CENTRUM. Med den enorme  popularitet har Caroline Henderson –  her i omklædningsrummet lige inden koncertstart – fået stor opmærksomhed. Foto: Per Folkver

CENTRUM. Med den enorme popularitet har Caroline Henderson – her i omklædningsrummet lige inden koncertstart – fået stor opmærksomhed. Foto: Per Folkver

Musik

Caroline Henderson: »Jeg er nærmest lavet i en jazzklub«

Danmarks ukronede jazzdronning har en mission: at lære danskerne at elske jazz.

Musik

Kl. 23.35: Backstage, Musikhuset Aarhus

Caroline Henderson kaster sig rundt i sofaen med et glas hvidvin i hånden. Snart sidder hun på hug, så i skrædderstilling, så kastes de lange ben og de bare fødder ud over sofakanten.

Den mildt sagt lårkorte nederdel kæmper for at holde sig fast på den konstant gestikulerende og talende sangerinde, der ikke synes at ænse, at hun er midtpunkt for den glæde, som udløses omkring hende. Eller at hun er den eneste kvinde i et rum fyldt med svedige mænd.

»Hold kæft, hvor var du fantastisk i aften«, råber hun pludselig til pianisten Nikolaj Hess, flyver op fra sofaen og forsvinder ind i et favntag af arme, skæg og hår.

De to bliver stående midt i rummet og knuger hinanden, mens tiden og verden omkring dem sættes i stå.

Kærlighed Ved siden af står trommeslager Jakob Høyer og bassist og kapelmester Anders 'AC' Christensen i et lige så langvarigt kram. »Ja, det var helt vildt, champ«, siger sidstnævnte endelig og gør sig fri af sin trommende kollega for i stedet at glide ind i armene på pianisten. Stadig stakåndet efter den netop overståede koncert siger han ud i den fugtige, varme luft:

»Det her er jo ikke bare musik ... Det er kærlighed«.

Ingen synes at have indvendinger.

Efter den blot anden koncert på en lang turne, hvis sidste dato foreløbig er 28. november, er Caroline Henderson og hendes band allerede smeltet sammen til det, sangerinden selv kalder »vores anden familie«.

Kl. 9.20: udenfor Vega, Enghavevej, København

Formummet bag gigantiske jakker og huer dukker musikerne frem af endnu en isnende vintermorgen i Danmark for at samle sig og blive til Caroline Hendersons turneband. I dag skal de til Århus. I går var der turnepremiere i Hørsholm.

Trommeslager Høyer er dækket af en skindhue af russisk tilsnit med lange flapper ned over ørerne. Trombonisten Mads Hyhnes sweater går næsten i et med hans lange blonde skæg.

Og spinkle bassist AC er tæt på forsvundet i frakke, joggingbukser, solbriller, kasket og en enorm hætte.

Stille kravler de ind i kabinen på den sorte VW Caravelle fra Avis med plads til ni personer og taler spagfærdigt om premierekoncerten aftenen inden i Trommen i Hørsholm.

I en af vinterens utallige snestorme tog det Caroline Henderson tre timer at tilbagelægge de få kilometer fra København til det nordsjællandske spillested.

Dagen derpå er sangerinden den sidste, der tripper ud af den kolde morgen før afgang mod Århus. Snedyngerne er ikke nok til at trække stilen af Henderson, der ivrigt talende i sin mobil ankommer i støvler med høje hæle, en lille, koket sort pels og solbriller. Uden hverken hue eller handsker.

Kl. 12.15: Færgehavnen, Sjællands Odde

»Danskerne tror ikke, at de kan lide jazz. Det vil vi nu vise dem, at de kan. Det er vores mission«.

Tourmanager Niels Lindgren, der har ladet sit lyse hår vokse sig langt og et fuldskæg gro frem, siden han gik ned med sin såkaldte Wig Wam Tour i dansk musikhistories største krak, nikker forsigtigt, da Caroline Henderson fremlægger planen for de kommende måneders slitage på de danske landeveje.

Lindgren, som store dele af den danske musikbranche ikke har villet kendes ved efter Wig Wam, er i den grad taget til nåde af sangerinden og hendes band.

»Det er ikke så let at afsætte jazznavne til de små spillesteder rundt om i landet. Det har Niels været rigtig dygtig til. Nu må vi så ud at vise dem, at det var investeringen værd«, som AC siger i den menneskeforladte terminal i færgehavnen.

Hvorfra der synes meget langt til noget som helst andet med swing. Til gengæld er det let at se tilbage på en af de mest kringlede veje til succes og personlig harmoni i dansk musik.

Ray Dee Ohh
Ramt af en skilsmisse stod svenskfødte Caroline Henderson som ung alenemor midt i 1980'erne med to små drenge i København; en by, hun var flyttet til få år tidligere af kærlighed til en mand.

Pengene var få, mulighederne endnu færre. Faktisk var der kun to. Enten skulle de endnu rodløse rødder rives op igen og verden udfordres. Eller også skulle en af de helt store døre sparkes ind.

Det blev den, da folkene fra det hedengangne band Tøsedrengene spottede Caroline Henderson som et bud på den ene af de to mørke sangerinder, de ville sætte i fronten for deres nye band, Ray Dee Ohh.

»Pludselig stod jeg med rystende ben foran 10.000 mennesker. Det var så angstprovokerende at komme fra jazz med et lille publikum og svinge sig op på den skala på så kort tid. Det gjorde det lidt lettere, at jeg ingen følelser havde for musikken. Det var slet ikke mig. Men jeg lærte utrolig meget af at gå i den skole«.

En sucker for filmmusik
Over et plastikbæger med te og en pose med lakrids fra motorvejstanken ved Roskilde fortæller Caroline Henderson på minibussens forsæde om sin påstigning på dansk popmusiks massive succesbølge i 80'erne med Ray Dee Ohh.

Henderson følte sig dog mest som en blind passager på 'M/S Pop, Succes og Stjerner På' og besluttede sig til at ændre kursen totalt, da sejladsen endelig var ovre i 1991.

Næste gang offentligheden så Caroline Henderson, sang hun klassikere af Gasolin' i teaterforestillingen af samme navn på Dr. Dante. Med skaldet isse og iført militærstøvler. Poptøsen skulle om ikke trampes ihjel, så stampes godt og vel ned i fortidens muld.

»Jeg vidste i hvert fald, hvad jeg ikke ville, rent musikalsk. Og havde en ide om, hvor jeg skulle hen. Jeg har altid været en sucker for filmmusik og ville egentlig gerne være en ny Henry Mancini eller John Barry. Så jeg ville gerne kombinere mine jazzrødder med noget filmisk, visuelt og lidt poppet på den atmosfæriske måde, som bands som Portishead og Massive Attack var begyndt at arbejde med i England«.

Verdens bedste video for døve
Da solodebuten 'Cinemataztic' udkom, var det lykkedes at fremelske netop sådan en lyd i samarbejde med producerne Thomas Blachman og Kasper Winding. »Verdens bedste video for døve«, kaldte en anmelder albummet, som blev en overvældende succes for Henderson, kunstnerisk og kommercielt.

Jeg var inde i en depression og en masse eksistentielle tanker, som jeg forsøgte at give udtryk på pladen. Det var der ingen, som interesserede sig for

En succes må formateres og eksporteres. Så i de kommende år rejste Caroline Henderson Europa rundt på første klasse. Mødte nye pladechefer, sangskrivere, producere, der alle mente, at hun skulle være »den nye dit eller dat«.

Sange blev skrevet. Og kasseret. Stil efter stil blev prøvet af og stillet tilbage i garderobeskabet. Tiden gik, og Henderson traskede efter i tungere og tungere takt. Indtil hun en dag hoppede af og fandt tilbage til sin ungdoms dansegulv.

Hun ville lave en plade med sine egne yndlingsnumre fra diskoens storhedstid.

Diskofilt alter ego
»Nå, vil du det. Men så gør det«, lød det træt fra pladeselskabets direktør, da han hørte om ideen til albummet med Dolores, som sangerinden ville kalde sit diskofile alter ego. Der optrådte uden synderlig meget tøj på det udfordrende cover.

»Hvorfor ikke? Skal man knalde, kan man lige så godt knalde helt ud«, lyder Caroline Hendersons forklaring. på mit spørgsmål, mens bussen skrumpler op over de isklædte veje på Sjællands Odde og »børnene«, som hun kalder sine yngre musikere, tier i forsøg på at sove i kabinen bag os.

Om ikke andet løste pladen problemet med, hvordan – og som den nye hvem – Caroline Henderson skulle lanceres internationalt. Efter Dolores-udspillet var der ikke længere bud efter hende uden for landets grænser. Efterspørgslen forsvandt nemlig stille som sivende damp fra varm luft.

Kl. 13.30: Færgen mellem Sjællands Odde og Århus

Buffeten i restauranten byder på tapas, steg og softice til dessert, hvad nogle i bandet benytter sig af. De mest rutinerede turnemedlemmer gemmer dog appetitten til en frokostrestaurant i Århus.

Caroline Henderson nøjes med en smule æg og pølser. Og tænker tilbage på et andet og skelsættende besøg i Århus i 2002, hvor hun medvirkede i et ungdomsprogram på DR 1.

Hun svarede høfligt nok på det, studieværten spurgte om. Men kunne mærke, at hendes hjerne ganske langsomt bevægede sig væk fra studiet og alle de for hende alt for kendte spørgsmål:

Hvordan holder du dig så godt?, Hvor finder du ud af, hvad der er moderne?, Hvad er din yndlingstaske? ... og så videre i en lang, bankende køre. Med kursen konsekvent uden om hendes nye album, 'Naos'.

Efter hendes egen mening det mest nøgne, kunstnerisk vovede og personlige produkt hun havde udsendt.

Alibiet er i orden
At det ikke er nogen garanti for, at medierne interesserer sig for de eksistentielle overvejelser bag, vidste hun godt. Alligevel sad hun tilbage med en følelse af, at det kunne være ligegyldigt at være kunstner, at forsøge at udtrykke noget vigtigt gennem musik.

At hun var kommet videre og reflekterede over andre ting end skomoden. For første gang i sit liv overvejede hun at droppe musikken.

»Jeg var inde i en depression og en masse eksistentielle tanker, som jeg forsøgte at give udtryk på pladen. Det var der ingen, som interesserede sig for. Jeg prøvede at gå en anden vej og optrådte kun et par gange med de sange ved kunstudstillinger i en meget simpel opsætning. Men det virkede heller ikke rigtigt«.

I en krise søger man ofte bagud, tilbage til rødderne. For Caroline Henderson er det den jazzmusik, hun startede med at synge som teenager hjemme i Dalarna i Sverige.

Men kan en kvinde, der i Danmark er kendt som popsangerinde, pludselig stå frem med noget så seriøst som jazz? Caroline Henderson svarer så hurtigt, at man ikke kan være i tvivl om, at hun er inderlig træt af fordommen.

»Jeg er nærmest lavet på gulvet i en kælder under en jazzklub, så jeg tror, at alibiet er i orden«.

Kl. 14.35: Gaderne i Århus' Midtby

Solbrillerne er raslet fra håret og ned for at beskytte de øjne, der endnu ikke er pyntet af makeup hos Caroline Henderson. Hun studerer ivrigt gadelivet i Århus, mens den sorte bus langsomt ruller frem mod Hotel Guldsmeden.

Jeg var inde i en depression og en masse eksistentielle tanker, som jeg forsøgte at give udtryk på pladen. Det var der ingen, som interesserede sig for

»Jeg har glædet mig så meget til at komme på turne, at jeg slet ikke kan sige hvor meget. Jeg bliver rastløs af at gå derhjemme, når der ingenting sker. Bandet er den anden familie for os alle, og jeg savner dem virkelig, når jeg kommer hjem. Og selv om der er meget rutine og gentagelse ved at være på landevejen, sker der også altid noget uventet, og man møder mange nye mennesker.«

»De fleste i min alder går på det samme arbejde hver dag og hilser på de samme kolleger. Og når de har fri, mødes de med de sædvanlige mennesker i deres omgangskreds. Denne trivielle trummerum bilder jeg mig ind, at jeg slipper for som musiker«, siger hun.

Uventet privilegium
Tilværelsen som jazzsangerinde er et privilegium for Caroline Henderson. Et uventet privilegium. Da hun bestemte sig for at »skifte det der jazzede pop ud med poppet jazz«, regnede hun ikke med, at det ville føre til noget.

Men så mødte hun folkene fra det lille selskab Stunt og oplevede musikbranchen på en helt ny måde. Her var ingen beregninger over målgruppen, hitsingler eller andre krav.

Her skulle man bare skabe musik, som man havde lyst til. Uden at skulle hverken forklare eller forsvare sig, hvorfor den første jazzplade fra Henderson logisk nok fik titlen 'Don't Explain'. For hvordan skal man forklare, at man er kommet hjem?

»For mig var det et mirakel. Min stemme vandt lige en oktav til hver side af registeret, da jeg begyndte at synge jazz. Det var en kolossal følelse af frihed«, siger hun og afbryder sig selv, da bussen gør holdt og spærrer trafikken i Guldsmedgade, så musikerne kan komme ud.

»Endelig. Vi er hjemme«, råber sangerinden og haster ind på det lille hotel.


Kl. 17.30: Scenen, Musikhuset

Sammen med sin make-up-artist og personlige assistent, Nikolaj Holm Nielsen, ankommer en lettet Caroline Henderson som den sidste til lydprøven. I taxaen på vej fra hotellet har hun fået en sms om, at den tokrone, hendes syvårige søn slugte for en uge siden, er kommet ud igen.

Helt irgrøn efter turen gennem tarmsystemet, men både mønt og dreng er ellers i fin stand.

Under bandets populære kampråb 'Velkommen til Carina', en knap så sexet omskrivning af titlen på hittet 'Velkommen til Medina' med sangerinden af samme navn, mødes Caroline Henderson og fem af hendes musikere på scenen.

Trompetisten Peter Fuglsang er på vej fra en arbejdsopgave i København, så i aften bliver det nødvendigt med hele to prøver for at få også ham til at lyde godt.

Kæmper med teksten
Under ledelse af Henderson og kapelmester AC fokuserer bandet på de sange, der ikke helt lykkedes ved premieren aftenen inden. Og sangerinden kæmper med at huske teksten til sangen 'Not For Me'. Et sted oppe ad det stejle gulv mellem stolerækkerne finjusterer Mads Stærke lyden.

»Jeg tænkte, om jeg bare skal have et flækket af sådan noget hår, du ved, mere i min mikrofon«, spørger Caroline Henderson. Og prøver at holde koncentrationen: »Vi er altså nogen, der skal sminkes!«.

Tilbage i omklædningsrummet er assistent og makeupartist Nikolai Holm Nielsen returneret fra en lidt besværlig indkøbstur for sin chef. Opgaven var at finde et bud på et kostume til aftenens koncert. »Det hele var sådan lidt Århus«, siger han og overrækker ikke desto mindre Henderson med en farvestrålende lårkort nederdel og en sort bluse, købt på udsalg i Salling til et par hundrede kroner.

Det bliver – sammen med de obligatoriske sko med tårnhøje stilethæle – aftenens scenetøj for Caroline Henderson.

»Det er jo heldigt, at damen ser godt ud, uanset hvad man hælder hende ned i«, bemærker assistenten.

Kl. 18.30: Backstage, Musikhuset

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ventetid er det, der er mest af på en turne. Med tiden lærer man at slå tiden ihjel på en behagelig måde. I eftermiddagens løb har AC været på besøg i en vinhandel i Århus, han har fået anbefalet af andre af musikkens farende svende.

På det lave sofabord i drengenes omklædningsrum står nu rødvin fra Toscana, og i køleskabet ligger en fransk hvidvin på køl. Ude i køkkenet står Musikhusets rødvin urørt.

»Det er derfor, vi er gået fra rock og over til jazz«, siger trommeslager Jakob Høyer, som sammen med AC har udgjort rytmegruppen i gruppen The Raveonettes i en periode, og fuldender sætningen:

»Nu står den på Chablis og højreb i stedet for guldbajere og at ryge den fede. Det eneste, vi har med fra rockmiljøet, er Treo«, siger den hovedpineplagede Høyer, og alle i rummet griner.

'Lick them balls'
I sit omklædningsrum spiser Caroline Henderson lidt af den sushi, Nikolaj Holm Nielsen har købt ude i byen, mens bandet indtager den beskedent afmålte steg med flødekartofler, Musikhusets folk har stillet frem i kantinen. Naturligvis skyllet ned med de udsøgte dråber fra Toscana.

»Det går fint, man skal bare ikke drikke så meget, at læberne ikke kan få ordentligt fat i hornet«, som trombonisten Mads Hyhne udtrykker det.

Fokus er efterhånden på aftenens musikalske hovedmenu. I omklædt og sminket tilstand gør Caroline Henderson sin entre i drengenes omklædningsrum, og under sin kulørte kasket gennemgår AC aftenens sæt.

Der skal for eksempel ske små ændringer i bandets version af Bob Dylans 'Ring Them Balls' – eller 'Lick Them Balls', som Mads Hyhne omdøber sangen.

Alle får indflydelse
Den slags omskrivninger er hverdagskost i et backstagerum, der efterhånden begynder at genlyde af blæseinstrumenter, som pudses af og pustes igennem. Koncentrationen begynder at antage fysisk form.

»Det fede ved at spille med Caroline er, at vi alle sammen får plads og lov til at forme melodierne og hele koncerterne. Vi spiller aldrig ens to aftener i træk. Det er en af grundene til, at vi alle gerne vil være med her. Selv om alle i bandet har travlt med meget andet, smider vi alt, når Caroline ringer«, som pianisten Nikolaj Hess udtrykker det.

Sangerinden slapper af i sofaen, hvorfra opmuntrende udbrud fylder rummet.

»Fra mit arbejde på teatret har jeg taget det samarbejde, hvor man mødes på helt lige fod, når man skal til at øve på en forestilling. Ganske langsomt får man formet stykket, sådan som lige netop den trup vil gøre det. På samme måde vil jeg gerne have, at alle får indflydelse på min musik. Det går der intet af mig ved. Tværtimod får jeg utrolig meget forærende, fordi de her folk er så dygtige«, siger hun.

De kan komme med de største egoer – jeg har prøvet det, der var værre

Konflikter
Alle musikerne er udvalgt og håndplukket af Caroline Henderson. Hun lægger ikke skjul på, at hun vil have de bedste og helst arbejder sammen med folk, hun kan lære noget af. Også selv om det koster en konflikt eller to, når de kreative kræfter tager favntag med hende og musikken.

»Allerede tidligt i min karriere arbejdede jeg sammen med to så ekstremt store personligheder som Thomas Blachman og Kasper Winding. De sad ofte og skændtes med mig som sådan en stødpude i midten. Det var hårdt, men også berigende. Folk, der brænder for deres ideer og er originale, er også de hårdeste at arbejde med. Men det er jo, fordi de giver så meget af sig selv. Efter det samarbejde dengang har jeg aldrig været bange for at arbejde med nogen. De kan komme med de største egoer – jeg tror, jeg har prøvet det, der var værre«.


Kl. 15.15: Hotel Guldsmeden

Egentlig var det meningen slet ikke at nævne ordet diva i denne artikel om Caroline Henderson, der stort set ikke har kunnet læse om sig selv i medierne de seneste år uden at støde på betegnelsen.

Men så bringer hun selv udtrykket på bane, da vi lidt tidligere på eftermiddagen har sat os til rette for at tale i den lille huleagtige reception på Hendersons foretrukne tilholdssted i Århus.

»I begyndelsen var jeg ikke så vild med at blive kaldt diva. Det er jo et stort ord. Men så begyndte jeg at tænke over, hvad det betyder, og hvem der er divaer. Det betyder egentlig divine, guddommelig og uopnåelig. Men jeg forbinder det med stærke, selvstændige og forfinede kvinder som Maria Callas og Marlene Dietrich. De var ikke svage sexsymboler, men værdige feminister, hvis man tager deres tid i betragtning. Og samtidig var de feminine og raffinerede. Det sætter jeg pris på«.

Push-up til det sidste
Du er kvinde og chef?

»Ja. Det kan være hårdt at være chef, men jeg ved, at jeg kan. Selvfølgelig er der dage, hvor man har lyst til at gå hjem og tude efter en konflikt med en musiker. Men så må man jo bare gøre det og komme tilbage og få løst problemet.Det løser sig ikke ved, at man er en Tude-Marie. Det har jeg været tidligere«.

Siden ankomsten til Århus har Nikolaj Holm Nielsen forsynet Caroline Hendersons ansigt med makeupaf hensyn til fotografen!. Sangerinden bærer sjældent sminke uden for scenen. Hvor det til gengæld er en vigtig del af forberedelserne.

»Ja, jeg vil gerne se godt ud på scenen. Føle mig fin og godt tilpas. Ligesom folk, der klæder om, før de indtager en god middag. Det sætter mig op, og det er vigtigt«.

Sørgeligt nok er det meget få kvinder i din alder, der optræder i miniskørt? Det er mere rullekravetrøje og ravkæde?

»Nej, nu må du fandeme holde op. Hvis du sagde det til en kvinde i Italien eller Spanien, ville du få en på snotten. Og jeg håber, at det er ligesådan herhjemme. Jeg er jo ikke 60 år. Vil du have, at jeg skal til at gå tilknappet og med broche? Det er alt for tidligt. I min familie er der ikke tradition for at pakke sydfrugterne sammen, før det er bydende nødvendigt. Tværtimod bærer kvinderne push-up til det sidste. Det har jeg også tænkt mig at gøre. Derfor kan man godt være the boss«.


Kl. 21.15: Pause, Musikhuset

Lyden under første sæt af koncerten var markant anderledes end under eftermiddagens prøve. Så det er et lidt forvirret band, der mødes i omklædningsrummet i pausen.

»Der er alt for meget meat derude«, siger AC og skynder sig at moderere udsagnet: »Det er utroligt, så stor forskel der er på en sal uden mennesker og en med publikum«.

Godt 1.000 mennesker til en jazzkoncert en frysende kold vinteraften er langtfra almindeligt i Danmark. Men Caroline Henderson har fået tag i danskerne og bygget en solid bastion op af popularitet. En popularitet, hun ikke frygter at miste.

»Jeg har haft en karriere, hvor jeg har bygget noget stort op flere gange og så ligesom foræret det væk igen for at prøve nye spor. Det er en ekstra fornøjelse, at folk kan lide det, vi laver. Men musikken i sig selv og det at skabe den sammen med andre er det egentlige kick for mig. Når man har prøvet så meget og haft nedture, er man ikke bange længere.«

»Det værst tænkelige findes ikke for mig. Eller rettere – det værst tænkelige er sikkert sket masser af gange – også for mig. Hvis man falder, må man jo bare rejse sig op igen. Det er under alle omstændigheder nedturene, vi lærer af som mennesker. Når det går godt, er det jo bare godt«, siger Caroline Henderson.

I min familie er der ikke tradition for at pakke sydfrugterne sammen, før det er bydende nødvendigt. Tværtimod bærer kvinderne push-up til det sidste

Og giver en del af forklaringen på, at hun netop har stået foran den fyldte sal i Århus og foredraget sine sange med en professionalisme, der aldrig synes at slippe taget i personen bag fortolkningerne. Caroline Henderson udstråler en feminin selvsikkerhed og et overskud, der nogle gange virker næsten naturstridigt.

Flyskræk
»Jamen, jeg er også bange for nogle ting. Især at flyve, hvilket er lidt besværligt, når man nu er omrejsende musiker og for eksempel skal optræde i Mozambique til sommer. Jeg er allerede bange for turen derned. Det er vel noget med kontroltab, det har jeg det svært med«, siger hun nærmest undskyldende.

Men den flyvetur skal nok blive klaret. Måske med nerverne uden på tøjet, men kilometerne skal tilbagelægges. For musikken skal ud, det ved den professionelle del af Caroline Henderson, som aldrig lader hjemmet eller sofaen trække mere end koncertscenerne. Alligevel er hun ikke i tvivl om, hvad der er det vigtigste i livet.

»Mit arbejdsliv er ikke det vigtigste for mig. Jeg er mor til tre børn, og de betyder mere end musik, ja mere end selv mine sko – believe it or not. I den forbindelse findes der selvfølgelig et worst case scenario, noget kan ske med mine børn. Men som andre forældre vil jeg ikke tænke på det,« siger hun og fortsætter.

»I det hele taget gør jeg meget for ikke at se mig selv på storskærm, som jeg kalder det. Jeg vil ikke betragte mig selv udefra, hvis jeg kan undgå det. For så begynder man at tænke over nogle ting, man ikke kan tænke over uden at ødelægge sin optræden. Det kan godt være, at det er en form for eskapisme. Men den virker for mig«.

Et liv i omvendt rækkefølge
Caroline Henderson har med sine egne ord levet sit liv »i omvendt rækkefølge«. Hun forlod en rodløs barndom med mange flytninger fra land til land og flyttede hjemmefra som 15-årig, blev gift, fik børn og blev skilt som meget ung.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg tog det hårde fra starten. Det var frygteligt at sidde på gulvet i en lejlighed uden møbler efter skilsmissen og græde, da børnene endelig sov. Da troede jeg ikke, at jeg kunne klare det. Men næste dag tog jeg mig sammen og besluttede, at hver dag skulle være ny, og jeg må tage tingene, som de kommer«.


Kl. 23.00: Scenen, Musikhuset

Koncerten er netop slut. Skjult bag et forhæng til scenen, smider sangerinden skoene med de høje hæle, og de første svedige kram uddeles, mens publikum klapper efter ekstranumre. Århus elsker Caroline Henderson i aften.

Hvert eneste ord, hun har sunget eller sagt, er modtaget med jubel. Bortset fra den lille korrektion, da hun kludrede i den lokale geografi i en hilsen til sin arrangør, Butch Lacy, »der bor på Mols«. Et sekund efter lyder en korrigerende kvindestemme nede fra salen: »Djursland!«.

Den slags detaljer er glemt, da musikerne energisk entrer scenen til en sidste runde. Efter et minut eller to følger Caroline Henderson efter på bare fødder og mødes med et kærligt bifald. Hun takker og glemmer i skyndingen at få sat mikrofonen ned, så den passer til hendes nu reducerede højde.

Det sker i et snuptag. Mens bandet introducerer første ekstranummer, får alle jordforbindelse igen.

Kan ikke leve uden musikken

Da de sidste toner dør ud, stiller alle instrumenterne, og på klassisk teaterfacon tager bandet arm i arm afsked med publikum på scenekanten med et stort buk. Nu venter kun kolde øl, mere vin og gæster i omklædningsrummet, inden kursen kan sættes mod en stor bøf på Jacob's barBQ i Århus.

Og så selvfølgelig næste dags koncert i Horsens, fulgt af Aalborg og Odense samme weekend. Så er den lange og opslidende turne vist også sat i gang.

»Jeg er ikke bange for alderen, selv om det kan være et hårdt liv. Men jeg kan ikke leve uden musikken. Ud over at flyve er det eneste, jeg er bange for, at blive ensom eller at vågne op en dag og have mistet den nysgerrighed, der driver mig. Jeg vil hellere udfordre, gøre noget end tænke på alder. For man kan tage sig meget andet for end at kigge bekymret i et spejl«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce