarbejder' og 'støtte'. Ikke for 'sponsorater'. Men sådan behøver resten af verden ikke at veje deres ord på en sølvvægt, og Mikkel West, som står bag musikfestivalen Phono i Odense, kalder altså virksomhedens andet musikprojekt, Red Bull Music Academy, for festivalens sponsor. Han oplevede, at Red Bull gik ind i samarbejdet på en meget strategisk måde, hvor de ønskede at blive forbundet med festivalens kulturelle værdier i stedet for at overdøve festivalen med logoer: »Jamen, vi fik sponsorpenge, mod at de måtte interviewe nogle af festivalens optrædende kunstnere foran vores publikum. Hvor ølfirmaer og andre sponsorer typisk tænker: Okay, vi giver nogle penge, hvor mange logoer får vi for dem? Der tænker Red Bull Music Academy mere: Hvilken betydning har det for os, at vi bliver knyttet til den her festival«? Tilbage til guldalderen? I studiet i København stikker saxofonisten Lars Greve hovedet ind og får et »tak for musikken, det var super« for dagens anstrengelser på saxofon, tenorsax, basklarinet og klarinet. I dag er indspilningsperiodens travleste dag. Mike Sheridans tre uger i Red Bull-studiet skulle gerne ende som et kommende album. »Normalt er det her jo slet ikke noget, sådan en som mig har råd til, fordi jeg er så vækstlagsagtig i musikbranchen. Det er kun større artister, der sælger mere end mig, som har råd til at booke sig ind sådan nogle steder«. Tidligere var musikere snildt i studiet i måneder i træk, når de skulle indspille en plade, med alt betalt af pladeselskabet. Det var i de store studiers guldalder. LÆS OGSÅEksperter: Baumgartner-stunt er fremtidens markedsføring I dag mangler branchen penge, og desuden kan alle med en mikrofon, en computer og et stykke software indspille musik derhjemme. Sådan er Mike Sheridan også vant til at arbejde, og derfor er det »svedigt« for ham at råde over et professionelt studie, hvor de specialbyggede døre lukker enhver uønsket lyd ude, ikke som derhjemme, hvor man kan høre på en indspilning, hvis der kører en bil forbi i mørket udenfor. Et valdhorn toner ud af højttalerne, som lyden af noget gammelt hen over de elektroniske lydflader. Imens danser Mike Sheridans fingre hen over de mange hundrede små knapper. I røde, grønne og gule farver ligner knapperne små glade urskiver, man kan skrue tiden tilbage på. Red Bull-land t/r Eller fremad? For mens Mike Sheridans tilstedeværelse i et studie i tre uger peger tilbage på en tid, hvor der var anderledes penge i branchen, peger opholdet også mod fremtiden. Fabian Holt, der forsker i musik og kommercielle interesser på Roskilde Universitet, siger, at krisen i pladebranchen har gjort det acceptabelt, at musikere lever af reklamer og sponsorater.