Da Lindsey Buckingham og Stevie Nicks som de sidste gik på scenen igen til første sæt ekstranumre i Herning, kom de anstigende hånd i hånd.
Som en markering af deres genfundne venskab.
Det har de gjort hver aften på en turne, der allerede har rundet over 50 shows i 2013, og på den måde kunne det ligne et tomt ritual fra privatlivets ligegyldige sfære.
Men for et band som lige nøjagtig Fleetwood Mac er den slags signaler fra de personlige gemmer en del af selve musikken. Det er derinde i knuderne, musikken opstår. Oftest og bedst i spruttende konflikter.
LÆS OGSÅ Rock-mama fra Fleetwood Mac fylder 70
Flere årtier senere står de knuste drømme tilbage i sangene, som spyfluer i en gylden ravklump.
Upoleret og krads
I Boxen på heden var kemien mellem Buckingham og Nicks dog atter i vater. Og Måske var det derfor, at Nicks først meldte sig ind i kampen i den sidste af de knap tre timer, koncerten varede.
Indtil da havde hun overladt både kamp og scene til Lindsey Buckingham. Et ansvar han med ilter glæde tog på sig og ruskede de 8.500 begejstrede tilskuere med en mere upolerede og krads koncert end man umiddelbart skulle forvente fra de californiske dagdrømmere.
Ikke mange band har slået så meget musik og mønt af deres private relationer som Fleetwood Mac.
LÆS ARTIKEL
Fleetwood: Vi var alle sammen forkludrede som menneskerDe interne skilsmisser, bitter kærlighed og opslidende uro i kulisserne har gang på gang på krystalliseret sig til nye sange. Ikke mindst på det monstrøst sælgende 1977-album ’Rumours’, hvor det kaotiske følelsesliv blev gennemblæst af kokain og draperet i gennemmelodisk soft rock.
Lige del prog og punk
Men fredag aften var der ikke meget tilbage af den pænt balsamerede sorg.
Godt nok fyldte ’Rumours’ med sangtitler som ’Second Hand News’ og ’Go Your Own Way’ en hel del i den 23 sange lange set liste, men sangenes oprindeligt finpudsede lyd var dels længe tværet ud af et dårligt afstemt lydbillede, dels sigtede Buckingham i attitude mere mod den vrængende efterfølger, ’Tusk’.
Musikanmelder: Du skal sgu høre 'Rumours'Den Fleewood Mac efter eget udsagn skrev for at gå imod pladebranchens logik om at »gentage en succes til døde«.
Med lige dele prog og punk i sine hidsige angreb på guitaren samt hylede sang mod månen på en stampende udgav af ’Not That Funny’ og en afskrællet version ’Big Love’, var det Lindsey Buckingham, der satte sit aftryk og reddede en lidt for lang aften.
En aften der led under for meget ligegyldigt snak, for mange middelmådige sange og Stevie Nicks, der gav den som verdensfjern luksushippie (der åbenbart mente at hendes banale historier var en meget stor del af vores tid værd) i stedet for den gotiske grevinde af dunkle følelser, hendes stemme har i sig.
Energien gjorde udslaget
Når det kommer til stykket handler Fleetwood Mac om dynamikken mellem Lindsey Buckingham og Stevie Nicks.
I baggrunden har Christine McVie som sangskriver leveret et hav af gruppens hits, og i Herning stod de to ældste bandmedlemmer, bassisten John McVie og trommeslager Mick Fleetwood last og brast i maskinrummet, hvor de sørgede for at rytmesektionen pumpede blod rundt i selv de mere vildfarne sange som ’Sara’ og ’Eyes of the world’.
LÆS OGSÅ Fleetwood Mac-guitarist fundet død af skudsår
Men det har altid været i modsætningen mellem Buckinghams lyse mandestemme og Nicks mørke kvindevokal at Macs magi er opstået. I dag er hans stemme slidt og hæs, mens hun har fået en smuk patina, der med enkelte strofer kan indkasple essensen af en hel sang på et øjeblik. Hvis hun altså gider.
Blandt unge musikere i dag som Haim og Florence Welch er det Stevie Nicks, der er inspirationskilden. Men fredag aften i Herning var det Lindsey Buckinghams energi, der gjorde udslaget. Selv når han slap endnu en guitarsolo løs, fik han insisterende vendt det forudsigelige til en brændende nødvendighed. I lige dén og dén sang, som vi ellers har hørt så mange gange før.
Det var langtfra en perfekt aften. Koncerten vaklende og skrabede et lavt bundniveau undervejs, men netop i viljen til at ville noget med deres sange rev Lidsey Buckingham Fleetwood Mac ud af den fortid, de alle sammen er filtret irriterende meget ind i, og stemplede det kontrsatfyldte band ind i 2013.
For det klædte dem at være en uskøn affære, hvor sangene gjorde alt andet end at holde pænt i hånden.
fortsæt med at læse
