Jeg havde en drøm for nylig, der involverede en klipning af mit hår og en stavblender i hidsig forening. Det skyldes nok til dels, at håret vitterlig trænger. (Og at det er sæson for purerede supper). Alligevel kan jeg ikke helt skrinlægge tanken om, at det københavnske grindcoreband Piss Vortex har en, formentlig afklippet, finger med i spillet.

For selv om kvartetten for så vidt intet har med stavblendere at gøre, er der noget over bandets herligt destruktive og aggressive stil, der minder om benævnte køkkenredskabs kompromisløse omgang med alt, det kommer i nærheden af.

Det er lidt det samme med Piss Vortex’ debutalbum, der bare hedder ’Piss Vortex’. En malstrøm af pis, jo tak! Men det er også et sprængfarligt arsenal af musikalske knaldperler, der slår hårdt som en finsprittet sjusbuffet. Alt sammen karakteriseret af en frådende vildskab, men også af et højt teknisk niveau, der cementeres af den konstante jagt på det næste (velspillede!) sammenbrud, som aldrig ligger langt væk.

Som på den vanvittige turbine ’Hollow Success’, der på under halvandet minut slår knude på sig selv op til flere gange. Imens en sang som ’Beaten Womb’, komplet med et fuldstændig sønderlemmende skrig, nærmest er en selvopfyldende profeti.

Der bygges op og rives ned i ét væk, og det sker i et hæsblæsende tempo, hvor 14 sange spreder sig ud på sølle 24 minutter. Piss Vortex uddeler læsterlige klø til alle øregange, de kan komme i nærheden af. Men det er satans velturnerede tæsk, og det er en kaktus, jeg gerne synker, selv om den får mine indre organer til at bløde.

Og det gør den for det meste. Men afvekslingen popper frem hist og her. Som på albumlukkeren ’Our Maker’s Invisible Hand’, der med sine fem minutter er albummets længste sang, men som takket være Christian Bonnesens nysgerrigt kantede guitarfigurer og en tilsyneladende mangel på frygt for at gå lidt mere afdæmpet til værks beviser, at Piss Vortex også kan drosle lidt ned for helvedesmaskinen, uden det hele falder fra hinanden.

Dog irriterer det mig grænseløst, at en så gennemført intens plade lukker ned med en tam fading i stedet for at stoppe med et brag. Det er en tam fornemmelse, når nu resten af albummet jævnligt excellerer i netop at gå ned i flammer.

Køligt velspillet overblik præger toer

Den slags irriterende fejltrin laver de ikke i postmetalbandet Redwood Hill. Bandet, der tidligere i år var de første vindere af Politikens metalpris, ’Metal Heart’, er godt nok stadig forholdsvis nye i gårde, men allerede på debutalbummet ’Descender’ var der en ukuelig professionalisme over foretagendet.

Og den lever videre på opfølgeren, ’Collider’. Det er en god, tung og solid toer, der fastslår bandets uomtvistelige talent. Men også et album, der mangler etterens overrumplende vildskab.

Det er – på godt og ondt – det kølige, velspillede overblik, der præger ’Collider’.

Således forrygende er det, når bandet stævner fra land med det monumentale og drabeligt effektive åbningsnummer, ’Microgravity’, der glider umærkeligt over i den tysksprogede ’Wie Ein Adler’, der fungerer overraskende godt og med sin egen forunderlige, maskuline ynde på ret forbilledlig vis viger uden om Rammstein-fælden, der ellers uvægerligt dukker op, når et metalband slår over i tysk.

Ligeledes vellykket er den fremragende ’Tabula Rasa’, der over et bjergtagende forløb på over ni minutter får fremmanet nogle glorværdige tableauer af tjæretunge guitarer, frontmand Marco Sewohls harske brølevokal og en udsøgt fornemmelse for parløbet mellem det helt tyste og den afgrundsdybe støj. Resultatet er Redwood Hill, når de er allerbedst.

Omvendt er en sang som den ellers fine ’Albedo’ lidt for nært beslægtet med debutalbummets ’Dybbuk’. Igen spædes det brutale lydbillede op undervejs med en passage tilegnet såkaldt clean vokal, der på ’Albedo’ kommer fra folkrockbandet Codys frontmand, Kasper Kaae. Han er en ganske glimrende sanger. Men dels minder udtrykket besynderlig meget om ’Dybbuk’, dels er det, som om bandet går fejl af pænhed og skønhed, og det sker desværre på bekostning af sidstnævnte.

Det samme sker, når Cody-violinisten Frederik Thybo, der også er gæst, aer lytteren blidt over håret på ’Cytherean’ og førnævnte ’Microgravity’. Det er alt for konventionelt smukt, og det burde Redwood Hill holde sig for gode til.