Kroppen kan være to meget forskellige ting.
Playboys læsere havde blik for én slags krop, da de i 2003 kårede Neko Case med den røde hårpragt til »indierockens mest sexede babe«.
Playboy fulgte op med et guldrandet tilbud til hende om at posere nøgen for det berømte herreblad. Neko Case takkede nej. Det var alligevel for underligt.
Playboys tilbud er nærmest surrealistisk at tænke tilbage på, nu da Neko Case ti år senere går på scenen iført absolut neutralt hverdagstøj. Den krop, Neko Case synger om i koncertens åbningsnummer ’Where Did I Leave That Fire’, taler da også et helt andet kropssprog end sex-symbolernes.
LÆS INTERVIEW Rost indie-sangerinde mistede glæden ved musikken
Den sart arrangerede sang handler ikke om at være lækker og glamorøs, men om at føle sig hjemløs og på udebane i krop og sjæl. »A chill ran through me / and I grapped on tight / That was when I left my body for good / and I shook of all the strings I’ve earned / I wanted so badly not to be me«, sang Neko Case, mens bandet plinkede og plonkede alt andet end kropsligt.
Livet som en strid
Den 43-årige amerikanske sanger og sangskrivers nye stærke album har, som titlen antyder, været en svær fødsel i kølvandet på følelsesmæssigt tunge tider. ’The Worse Things Get, The Harder I Fight, The Harder I Fight, The More I Love You’ er ikke titlen på en glad popsang, men en fortælling om livet og kærligheden som en strid.
Neko Case forener indierockens selvransagende indadvendthed med countrymusikkens klare udmeldinger.
Resultatet er noget mere komplekst, end hvad man normalt betegner som countryrock.
Afslappet på scenen
Hvad man ikke kan høre på det omhyggeligt komponerede og iscenesatte album, er, hvor afslappet Neko Case er på scenen, og hvor meget fjas hun har med at udveksle knastørre morsomheder med korsangerinden Kelly Hogan.
Stemningen på scenen var hyggelig og afslappet. Faktisk var koncerten den første halve time så jordnær, at det var lige før, man fik grussmag i munden.
Neko Case hvilede trygt og godt i armene på sin kæmpestore skæggede bassist Tom Ray, multiinstrumentalisten Jon Rauhouse og de andre godt og grundigt sammenspillede musikere i hendes band, selvom hendes normale lead-guitarist Paul Rigby var blevet hjemme på barselsorlov.
Neko Case har en køn, ren og kraftfuld stemme, der har mest karakter, når hun for alvor fyrer op under kedlerne.
Nærmest rødglødende
Det tog en halv times tid, før hun for alvor satte hælene i de fodformede og satte af mod stjernerne med omkvædet »catch a, catch a catch a falling star« på den nye ’Night Still Comes’. Ældre sange som ’Set Out Running’, ’That Teenage Feeling’, ’Lion’s Jaws’ og ’People Got A Lotta Nerve’ fra hovedværket ’Middle Cyclone’ pyntede op, men det var i sangene fra det nye album med den gebrækkelige titel, at det brændte mest på.
Den livskrise, Neko Case kæmpede sig igennem i de tre år, det tog at lave pladen, har sat sine spor. Gå-i-byen dramaet ’Bracing For Sunday’, ’Ragtime’, ’City Swans’ og ikke mindst en forrygende ’Man’ intensiverede koncerten fra intim hygge til noget mere rødglødende og påtrængende.
Nogen ud-af-kroppen oplevelse blev det aldrig, men til gengæld blev musikken efterhånden foldet ud med både nerve og kropsvarme. Altså ikke på Playboy-måden.
fortsæt med at læse
