Hun havde det, som om hun levede sit liv under vand. Dernede, hvor det var svært at bevæge sig. Dernede, hvor det er umuligt at trække vejret. Dernede, hvor man ikke kan kende den ene stemme fra den anden, og musikken bliver ligegyldig. Irriterende nærmest.
Neko Case var deprimeret. I løbet af fem år var hendes nærmeste familie visnet væk. Først mistede hun sin bedstemor. Så døde hendes mor. Og til sidst havde hun heller ikke sin far længere. Og nu stod hun på sit landsted i Vermont og havde det ad helvede til.
Hun stod op om morgenen, red på sine heste, skrev nogle ord ned og spillede nogle akkorder hver eneste dag. Men leve gjorde hun ikke rigtig.
Og musikken, som havde fyldt så meget i hendes liv, siden hun som teenager begyndte at hamre på trommer for lokale punkbands, gav hende pludselig kvalme.
Gnisten der forsvandt
»Jeg kunne ikke lytte til musik i den periode. Især musik med sang irriterede mig. Det var for meget for mig. Jeg kunne ikke rumme det«, fortæller Neko Case i telefonen en torsdag aften.
»Jeg arbejder altid, og det holdt jeg ikke op med, fordi jeg havde det dårligt. Men jeg var ikke særlig meget til stede, når jeg skrev sange. Jeg gjorde det bare, lagde dem fra mig og vendte så tilbage til dem igen. Uden rigtig at kunne huske, hvad jeg havde lavet og hvorfor. Det var en ret forvirrende måde at arbejde på. Og der var da øjeblikke, hvor jeg tænkte: Hvad fanden skal det her blive til?«.
Sangene fra mørket blev til en plade. Den anmelderroste ’The Worse Things Get, The Harder I Fight, The Harder I Fight, The More I Love You’ udkom i september og er Neko Cases mest personlige album til dato.
Siden den 43-årige amerikanske sanger og sangskriver med den på én gang yndige og kraftfulde stemme i 1997 debuterede som soloartist med sin helt egen version af americana på solodebuten ’The Virginian’, har hun ellers mest været kendt for at bygge sine sange op som små poetiske historier – om dyr, om naturen, om andre mennesker.
Men på sit seneste album synger hun nærmest udelukkende om sig selv og om de dødsfald, som i en periode tvang hende i knæ.
Der er f.eks. depressionshymnen ’Night Still Comes’ om de dage, hvor intet føles rigtigt. ‘Where Did I Leave That Fire?« om at miste livsgnisten. Og ’Nearly Midnight, Honolulu’, hvor hun gennem en øjenvidneberetning om en lille pige, som får skældud af sin mor, bearbejder sit eget forhold til sine afdøde forældre.
»Nå, nu er de sgu også røget«
Neko Case blev undfanget i Virginia i slutningen af 1960’erne af en teenagemor og en lige så ung far, som netop var vendt hjem efter at have kæmpet for Amerika i Vietnam.
Det var aldrig meningen, at de skulle have haft et barn så tidligt – eller med hinanden. Havde Neko Cases far ikke været kristen, var hun endt som en abort.
Men hun blev født og voksede op som en klods om benet på de alt for unge forældre, der gik fra hinanden, da datteren netop var begyndt at gå i skole.
Neko Case flyttede sammen med sin mor og hendes nye kæreste og nåede at bo i Western Massachusetts, Vermont, Oregon og Washington, inden hun som 15-årig flyttede hjemmefra.
Det var hos sin bedstemor, Neko Case fandt ro. Forældrene var hun aldrig tæt på. Alligevel slog det hende helt ud, da hun mistede først den ene, så den anden.
»Først troede jeg ikke, at det ville påvirke mig, at de var væk. Jeg tænkte bare: Nå, nu er de sgu også røget! Ses senere, mor og far! Men efterhånden gik det op for mig, at det altid betyder noget, når ens forældre dør, uanset hvor dårligt et forhold man har til dem. Det gjorde mig voldsomt deprimeret, at de pludselig ikke var der mere. Og jeg fandt ud af, at hvis jeg ikke begyndte at tænke på dem, ville jeg nok være deprimeret resten af mit liv«.
Som en kop kaffe
Den erkendelse kom der efterhånden nogle sange ud af.
Men selv om ’The Worse Things Get, The Harder I Fight, The Harder I Fight, The More I Love You’ er en plade, som tager udgangspunkt i en personlig tragedie, fik sangskrivningen aldrig en terapeutisk virkning for Neko Case.
»Nej, det var mere noget, jeg gjorde på trods. Jeg tror ikke, at det var dårligt for mig at skrive sange, men det havde ikke en udrensende effekt som sådan«, siger hun og tilføjer, at det, der derimod hjalp hende videre, var modet til at slippe kontrollen og acceptere, at hun havde det skidt.
»I starten gjorde jeg alt for at tvinge mig selv ud af depressionen. Men på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg var nødt til bare at leve i det. Og at boblen nok skulle briste en dag«.
Det gjorde den. Efterhånden forelskede Neko Case sig i livet igen. Og i musikken.
Ragtime som redning
Det skyldtes især ragtimen – den afroamerikanske klavermusik, som voksede frem i de sortes USA i slutningen af 1800-tallet og blev større og større de følgende tre årtier.
De livlige toner hjalp Neko Case over den kvalme, hun ellers havde følt ved musik. Faktisk blev hun så glad for ragtimemusikken, at hun opkaldte et nummer efter den på sin nye plade. Som en slags happy ending på en hård periode og en plade, der bearbejder den.
»Jeg kan huske, at jeg sad i studiet med nogle af mine venner en dag, og en af dem sagde til en af de andre: »Hey skat, sætter du ikke lige den der fede Paris-plade på?«. Det gjorde han så, og ud strømmede de her fantastiske, sprællende ragtimetoner«, fortæller Neko Case.
»Den dag begyndte jeg at lytte til musik igen. Ragtime blev som en kop kaffe for mig. Som om der var en, som stod bag mig og sagde: Hey, jeg griber dig. Det hele skal nok blive okay«.
fortsæt med at læse
