De siger, at hvis rygtet er godt, er det svært at slå ihjel.
Et af de mest sejlivede rygter, de fleste, der interesserer sig bare en lille smule for popmusik, er løbet på, er rygtet om Fleetwood Macs genialiteter.
Man får det sandsynligvis hvisket i øret som ung og nysgerrig, hvis man da ikke forvilder sig ud ad sin egen sti af musikalsk dannelse og først hører det senere. Men på et eller andet tidspunkt falder bemærkningen: Du skal sgu høre ’Rumours’.
Personligt var jeg forbi ’Rumours’ i de formative år, hvor der blev smagt på al musik, men Fleetwood Mac fremtvang kun et overbærende skuldertræk:
Nå ja, det lyder da vældig rart, men hvad vil det mig egentlig? Hvor er temperamentet? Derfor har Fleetwood Mac aldrig fundet vej til hylden med mine musikhistoriske helte.
Og hvis jeg i 1977 ikke havde været en tumling, der havde travlt med at lære at løbe på 40 cm korte ben og hælde sødmælk i en kop uden at spilde, ville jeg dengang nok også være mere begejstret over Talking Heads’ debut, Giorgio Moroders leg med Donna Summer og punkens rebelske baciller.
Hørt gennem et filter af pop
Men med endnu en omfangsrig genudgivelse af ’Rumours’ blev ørerne atter lagt til vandrørene, og nu må jeg alligevel revidere mit syn på det album, mange har betegnet som musikhistoriens bedste popalbum.
For nedenunder balladen og kokainmyterne gemmer sig en håndfuld uopslidelige sange, der slutter en sorgløs cirkel, man altid kan have brug for at træde ind i.
Det er muligt, at ’Rumours’ i sin sprøde hi-fi-produktion lød som en vandkæmmet sideskilning i sammenligning med Sex Pistols’ uregerlige strithår, og at den californiske brise virkede verdensfjern i kontrast til Ramones’ asfaltslidte læderjakker.
Men hørt gennem et filter af pop anno 2013, hvor den maskinelle perfektion i dancebeatet og de strømlinede afleveringer af omkvædet ligger på toppen af hitlisten, har ’Rumours’ en håndspillet varme over sig, man ellers skal ud i indielandskabet og finde hos nyere bands som Rilo Kiley eller Fleet Foxes.
Der er nærværende folk-elementer som den sarte genistreg ’Never Going Back Again’ med Lindsay Buckinghams nærmest lammende gode guitarspil, og en sårbar atmosfære bøjet over Steinwayklaverets blå tangenter på ’Songbird’, der stiller uret til kl. 03 om natten, hver gang den spilles.
Hvert enkelt instrument får plads
Men bandet er primært soft rock. Essensen af gnidningsløse stunder, hvor den akustiske guitar kun kalder sin elektriske fætter ind i lydbilledet for at tegne lyse ornamenter i baggrunden og trommerne aldrig vækker naboerne, mens orglet lapper eventuelle ujævnheder.
Det hele perfektioneret i en lyd, hvor hvert enkelt instrument får plads i de stressløse arrangementer. (Gen)hør den indsmigrende glatte ’Dream’, svæv hen i harmonierne på ’The Chain’, eller tag med ’Don’t Stop’, der har kalechen slået ned på vej op ad Highway 1. Lækkert er vist det helt rigtige ord her.
Men hvor er alle spændingerne, der var ved at splitte bandet ad? Hvor er den frenetiske energi fra de bjerge af kokain, der drev bandets arbejdsraseri fremad?
Jo, i teksterne bløder de kvaste hjerter da, og læst som udsagn i en rodebutik af skilsmisser, forliste forhold og affærer i det skjulte har ’Rumours’ en indre spænding.
Det lyder bare aldrig sådan. Det lyder som ubekymret og blød poprock fra en tid, hvor der ikke var økonomiske begrænsninger, og hvor klemte følelser altid kunne dæmpes med en drink eller en bane kokain.
Tristessen maser sig muligvis på mellem linjerne, men den har ikke en chance, når musikken spiller.
Let om hjertet
Fleetwood Macs ufarlige sange holder sig pænt til overfladen af virkeligheden og træder ingen over tæerne, men man bliver let om hjertet, og det kan være befriende at lade sig rive med.
Og så er det melodisk set eviggrønne sange. ’Never Going Back Again’ er uafrystelig i al sin underspillede natur, det løsgående humør på ’Second Hand News’ kan næsten erstatte dagens første kop kaffe, og ’Go Your Own Way’ følger dig gennem alle dagens gøremål som en lille nynnen under tungen.
LÆS OGSÅ Fleetwood Mac-guitarist fundet død af skudsår
Den høje kvalitet af sangene kan man høre i de mere spartanske versioner, der findes på cd’en med outtakes og demoer. Den tredje cd indeholder en koncertoptagelse fra 1977, hvor sangene opføres i imponerende perfekte versioner.
Her overstråles det kaotiske liv i kulisserne af et band, der på toppen af sine musikalske evner skabte et album, som er enestående i al sin nydelse.
Og på den måde taler rygterne jo sandt. Du skal høre ’Rumours’.
fortsæt med at læse
