Mesterkomponist leger smukt videre med den kølige dupstep

Dæmpet. James Blake arbejder blandt andet sammen med Bon Iver på sit nyeste album, men albummet indeholder også karrierens første fejltrin.
Dæmpet. James Blake arbejder blandt andet sammen med Bon Iver på sit nyeste album, men albummet indeholder også karrierens første fejltrin.
Lyt til artiklen

Man kan ikke anklage den unge engelske elektroniske komponist og pianist James Blake for at sove sig til succesen. Sidste år flyttede han rundt på vindretningen i Londons klubundergrund med tre ep'er, der var med til at formulere begrebet post-dubstep. LÆS OGSÅ'Wonderboy' varmer op til scenen med urtete Tidligere i år udgav han sin selvbetitlede albumdebut, hvor han overraskende slap sin egen (manipulerede) stemme løs i soulknitrende lydlandskaber og sænkede Feists sårbare 'Limit to Your Love' ned i en strømhvirvel af bas. Dunkle kompositioner Og nu er han her sørme igen. Med endnu en ep af dunkle kompositioner, et samarbejde med naturcrooneren Bon Iver og en coverversion mere. LÆS OGSÅEngelsk wonderboy spiller tre gange i Danmark - på et år På de nye sange, som den stærke åbner 'Once We All Agree', fortsætter Blakes leg med kølig dubstep og knækkede soulfraser, men trækker lyden i en dæmpet retning, der mere passer til lydmeditation i høretelefoner end klubbernes højtalersystemer.
Organisk kunstighed
Og samarbejdet med Bon Iver - der er kommet i stand via mails med lydfiler hen over Atlanten - virker indlysende. Bon Ivers autotunede harmonier møder Blakes dynamisk pauser, og sammen former de en slags organisk kunstighed. LÆS OGSÅEngelsk electronica-poet spillede fremtidens popmusik Klaverakkorderne lyder håndspillet, men bliver klippet op og mødt af lyden af syntetiske trommer. Stemmerne brænder indtrængende, men syder samtidig af efterbehandling.
Bleg udgave af inderlig trang
James Blakes leg med Joni Mitchells 'A Case of You' mangler til gengæld alt dét, der ellers gør Blake til en så unik musiker. Bassen er væk og med den de musikalske mutationer, der kunne genoplade Mitchells sårbahed. LÆS OGSÅUngt geni leger stilleleg med journalist I stedet giver Blake en bleg udgave af inderlig trang, der ville have været så meget mere påtrængende, hvis Antony & The Jonhsons havde gjort det - i stedet for Blakes svage imitation af netop Antony. Generelt får Blake dog med 'Enought Thunder' fremvist og udvidet alle sin udtryk. Og for en gang skyld sat en enkelt fod forkert i sin ellers imponerende hastige fremmarch.
FACEBOOK

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her