0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

The National: »Vi er ikke desperate længere«

Forrige albums succes gjorde, at bandet kunne indspille uden desperationen, der pinte dem førhen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
4AD/Playground Music
Foto: 4AD/Playground Music

Fællesskab. De interne spændinger er fordampet i amerikanske The National, som består af de to par brødre og forsanger Matt Berninger, her i midten.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Vi vil gerne være dine venner, mens du er her«.

Sådan står der på en af de mange små sedler, jeg finder på mit hotelværelse i Berlin.

Jeg er på Hotel Michelberger i Friedrichshain, der er så hipt , som det kan blive i den tyske hovedstad. Det er berliner hipsterei, når det er bedst. Eller værst.

Her er ingen anonymitet i lobbyen og de neutrale hotelværelser, der kunne ligge hvor som helst i verden.

Her får man små hyggelige sedler, sover i en unikt bygget seng og læser mail på mac’en i lys fra kulørte lamper i den bar, man skal gennem for overhovedet at komme ind i den ombyggede industribygning.

Et andet perspektiv Det er køligt, den sidste rest af sibiriske kuldepisk holder foråret væk.

Derfor hænger ånden som små vatskyer foran munden på forsanger Matt Berninger, da The National om aftenen giver en intimkoncert i hotellets lille gård.

Den amerikanske kvintet kunne fylde O2-arenaen, der ligger bag hotellet, men de har valgt at invitere den europæiske presse til en live-premiere på deres sjette album, og helt i bandets meget menneskelige ånd kunne intet være mere velvalgt end det venskabelige Michelberger.

LÆS ANMELDELSE

Dels var det her, The National indspillede den første skitse til sangen ’Sea Of Love’, hvor titlen på albummet er hentet. Dels er The National selv en flok venlige mænd, der på vej ind i livets midterafsnit har fundet ro. Både i deres familier og som band. Som Matt Berninger fortæller mig om eftermiddagen inden koncerten:

»'Trouble Will Find Me' har været let og ubesværet at lave. Vi er ikke desperate længere. Nogle af os har fået børn, der er kommet et andet perspektiv på tingene. Vi er mere afslappede«.

Men sådan har det ikke altid været.

Gennembruddets aflastning
Der er et bestemt ord, guitaristen Aaron Dessner og Matt Berninger gentager, da jeg sidder og taler med dem om The National:

»Anxious«.

I forstanden: ængstelig, anspændt og nervøs. Hvad end de taler om den møjsommelige sangskrivningsproces, om de litterært svungne tekster eller bandets interne kemi, kaster ængsteligheden en skygge i samtalen.

Man kan høre det på deres fem første plader, hvor The National har formet og forfinet deres melankolske rocksange. Under Berningers blødende baryton sitrer en nervøs energi. Som det hakkende klaver på sangen 'Fake Empire', det virtuose trommespil på 'Bloodbuzz Ohio' eller i en foruroligende linje som »I had a secret meeting in the basement of my brain«.

Vi har altid været skrøbelige, hver især og som band. Men denne gang var vi trygge, og musikken blev ikke fortænkt undervejs



»I ti år har bandet været et stressende projekt, hvor vi hele tiden skulle kæmpe for at komme videre og undgå at gå i opløsning. Men efter 'High Violet’ har vi bevist vores værd, presset er væk nu, vi nyder det hele«, siger Berninger.

Aaron Dessner afbryder forsangerens talestrøm med en af sine korte præcisioner:

»Vi har altid været skrøbelige, hver især og som band. Men denne gang var vi trygge, og musikken blev ikke fortænkt undervejs«.

Fortænkt eller ej, deres forrige album, 'High Violet', blev det store gennembrud for The National. Det evigt kritikerroste band fik pludselig et stort og begejstret publikum over hele verden. De lå både i toppen af listerne over årets album i 2010 og spillede samtidig for udsolgte sportshaller og rockarenaer på den følgende verdensturné.

LÆS ANMELDELSE

En sjælden kombination for et indierockband, som man ellers kun ser Arcade Fire udføre i samme skala.

Fra Ohio til Brooklyn
Men The National går længere tilbage end de ti slidsomme år, der foreløbig kulminerede med 'High Violet'.

De fem bandmedlemmer kommer oprindeligt fra byen Cincinatti i staten Ohio. Tvillingerne Aaron og Bryce Dessner spillede som drenge i band med brødrene Bryan og Scott Devendorf, men det var først efter den opsplittende tid på forskellige universiteter, at Matt Berninger stødte til, og i 1999 fandt de sammen i newyorkbydelen Brooklyn som rockbandet The National.

På det tidspunkt havde Berninger egentlig gang i en karriere som grafiker, og The National var i mange år et weekendband. Men de to guitarister i form af Dessner-tvillingerne har altid boblet over af evner og iver, og bandets store succes skyldes i høj grad deres ærgerrighed.

LÆS INTERVIEW

De to højtuddannede musikere er drivkraften i bandets sangskrivning og ofte centrum for de fortvivlede faser, alle sangene åbenbart skal igennem.

En sang starter som en løs skitse mellem tvillingerne, siden kommer rytmesektionen ind over i form af bassisten Scott Devendorf og hans trommespillende bror, Bryan. Til sidst når de nu mere uddybede skitser hen til Berninger, der lægger sang og siden tekster til. Og så begynder den lange proces først.

Endeløse diskussioner
Lydene skal afstemmes, detaljer lægges ind, måske skal Brooklyn-naboen Sufjan Stevens hjælpe til med teksturen, hvis ikke Arcade Fires Richard Perry skal bidrage med en særlig guitardetalje.

De bor alle sammen rundt om hjørnet fra hinanden, men det kan godt tage op til halvandet år at gøre en sang helt færdig.

Især Aaron Dessner har i bandet ry for at være nærmest manisk, når det kommer til detaljer. Som han så kan diskutere endeløst med sin tvillingebror.

»Vi er stadig meget lang tid om at gøre en sang færdig, men vi undgik frustrationerne denne gang. Måske fordi vi ikke planlagde albummet. Det kom så uanstrengt lige efter den massive turné, hvor vi ellers troede, vi skulle holde en lang pause«, siger Aaron Dessner. Dæmonerne flytter med


Ud over bandets nyfundne zenstemning er der en anden markant forandring på 'Trouble Will find Me'. Teksterne har flere ord og færre metaforer.

Matt Berningers tekster har ofte været kryptiske i deres billedsprog som »I was carried to Ohio in a swarm of bees«, men denne gang har ordene et 1:1-forhold til verden.

»Når jeg synger »I need my girl«, handler det egentlig bare om, at jeg savner min kone. Før i tiden ville jeg sikkert have pakket det ind i et eller andet billede, men jeg har sluppet nogle af de abstrakte lag og siger tingene direkte. Jeg gemmer mig ikke bag metaforerne mere«, siger Berninger.

LÆS ANMELDELSE

Men temaerne er de samme, som de altid har været hos The National. Angst, tvivl, længsel, mistillid og alt det, vi først gør og så fortryder. Uanset hvor højt humør The National har for tiden, synger Berninger i smuk resignation: »I stay down with my demons«.

Som albumtitlen siger: Problemerne skal nok finde ham. Men samtidig er sangene hans befrielse i mørket.

»En sang kan være en måde at forløse sin ængstelighed på. Sangen om dæmonerne handler om at komme overens med de ting, der skaber angsten. Om at komme overens med sine dæmoner og acceptere de ting, man skammer sig over eller har det svært med«, siger Berninger.

Angstventil
Når han danser med sine dæmoner, er Matt Berninger ypperstepræsten i et sørgmodigt fællesskab verden over.

Folk kontakter The National og takker dem for deres sange, som bliver spillet til bryllupper, til begravelser eller er en redningskrans for folk ramt af eksistentiel krise.

»Det er jo ikke selvhjælpssange. Men folk genkender sig selv i de mørke og komplicerede sider af et andet menneske. Som jeg selv gør, når jeg hører Nick Cave eller Tom Waits. Man finder ro i genkendelsen af problemer, og man føler, at man ikke er alene med sin melankoli«, siger Berninger og uddyber:

»De fleste mennesker undertrykker deres frygt og angst. Men i mødet med kunst kan man lade det komme frem. Det er der ikke plads til på din arbejdsplads, du kan ikke gå rundt og være et følelsesmæssigt vrag hele tiden. Min far er advokat og har kæmpet med angstanfald. Dem måtte han undertrykke for at klare arbejdet. Men når han kom hjem, lyttede han til musik og lod det hele komme op til overfladen. Det er der, du slapper af og lader dig selv være ærlig og fuld af fejl«.

Annonce

En rensende messe

En koncert med The National kan føles som en messe, hvor dæmonerne bliver sluppet løs og skubbet væk.

Men det kan også virke surreelt at tage de indadvendte sange med ud på en scene foran 30.000 mennesker, der skråler med på hvert eneste ord, Berninger mumler på sin sangreciterende facon.

»Men i det øjeblik, tusindvis af fremmede mennesker synger sangene højt for mig, går det op for mig, hvad vi kan. Alle mennesker har brug for at mærke andre mennesker på en dyb og ærlig måde. Som man gør, når man genkender sig selv i et andet menneskes frygt eller sorg i en film eller et maleri. Det får en til at føle sig mindre ensom som menneske. Og det er en euforisk følelse at blive forbundet til et andet menneske på den måde. Og på scenen indser jeg, at det er det, vi kan«, siger Matt Berninger.

LÆS OGSÅ Foran publikum lukker Matt Berninger ofte sine øjne, forsvinder ind i sig selv og drikker en hel del vin for at finde hen til den melankolske nerve i The National. Selv som en smålykkelig 42-årig far er det i de triste kroge af sindet, han sammen med resten af The National skaber sin kunst.

Det gør han også i den bidende kolde berlinernat om aftenen, hvor de gennemspiller de nye sange og tilsætter et par gamle kendinge, der får den lille klynge af indbudte fans til at juble. Og synge med, som gjaldt det livet.

Måske gælder det bare et øjebliks ubalance i tilværelsen, men der er ingen tvivl i deres ansigter om, at det gælder noget. Og at The National for en stund er deres venner.

Læs mere:

Læs mere