Kasper Eistrup står på et ben. Hans øjne er lukkede. Håret er gemt væk under den lille sorte hue, der er rullet op over ørerne. Hænderne slår taktfast mod lårene i de slidte cowboybukser. Det er fredag aften i sidste uge, klokken er 20.58. Et par meter fra Kasper Eistrup, bag et sort forhæng, sidder publikum. Hans band Kashmir skal optræde live til prisshowet P3 Guld med et nummer fra deres nye album. Om 2 minutter skal de ind på scenen. Rundt omkring Kasper Eistrup står folk og snakker. Griner. En scenearbejder går rundt i en Kashmir-T-shirt med et billede af Eistrup med fuldskæg. ’Full Beard’ står der på det. Kasper Eistrup ser det ikke. Han kigger ned i gulvet. Lægger næsten ikke mærke til sit højre ben, der kører rundt i luften. Sådan gør han tit. Prøver at føre nervøsiteten ud af kroppen og få styr på balancen, inden han går ind på scenen.
Først hæver han benet et par centimeter fra det skinnende metalgulv. Ryster den brune ruskindsstøvle svagt. Så strækker han det bagud. Skøjter benet op i luften i en 90 graders bue. Sætter det forsigtigt ned igen. Han sænker hovedet, lader øjnene følge gulvet. Løfter det sorte bagtæppe til side og træder ind på scenen. Han har guitaren i hænderne. Bandet bag sig. Publikum foran. »Kongen af klynkerock« Billedet af musikeren Kasper Eistrup stående på en scene ville ikke være så specielt, hvis det ikke var, fordi det lå hjemme i skuffen hos hans forældre.
