Der er noget statueagtigt over ham.
Manden, der med sin ranke holdning, en kæk hestehale og to kraftigt symbolske kugler hængende mellem benene poserer på albumcoveret til ’Rumours’, imens han, måske, kurtiseres af en kulsort vindheks svøbt i chiffon.
Manden hedder Mick Fleetwood. Og kvinden er hans bandkammerat Stevie Nicks. Og coveret fortæller en historie, vi kan kalde ’Loving You Isn’t the Right Thing to Do’.
For der var aldrig nogen parforhold, der klarede skærene i Fleetwood Mac, selv om det ikke skortede på forsøg. Som da netop Stevie Nicks og stenstøtten fra pladecoveret, trommeslager Mick Fleetwood, fandt sammen for en stund efter udgivelsen af ’Rumours’.
Vi var alle sammen kede af det
I dag er Mick Fleetwood 65, og tiden har sat sine spor. Hans diabetes forhindrer de lange stænger under ham i at få ham op at stå, da jeg træder ind på hans hotelværelse i hjertet af London, hvor han sidder i sofaen iført lyserød skjorte og mørkeblå strikvest.
Men resten fejler ingenting, navnlig ikke snakketøjet. Det har altid været skruet godt på hos trommeslageren, som ud over at holde takten i bandets sange ofte har måttet agere intern mægler i den mudrede skyttegravskrig, der udgjorde livet bag facaden i Fleetwood Mac.
Det er få dage før 4. februar, ’Rumours” 36-års fødselsdag. Men Fleetwood husker stadig, hvordan stemningen var i bandet i tiden op til udgivelsen af bandets mest succesrige plade, som netop er blevet genudgivet.
»Vi var alle sammen kede af det«, siger han om bandet, hvor kærligheden altid synes at have sejlet sin egen sø. Under indspilningerne til ’Rumours’ var fire femtedele af bandet ved at gå fra hinanden.
Uden for bandet var Mick Fleetwood samtidig ved at blive skilt fra sin kone.
»Ingen af os havde det godt«, siger han. »Men musikeren Mick Fleetwood havde det forrygende. Nok var jeg trist og ødelagt indeni, men jeg var også opslugt af den kraftfulde, kreative energi, der var omkring os. Det var enormt tilfredsstillende. Jeg oplevede, at bandet fik nyt liv«.
Gjorde sig umage
Fleetwood Mac blev grundlagt i 1967 af bluesguitaristen Peter Green og udgav ni plader i sin første storhedstid, inden det nye liv, som Mick Fleetwood kalder det, kom til i form af det amerikanske kærestepar Stevie Nicks og Lindsey Buckingham, der blev indlemmet i bandet i 1975 og dermed blev bandkammerater med ham og ægteparret John og Christine McVie.
Fleetwood Mac udgav i 1975 albummet ’Fleetwood Mac’, som blev en succes, både kommercielt og kunstnerisk, og allerede året efter begyndte de at arbejde på den plade, der blev til ’Rumours’.
De investerede de penge, de tjente på den første plade, til at lave ny musik. Og tog sig god tid. Ikke sjældent brugte bandet flere dage i studiet på små detaljer.
»Vi kunne sagtens bare have lavet en plade sådan her«, siger Mick Fleetwood og knipser med fingrene. »Og været skideligeglade og købt et stort hus. Men vi valgte at gøre os umage med lyden«, forklarer han.
Selv om Fleetwood og Buckingham kom forskellige steder fra rent musikalsk, var de begge enige om, at mængden af studietricks på pladen skulle være minimal.
En beslutning, han er glad for i dag, hvor han mener, at lyden på pladen er en af de primære årsager til, at ’Rumours’ stadig vinder nye fans. Lyden fremstår stadig ren som en uplettet samvittighed.
Hævn i sangskrivningen
Det kan man imidlertid ikke sige om teksterne, hvilket bedst kan eksemplificeres med Buckinghams nærmest krigerisk åbenlyse titler som ’Second Hand News’ og ikke mindst ’Go Your Own Way’, hvor korstemmen lå en tand for højt for Nicks, Buckinghams tidligere kæreste, som måtte kæmpe med sangen live – både på grund af teksten og altså også selve sangens arrangement. Hævn har mange ansigter.
Som på Nicks’ egen, og mere poetiske, men også bidske ’Dreams’. Eller på den nyskilte Christine McVies hilsen til sin nye kæreste, Fleetwood Macs lysmand, på den dystert groovende ’You Make Loving Fun’, hvor McVies eksmand, John, naturligvis spillede bas.
Men hvor Nicks var en naturkraft, som ifølge legenden skrev ’Dreams’ på bare fem minutter, havde knudemanden Buckingham masser af musikalske ideer, men sværere ved at få ordene ud, når bandet var i studiet.
Og det var et problem, mindes Mick Fleetwood, for han og John McVie arbejdede stadig som bluesmusikere og var derfor nødt til at kende ordene for at vide, hvilken feeling de som rytmegruppe skulle ramme.
The real thing
»John er meget melodisk i sit basspil, meget fintfølende«, forklarer Fleetwood.
»Og derfor måtte vi ofte tigge og bede Lindsay om at komme med ordene. John havde brug for the real thing for at kunne spille det bedst mulige basspor. Som rytmesektion er du til for at tjene resten af bandet. Og det er vigtigt at huske, tror jeg. Nogle bands har travlt med at vise, hvor teknisk brillante de er«, siger Fleetwood.
Han frembringer maskingeværsalvelyde med tungen og mimer lynhurtigt teknisk trommespil med sine solbrune arme.
»Jeg kan slet ikke spille det lort! Men jeg ved, hvordan man ...«.
Han læner sig tilbage i sofaen, smiler saligt og spiller lufttrommer i et indfølt forsøg på at mime bluesens feeling, som altid har luret under overfladen hos Fleetwood Mac. I slut-1960’erne, på ’Rumours’, men også i høj grad på den mere eksperimenterende efterfølger ’Tusk’.
»Vi var alle sammen forkludrede som mennesker, men som musikere havde vi den samme fornemmelse for, hvad der var det rigtige«, siger han og knipser med fingrene. »Når det skete, stoppede vi med at skændes«.
Coke og talkum
I dag lader det nu til, at skænderierne endelig hører fortiden til.
Bandet har for nylig annonceret, at de vil turnere i Storbritannien til sommer, og Fleetwood selv virker glad for sommerens genforening, som dog ikke tæller Christine McVie, der angiveligt bare gerne vil være i fred.
Mere vævende bliver han, når snakken falder på rygterne om, at den første nye musik fra Fleetwood Mac siden 2003 skulle være om hjørnet. Det forbliver, ironisk nok, et rygte.
Sådan er det bare. Man kan stadig ikke tale om Fleetwood Mac uden at tale om rygter. Om de udenomsægteskabelige eskapader, de bundløse budgetter og den lille fløjlspose, der på et tidspunkt var bandets sjettemand og propfuld af kokain.
LÆS OGSÅ Fleetwood Mac arbejdede sig til sejr
Med undtagelse af den dag, da albummets mikser, Ken Caillat, for sjov skiftede det kostbare hvide pulver ud med talkum ... Sådan lyder et af de utallige rygter fra indspilningerne, som i sidste ende var med til at ændre arbejdstitlen fra ’Yesterday’s Gone’ til ’Rumours’.
Men der var da noget om snakken, erkender Mick Fleetwood.
»Der er så mange skrækfortællinger fra dengang – og mange af dem er sande«, erkender han. »Jeg ved, det lyder corny, men sandheden er, at vi elsker hinanden. Højt. Vi var bare ikke i stand til at være gift med hinanden«.
Mick Fleetwood, London, februar 2013
Politiken var inviteret til London af Warner Music.
fortsæt med at læse
