1. Lana Del Rey: ’High by the Beach’.
Der er noget herligt over Lana Del Reys måde at være popstjerne i kronisk mol på. For selv om hendes uimponerede trutmund kan give indtryk af en diva, der keder sig gudsjammerligt over sin åh, så konventionelle succes, lyder hendes valiumstågede popsange som ingen andre.
2. Joanna Newsom: ’Sapokanikan’.
Ugens bedste nyhed for harpeentusiaster er, at Joanna Newsom til oktober udgiver sin første plade i 5 år. Første kvæk er lidt vævende, men genhøret med Newsoms guirlandevokal er som at få brev fra en gammel ven skrevet med kragetæer.
3. Leonard Cohen: ’Nevermind’.
Med et plot med samme sindsoprivende struktur som en klump overkogt spaghetti vil den netop afsluttede ’True Detective 2’ ikke blive savnet. Men introsekvensen med cohensk brummen? Den var god.
4. Myrkur: ’Mordet’.
I næste uge udkommer den danske black metal-solist Myrkurs debutalbum. Men allerede nu kan man smuglytte til den onde tunge ’Mordet’, der lover ondt og godt på samme tid.
5. Christopher: ’Tulips’.
Der er så meget godt at sige om Christopher. Han kan først og fremmest synge. Men han har også formået at genopfinde sig selv med en mere voksen lyd. Og så er han sjov. Derfor er det så ærgerligt, at hans nyeste single lyder som noget fra MGP med et strejf af botanik. Om igen!
