Klokken slår, tiden går og Kashmir lunter med.
Langsomt og modvilligt, men dog med faste skridt. For turen er trods alt stille og smuk på en måde, der giver god plads til ro og den melankolske resignation, man kan dyrke i eftertankens ensomme bed.
Næsten fem år er gået siden den danske sværvægter besøgte ’No Balance Palace’ efter amerikansk inspiration.
I mellemtiden er besætningen på Kashmir ikke blevet mere muntre og skuden har vel næppe fået fartbøder af det omkringsejlende politikorps på de syv verdenshave.
Sejladsen ruller roligt over tidens dønninger og den 19 år gamle gruppes fans kan roligt se frem til at boltre sig i smult kølvand uden pludselige dybder, uventet understrøm, varme kilder, isbjerge eller andre overraskelser.
Hvilket selvfølgelig for alle andre er det altoverskyggende problem på et ellers velproduceret, superbt spillet, vellydende og homogent album.
Efterlyser noget konsekvens og livslyst
At dømme efter titlen betragter Kashmir sig åbenbart som indtrængende forstyrrer af tidens gang, verdens dårskab og tilværelsens tomhed.
Sandt er det, at ’Trespassers’ bærer billeder og ekkoer af sig fra de væsensforskellige steder, hvor pladen er blevet til. Sveriges endeløse skove, Spaniens endeløst brændende sletter og New Yorks endeløse gader er rammerne om sangskrivning og indspilning.
Det er også steder, hvor man let kan man miste både orienteringen, sig selv og overblikket.
Og sidde tilbage med en bøn om at opløse tidens ligegyldige strøm af tomgang og løs snak som i den fine åbner, singlen ’Mouthful Of Wasps’. Over livlige tangenter, akustiske og elektriske guitarer, et marcherende beat og en ligefrem melodi efterlyser Kasper Eistrup noget konsekvens og livslyst:
»Show me that it’s easy/ say that you’re in need of me/ don’t talk of the costs/ with a mouthful of wasps/ time to let them all fly up in the sky«.
Melankolien males ud
Det er ønsket om mere nærvær og nærhed bag flommen af tomme ord mellem elskende, mellem venner, medmennesker og i medierne, der er den samlende legering på ’Trespassers’.
Ironisk nok kan man selvfølgelig indvende, at det ville være rart, hvis Kashmir selv havde efterlevet ønsket og sprængt rammerne noget mere.
Allerede i anden sang, ’Intruder’, synes sikkerheden og den melodiske inerti at sætte sig. Vi kører videre på nogenlunde samme formel som i første skæring, om end en anelse langsommere. Fra de mørke svenske skove, hvor Kasper Eistrup indledte den ensomme kamp med sangskrivningen i en hytte, kommer endnu en opfordring om at kaste sig ud i livet:
»Trees of autumn fire/ yellow brown and red/ sinking in the mire/ bowing down their heads/ whispering that all things seizes to exist«, lyder første linje. Smukt og fint, men frem for alt stabilt.
Også på ’Mantaray’ har Kashmir sikkert greb om sang og virkemidler. Men i det konstant lækre lydbillede udspiller lag på lag af instrumenter sig med den fornemt afstemte perfektionisme, bandet efterhånden mestrer fuldkommen.
Melankolien males ud over melodien, der sendes til himmels af langstrakte guitarhalse. Men vi kommer desværre aldrig helt derop, hvor britiske Muse flyver rundt i disse år. Dertil sker der simpelthen for lidt i Kashmirs kompositioner.
Eistrup er bedre end nogensinde
På ’Pallas Anthena’, en lille bøn om ubetinget kærlighed, brydes murene endelig ned af et lille eksperiment med den omsiggribende autotuner, der heller ikke her gør meget andet at øge tåge og distance. ’Still Boy’ er endnu en roligt rullende sang i midttempo om den stillestående dreng, man nok roligt kan udstyre med fornavnet Kasper.
For tekstforfatteren Eistrup er bedre end nogensinde på dette album. I det buldrende omkvæd synger han: »Still boy hold his breath/ ’till something appears/ all dumb all deaf all turned over/ to the wolves«.
Den hyldest til New York, et hvert rockband med respekt for sig selv skal levere, kalder Kashmir ’Bewildered In The City’ og den er formfuldendt og fin i de første tre minutters tid.
Men efterhånden som de 6 minutter og 31 sekunder triller af sted uden berettigelse i musikken, begynder man at undre sig over om Kasper Eistrup taler af personlig erfaring, når han med klagende stemme synger til storbyen: »you’re the end of everything real«.
Mod afslutningen gør ’Pursuit Of Happiness’, ’Time Has Desserted Us’ eller det afrundende, lige så storladne som selvoptagne ’Indian That Dwells Inside This Chest’ ikke noget for at ændre på helhedsindtrykket.
Skønheden breder sig som rim på vinternøgne grene på den lille skønne symfoni, ’Danger Bear’. Men man venter forgæves midt i al den forfrosne idyl på, at Spiderman eller den farlige bjørn virkelig skal bryde isen og få noget uventet til at ske.
En tung overdosis af kedsomhed
Smukke beskrivelser af klokkens konsekvensløse slag i en ligeglad verden, af uundgåelige afskeder på alle planer og »fravær, fravær, fravær«, som Peter A.G. Nielsen engang udtrykte det.
Men så perfekt pakket ind, at Kashmirs rutinerede emotionalitet kommer til at repræsentere den samme overflade, selv om Kasper Eistrup vrider stemmebåndene for at lyde så blødende følsom som muligt.
På ’No Balance Palace’ afsøgte Kashmir nyt terræn og nye veje. På ’Trespassers’ har bandet i den grad fundet sig selv og sit eget udtryk igen, at vi ender med en tung overdosis.
Selv om guderne skal vide, at der er god grund til tristesse og melankoli i denne verden, ændrer man næppe på det med lumsk kedsomhed, pakket ind i perfekt musikalsk gavepapir.
fortsæt med at læse
