Ørepropperne var undtagelsesvis gratis i Vega torsdag aften, hvor de små pakker lå i glasskåle rundt omkring som påmindelser om, at der var noget stort – og højt – i vente.
Det var også et scoop. My Bloody Valentine er de fire irere bag en af rockhistoriens mest elskede kultrockplader, det lyserøde støjrockmesterværk ’Loveless’ fra 1991, som tidligere på året endelig blev fulgt op af bandets tredje album ’m b v’, der udkom i februar. 22 år var det gået.
LÆS OGSÅ Støjpoppens legender vender tilbage til Danmark
Men tid er ikke noget, der betyder alverden i My Bloody Valentines hypnotisk drømmende univers, der beror på lige dele poetisk og infernalsk støj.
For mange backtracks
Alligevel var det svært ikke at sende tidens tand en tanke under koncerten i Vega. Ikke fordi musikken lød forkert.
Men fordi det i sagens natur ikke er helt ligetil at kanalisere en 22 år gammel plade, der kostede en kvart million pund at perfektionere lyden af, og som formentlig ville kræve hundredvis af nøjsommeligt klimprende guitarister for at få den helt rigtige stemning forløst.
Noget gruppens lydmaestro Kevin Shields havde onduleret ved at bruge lidt ærgerlige mængder af præinspillede backtracks.
Det var formentlig i mangel af bedre. Men sammen med de skurrende liveguitarer var det uheldigvis med til at drukne de i forvejen lavt miksede vokaler, som kun i passager flød lyksaligt sammen med guitarstøjen.
Og det var en skam, for især sangerinden Bilinda Butcher lød helt vidunderlig. Når man altså kunne høre hende.
Men der var øjeblikke af stor, stor skønhed af mere eller mindre brutal karakter. Som den herligt aggressive libidoduet ’Feed Me With Your Kiss’, den afsluttende ’You Made Me Realise’ og en helt eminent udgave af ’Only Tomorrow’, hvor stenstøtten Butcher sang så blødt og blidt, at det var en fryd.
Smertefuldt og dragende
Modsat slingrede den ellers fremragende ’Only Shallow’ sig beskidt og klodset af sted, og var omtrent ligeså elegant eksekveret som Svanens Død fremført af en døddrukken ballerina med en kampvægt på 200 kg.
LÆS OGSÅ Ikonisk band bryder 22 års tavshed
Det var som at få lavet en rodbehandling på ens egen nostalgi. Smertefuldt, absolut. Og samtidig sært dragende.
Men herefter blev der længere imellem musikkens svimlende tinder. Først kløjedes Shields i introen til den majestætiske ’Come in Alone’, der måtte tages om. Hvorefter det gik helt galt på den hårdt rockende ’Thorn’.
Fire forsøg skulle der til, før Shields var så tilfreds, at han ikke standsede sangen, efter den var gået i gang, fordi lyden angiveligt var »forfærdelig falsk«, og i øvrigt heller ikke højt nok.
»Det lød af lort, gjorde det ikke?«, spurgte han bagefter. Det gjorde det egentlig ikke. Værre var det at se på.
Men Shields’ divafornemmelser gav også en følelse af at få en ekstra tur i Tivolis rutsjebane.
Et bonustrip ind i Kevin Shields’ hyperperfektionistiske verden, der mest af alt slog fast, at det måske ikke var så underligt endda, at manden endte med at bruge 22 år på at færdiggøre sin seneste plade.
fortsæt med at læse
